NøvlingKaniner
 

Målsætning

Udover den daglige pasning og gode udstillingsresultater, har vi nogle konkrete langsigtede mål, som vi ønsker vores kaniner kan opfylde med tiden.
 
 
Det er nemmere sagt end gjort, for på nogle punkter er vi godt med på enkelte linier, hvor andre mål er sværere at opfylde.

 
Ikke desto mindre synes vi, det er realistiske mål/krav vi stiller, som kan opnås med målrettet avlsarbejde, hård udskillelse - og en smule held!


_________________________________
Hermelin - Zobel, Blå
 
 
Gode kryds:
 
Krydset er navnet på det område ved kaninens hofteben, hvor ryggen stopper.
En hermelin med 'dårligt kryds' vil typisk have 2 tydelig mærkbare 'knopper' på bagkroppen, når man stryger hånden hen over ryggen på dyret. Ved et 'smalt kryds' vil der ofte ikke være mere end et enkelt pegefingerled mellem de 2 knopper.
 
Dårlige kryds er uønskede i forhold til standarden, og smalle kryds forbindes med fødselskomplikationer.
 
 
Det 'gode kryds' kan næsten ikke mærkes ved berøring, og knopperne føles så utydelige, at afstanden imellem dem er svær at fastslå.
 
Gode kryds fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr og korrekt fodring.

 
Gennemsnitlig vægt på 1000-1200 g:
 
Vægtklassen for hermelinere ifølge Nordisk Kaninstandard ligger på 0,8 - 1,3 kg.
 
Lav vægt gør det sværere at udstille dyrene, da vi må vente længere og fodre 'hårdere' for at ramme de små 800 g.
Samtidig er lav vægt osse forbundet med fødselskomplikationer.
 
Hermelinere med høj vægt har den tendens at overskride de 1300 g. og derefter miste flere af deres hermelintræk, som jo kort sagt kan beskrives som 'småt med småt på'.
 
Ved at stile efter en vægt på 1000-1200 g. sikrer man en sund vægt på dyrene, både i forhold til trivsel og standarden.
 
Vægten vedligeholdes ved god udvælgelse af avlsdyr.
 
 
Korte forløb:
 
Forløb er navnet på det område på kaninens forben, der svarer til menneskets underarm.
 
Hermelinere med lange forløb tilegner sig en uønsket 'høj stilling' når de præsenterer sig. Denne høje, langstrukne stilling passer sig bedre til racen dværghare, og den ødelægger noget af det udtryk, man kræver af hermelinen.
 
Korte forløb sikrer lav til mellemhøj præsentation/stilling, hvor dyret ikke strækker sig og derfor viser sin korrekte runde, fyldige form. Ørestillingen vil samtidig kunne forbedres, da dyret ikke lægger hovedet tilbage på samme måde som ved den høje stilling.
 
Korte forløb fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.
 

Kort pels:
 
Pelslængden for en almindelig pelset hermelin er 2-2½ cm.
 
Ønsket om en kort pels er en personlig præference, der er som sådan ingen praktiske grunde til det valg. Vi synes blot, dyr med kort, tæt pels har et pænere og mere æstetisk udtryk.
 
Korte pels fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.

 
Korte, lige ører:
 
Ørelængden på en hermelin bør ifølge Nordisk Kaninstandard være mellem 4 - 7 cm.
 
Vægt og størrelse på den enkelte hermelin har stor betydning for, hvilken ørelængde man forventer af dyret - små dyr bør have korte ører og større dyr bør have længere ører, dog helst ikke længere end 6 cm selvom standarden tillader helt op til 7 cm.
 
Hermelinen præsenterer sig med samlede, opstående ører. Hermelinere med 'buede/krogede' ører giver et dårligere indtryk med deres præsentationer. Denne uheldige ørestilling har kælenavnet 'skudhuller'
 
Korte, lige ører fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr, angiveligt opvækst i kølige omgivelser og korrekt udført øremærkning.


Bevare hårlængden mellem ørerne:
 
Nogle varianter af hermelinen har tendens til at have lidt længere pels ved forsiden af ørerne. Dette gør ørerne synsmæssig kortere, som jo er et ønskeligt træk hos hermelinen.
 
Hårlængden bevares ved god udvælgelse af avlsdyr.
 
 
pels foran ører
Selvom der ikke er tale om meget ekstra pels er resultatet til at få øje på
- en synlig reduktion af ørerne på op til 1½ cm!


Gode racetypiske hoveder for hvert køn:
 
Hos hanner beskrives et racetypisk hoved som rundt, med en flad bred pande hvor snuden ikke bør være synlig i profil.
Blandt hunnerne tillades et knapt så fladt pande parti, og snuderne må gerne spidse en anelse til.
 
Hvis dyr af et køn skal bryde normerne, så er det langt mere ønskeligt at en hun har et maskulint udtryk fremfor en han med udprægede feminine ansigtstræk - der bør dog tages hensyn til, at nogle unge hanner først udvikler den karakteristiske hovedform omkring 8 måneders alderen.
 
Hovedformen fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.

Fyldig, rund og kort krop:
 
Genetikken/årtier med et målrettet avlsarbejde har gjort, at hermelinen kan have en fyldig og rund krop uden at være 'fed'. Det kræver dog stadig den rette fodring at holde balancen mellem tyk og tynd.
Den korte krop gør det lettere for hermelinen at præsentere sig som rundt og fyldig, da en lang krop automatisk ser slankere ud.
 
Fylden bevares ved korrekt tilpasset fodring, den korte krop fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.

Lavere, mere kompakt præsentation:
 
Som beskrevet længere oppe, har flere varianter af hermelinen tilegnet sig nogle højtstillede præsentationer grundet lange/for lange forløb.
Vi ønsker en lavere, mere kompakt stilling under præsentation blandt vores dyr, da vi mener denne er den mest egnet for hermelinere.
 
Den kompakte præsentation fremmes ved udvælgelse af avlsdyr med korte forløb, og endeligt, træning af denne præsentationsform..

En mere klar grundfarve på lys Zobel:
 
Vi ønsker en mere klar, kold om man vil, lys blå grundfarve på vores lyse zobel, blå.
Samtidig skal der være en tydelig forskel mellem lys og mørk, da 'mellemtingen' er vanskelig at bruge og bedømme rigtigt.
 
Den klare grundfarve og forskel mellem lys/mørk vil vi bevare ved at kun at bruge de bedste eksemplarer af hhv. lyse og mørke dyr i avlen.

En mere tydelig tegning på mørk Zobel:
 
Tegningen, Sadlen (rygtegning) især, er ofte sværere at se på den mørke variant. Nogle gange er den så utydelig, at man skulle tro, der var tale om en helfarvet blå.
 
Vi ønsker den dybe, mørke farve på den mørke variant, og samtidig bevare en synlig tegning.
 
Opskriften på den perfekte mørke zobel har vi endnu ikke fundet, men vi arbejder ud fra vores egen teori om, at perfekt tegnede, lyse dyr brugt i avl med de mørke burde give en mere tydelig tegning på mørk zobel.

Saddeltegninger, der starter lige under lagte ører:
 
Saddeltegningen er den mørke ovale 'plet' på kaninens ryg.
 
Vi ønsker er tydelig, jævn saddeltegning, der starter så højt oppe ved kanines hoved som muligt, altså ved spidsen af de korte hermelinører, der er samlet og 'lagt' ned af ryggen.
 
Den gode saddel bevares ved god udvælgelse af avlsdyr.
 
saddeltegning
På dette billede kan man ane den mørke saddeltegnings 'udspring' lige under ørespidserne - dette ungdyr er dog ikke helt færdigudviklet på pels og tegning endnu!


Lysten til at præsentere sig:
 
Det er meget vigtigt for os, at vores hermelinere føler sig godt tilpas på udstillinger og har lyst til at præsentere sig.
En god præsentation giver (naturligvis) bedre point, og derfor burde enhver der udstiller stile efter denne egenskab osse.
 
Lysten/den gode præsentation fremmes med jævnlig træning af ungdyret samt de rette genetiske udgangpunkter.
 
Rolige under håndtering:
 
Nogle af de helt store fordomme mod hermelinere er, at de er nogle små, hidsige bæster, der bider og kradser lige så snart de kan komme til det - desværre må vi indse, at disse fordomme har været tæt på sandheden førhen.
Hvis ikke der tages et hensyn til avlsdyrenes sind og temperament i den fremtidige avl af hermelinere, kan fremgangen på dette punkt gå i stå.
 
Vi ønsker fremadrettet kun at avle på rolige og håndtérbare hermeliner fra 2. generation (unger af opkøbte dyr) og fremefter.
 
Rolige og håndtérbare dyr fremmes ved hård/nådesløs sortering. Hermelinere der ikke lever op til de ønskede krav ( - ja osse dem, der har opnået gode udstillingsresultater) bør aflives.
Samtidig kan det nænves, at man ved rolig og respektfuld håndtering af kaninerne osse kan komme langt..
 
Udviser tilpashed under kontakt i buret:
 
Det er ingen hemmelighed, at langt det meste af den daglige kontakt mellem mennesker og dyrene hos os foregår i buret, gerne i forbindelse med fodring.
 
Vi ønsker, at vores hermelinere er godt tilpas med vores tilstedeværelse i og omkring deres bure.
 
Den gode stemning bevares ved respektfuld optræden overfor dyrene. Kan man tolke deres signaler og adfærd er man godt hjulpet..!
 
 
Dværgvædder - Alle 3 varianter
 
 
Gode kryds:
 
Krydset er navnet på det område ved kaninens hofteben, hvor ryggen stopper.
En dværgvædder med 'dårligt/stejlt kryds' vil typisk have 2 tydelig mærkbare 'knopper' på bagkroppen, og vil have tendens til at flade ud fra hoftebenet mod halen.
 
Dårlige kryds er uønskede i forhold til standarden, idet dyret ser længere og mindre robust ud.
 
 
Det 'gode kryds' kan næsten ikke mærkes ved berøring, knopperne føles utydelige samt stykket mellem hofteben og hale vil antage en afrundet/oval form.
 
Gode kryds fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr og korrekt fodring.

 
Gennemsnitlig vægt på 1600-1800 g:
 
Vægtklassen for dværgvædder ifølge Nordisk Kaninstandard ligger på 1,4 - 1,9 kg.
 
Når vægten kommer under de 1600 g. vil dyret synligt mangle den fylde og robusthed man forbinder med racen. Kommer vægten derimod på den anden side af 1800 g. har de tendens til at blive for 'lange' (kropsmæssig) og virke smalle - når man derefter som avler forsøger at udligne denne smalhed med øget fodring, vil vægten ofte overstige de 1900 g. og kaninen er ikke længere betegnet som racetypisk korrekt.
 
Vægten vedligeholdes ved god udvælgelse af avlsdyr. Vi arbejder samtidig med en teori, hvor fodringen er på et forsvarligt minimum i dyrets 8-16. leveuge, hvorefter mængden øges.
 
 
Korte, robuste forløb:
 
Forløb er navnet på det område på kaninens forben, der svarer til menneskets underarm.
 
Lange, smalle forløb er som sådan ikke et helbredsmæssig (eller generelt) problem for racen, men individerne der er bygget sådan vil fremtone slanke og smalle - som jo er uønskeligt for racen.
 
Vi foretrækker selv en mellemhøj præsentation, da man derved kan se de flotte, robuste ben og bryset skydes let frem. Dette er dog blot en personlig præferance.
 
Korte, robuste forløb fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.
 

Kort pels:
 
Pelslængden for en almindelig pelset dværgvædder er 2-2½ cm.
 
Ønsket om en kort pels er igen en personlig præference, der er som sådan ingen praktiske grunde til det valg. Vi synes blot, dyr med kort, tæt pels har et pænere og mere æstetisk udtryk.
 
Korte pels fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.

 
Brede, lange ører:
 
Ørelængden på en dværgvædder bør ifølge Nordisk Kaninstandard være mellem 22 - 30 cm.
 
Vægt og størrelse på den enkelte dværgvædder har en del betydning for, hvilken ørelængde man forventer af dyret - små dyr må have kortere ører og større dyr bør have længere ører. Vi foretrækker 24-26 cm på vores dyr, som primært har en vægt på 1700-1900.
 
Breden på øret ses fra siden, hvor øret gerne skulle være en anelse bredere ved enden af øret end ved vedhæftningen til hovedet, øreknuden.
Endvidere skal øreknuden være tydelig synlig, uden at være for voldsom/altoverskyggende faktor på kaninens hoved.
 
Lange, brede ører fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr og angiveligt en opvækst i varme omgivelser.
 

Gode racetypiske hoveder for hvert køn:
 
Hos hanner beskrives et racetypisk hoved som rundt, med en flad bred pande hvor snuden ikke bør være synlig i profil.
Blandt hunnerne tillades et knapt så fladt pande parti.
 
Hvis dyr af et køn skal bryde normerne, så er det langt mere ønskeligt at en hun har et maskulint udtryk fremfor en han med udprægede feminine ansigtstræk - der bør dog tages hensyn til, at nogle unge hanner først udvikler den karakteristiske hovedform omkring 8 måneders alderen.
 
Hovedformen fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.

Fyldig og kort krop:
 
Genetikken/årtier med et målrettet avlsarbejde har gjort, at dværgvædderen har en fyldig, kort krop.
Det kræver i særdeleshed den rette fodring at sikre kropsformen.
Den korte krop gør det lettere for dværgvædderen at præsentere sig som robust og fyldig, da en lang krop automatisk ser slankere ud.
 
Fylden bevares ved korrekt tilpasset fodring, den korte krop fremmes ved god udvælgelse af avlsdyr.
 
Rolige under håndtering:
 
Dværgvædder er en race, der er kendt for sit milde sind og har generelt et godt ry som værende kontaktsøgende.
Vi ønsker vores dyr er rolige under selve håndteringen (løft mm.) og evner at sidde stille når de kræves af dem.
 
 
Udviser tilpashed under kontakt i buret:
 
Det er ingen hemmelighed, at langt det meste af den daglige kontakt mellem mennesker og dyrene hos os foregår i buret, gerne i forbindelse med fodring.
 
Vi ønsker, at vores dværgvæddere er godt tilpas med vores tilstedeværelse i og omkring deres bure.
 
Den gode stemning bevares ved respektfuld optræden overfor dyrene. Kan man tolke deres signaler og adfærd er man godt hjulpet..!
Michael Christiansen & Rebecca Nygaard | Oppelstrupvej 2, 9260 Gistrup  | Tlf.: 20987068 60686433