Før svømmestævnet
Svømmestævner for de mindste svømmere varer ofte 1-2 timer, og afholdes for det meste lørdag eller søndag. De fleste arrangører tager meget hensyn til målgruppen for stævnerne, og for de mindste starter stævnerne først efter kl. 9, og der er derfor tid nok om morgenen til at gøre sig klar til afgang. Det vigtigste inden stævnet er, at barnet får et solidt morgenmåltid og husker sit badeudstyr.

Mange svømmere kan godt være nervøse før deres første svømmestævne. Det er en meget naturlig reaktion, og kan kræve lidt overtalelse fra forældrene. Udvikler nervøsiteten sig fra harmløse sommerfugle i maven, så forsøg med andre aktiviteter som kan tage opmærksomheden væk fra svømmestævnet.

Svømmestævnernes varighed er kort, og der er derfor ikke det store behov for mad og drikke. Det er dog en god ide altid at have mad med, skulle sulten melde sig. Medbring altid en drikkedunk da varmen i svømmehallen kan give et øget væskebehov.
Som svømmerne bliver ældre kommer kosten til at spille en vigtig rolle under stævner, og klubbens politik er, at der ikke indtages slik, kager og sodavand ved svømmestævner.

Ved svømmestævne er der brug for følgende udstyr:
  • Badetøj: Gerne 2 sæt, da det altid er rart med en ekstra, skulle der springe en snor eller en syning.
  • Svømmebriller: Gerne 2 sæt, da det altid er rart med en ekstra, skulle der springe en snor. Brillerne bør være testet i svømmehallen, så de ikke falder af, når der hoppes i fra skamlen.
  • Badehætte: Gerne 2 stk. Med Odder-logo. De kan købes hos trænerne.
  • Håndklæder: Svømmerne er i vandet flere gange, og det er derfor en god ide med minimum to håndklæder, så man ikke har et gennemblødt håndklæde, når man er halvvejs med stævnet.
  • T-shirt: Med Odder-logo. Hvis man tørrer sig ordentligt efter at have været i vandet kan man nøjes med en t-shirt. Men det er altid bedst med en tør t-shirt. Man kan også medbringe shorts.
  • Drikkedunk: Væske er en vigtig del af idræt, og væskemangel kan begrænse præstationen. Rent vand er det bedste, men saftevand kan bruges, hvis det hjælper barnet med at drikke.

Svømmeklubben tager ofte snacks med i form af nødder, rosiner, kicks og frugt. Det kan svømmerne frit tage af.

Husk: Meld altid afbud så tidligt som muligt på din træners mobil. Det er vigtigt, at træneren og holdlederen ved om man kommer eller ej, da det er afgørende for planlægning af stævnet.

Hele familien er velkommen til at tage med til stævnet. Der vil ofte være tilskuerpladser i hallen, men svømmerne har førsteret, og det er ikke altid, man får de bedste pladser i hallen.
Svømmehaller har et noget anderledes indeklima end de fleste andre sportshaller, så det er en god ide ikke at tage for meget og varmt tøj på.
Odder Svømmeklub | Nølevvej 6, 8300 Odder