Ruter omkring Nimtofte / Historisk Vandrerute / Præstegården - Svenstrupvej 2

Præstegården - Svenstrupvej 2

Den nuværende præstebolig er bygget i 1922, da den gamle bygning fra 1599 blev nedrevet. Samtidig byggede man konfirmandstuen i bindingsværk. De gamle avlslænger fik lov at blive stående og i præstegårdsladen har den tidligere sognepræst Egon Kristiansen etableret et lille landbrugsmuseum med gamle redskaber. I 1999 fejrede man 400 års jubilæet med optog og egnsspil.

I lodøren er der en lem, der aldrig må lukkes. Ifølge sagnet passerer ”Den sorte Hund” gennem Nimtofte hver aften i timen inden midnat, og den skal have adgang til bygningen. Den løber hver aften fra gravhøjene ved Fannerup til Viborg Domkirke. Der ankommer den præcis til midnat og så løber den med lysets hastighed tilbage til Fannerup.

Fra 1837-1853 var der en betydelig sognepræst til Nimtofte. Han hed P. C. la Cour og blev bl.a. sogne-forstander i Nimtofte. Men han blev også rigsdagsmand og folketingsmand samt amtsrådsmedlem og formand for Randers amts kommunalforening. Af andre senere præster kan nævnes C. F. V. Bernth 1861-1889, Julius Windfeld 1894-1914, Martin Poulsen 1914-1925, K. A. Minds 1925-1933, Anker Breum 1933-1968, Alf Johansen 1968-1979, Egon Kristiansen 1979-2010.

Den nuværende sognepræst er Susanne Jørgensen Hjørlund.

 

Bog:

Sagn og overtro på Djursland, i Randers og Viborg.

Den sorte hunds levnedsløb er ren overtro, alt sammen hentet fra fantasiens verden, og stykket sammen af en sagnrække, der handler om overtro og varsler,

Sagnene er forbundet med hinanden, men veksler fra sogn til sogn, fra by til by. De sælsomme historier har været kendt, husket og fortalt fra slægt til slægt i århundreder. Og man har troet dem sande.

Er du overtroisk, så bank under bordet eller slå kors for brystet. Overtroens og fantasiens verden er en ganske anden end arkæologiens.

Denne bog tilegnes alle, der kan lide at læse folkesagn.

Bogen om den sorte hund er ikke en lærd afhandling, der giver sig ud for at have de rette forklaringer eller sammenhænge i mytologiske spørgsmål. Disse er kun medtaget for fuldstændighedens skyld. Bogen er skrevet med de gamle sagn som grundlag, og med fantasien til hjælp.

Forfatter: Karl Mejnecke
Forlag: Limosa
ISBN 87-88130-053

Kan bestilles her:

http://www.vildt-jagt.dk/jagtforlaget-9/den-sorte-hund-103.html
Tekster til den historiske vandrerute er skrevet af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalhistoriske arkiv
Læs mere om Nimtoftes historie på
 
Billederne er taget fra hjemmesiden
www.danskebilleder.dk
 
Iben Brandenburg