Nyheder / Autoriseret arbejde
 - Vi leverer professonielt og godt håndværk......
 

Autoriseret arbejde

Af hensyn til din egen og dine omgivelsers sikkerhed skal el-, vvs- og kloakarbejder som regel udføres af en autoriseret virksomhed

De arbejder, der ikke er nævnt her, skal udføres af en autoriseret virksomhed:

VVS-arbejde
Alle må skifte pakninger, ordne cisterner, udlufte centralvarmen m.v. Grænsen for, hvad du selv må, og hvad du skal have en autoriseret VVS-installatør til, går ved kuglehanen. Det er i orden selv at skifte vask og toilet - hvis det er af samme type.

Det er forbudt at ændre på eksisterende installationer. Det er kun tilladt at bruge VA-godkendte komponenter.

El-arbejde
Du må selv udskifte almindelige 230 volt afbrydere og stikkontakter uden jord, men kun hvis der allerede er en afbryder eller en stikkontakt på samme sted. Hvis installationen er forsynet med HFI- eller HPFI- afbryder, er det også tilladt at udskifte 230 volt stikkontakter med jord. Det er også tilladt at opsætte og nedtage lamper, som forbindes til den faste installation, f.eks. i lofts- eller vægdåser. Det samme gælder de moderne halogenlampesæt, når de sælges som én lampe. Det vil sige, når alle delene leveres samlet med en tilhørende monteringsvejledning.

Montering af forlængerledninger, udskiftning af stikpropper og ledninger samt andre reparationer på elapparater må også udføres af private. Her er der nemlig ikke tale om faste installationer.

Læs mere om, hvilket el- og vvs-arbejde, du selv må udføre, på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside www.sik.dk hvor du også kan finde autoriserede el- og vvs-installatører.

Kloakarbejde
Næsten alle underjordiske arbejder på spildevands- og regnvandsinstallationer på privat grund skal udføres af en virksomhed med autorisation som kloakmester.

Det eneste kloakarbejde, du selv må udføre, er afløb fra tagnedløb. Afløbet skal føres til en tagnedløbsbrønd, og derfra videre til en faskine, der placeres mindst 5 m fra beboelsen. Inden arbejdet udføres, skal der laves en tegning, der viser, hvordan afløbsarbejdet tænkes udført. Tegningen sendes til kommunen sammen med en ansøgning om tilladelse. Arbejdet må ikke påbegyndes, inden kommunen har udstedt tilladelse til etablering af faskinen.
NKM BYG ApS v/Nikolaj K Mortensen | CVR: 36700009 | Solbakken 10, 9560 Hadsund - Danmark | Tlf.: +45 51946242 | nkmbyg@gmail.com