LAILA RONG HANNA, vokal (N/SY) - uddannet fra Baardar Akademiet i Oslo og Complete Vocal Institute i København. Hun har norsk / arabisk / dansk baggrund og synger både nordisk, arabisk og brasiliansk musik og har optrådt i Danmark, Norge, Sverige og Spanien. Udover Niels Balle Project, har Laila spillet i et brasiliansk projekt og i Middle East Peace Orchestra. Hendes styrke er bl.a. den sproglige alsidighed og kendskab til meget forskellige stilarter, som hun i Niels Balles musik blander til sit eget unikke og mangefacetterede udtryk.
NIELS BALLE, piano (DK) - universitetsuddannet i musik, har studeret hos bl.a. Thomas Clausen, Enrico Pieranunzi og Jørgen Emborg og medvirket på jazzkredsens stævner på Vallekilde Højskole. Han har fået undervisning på Rytmisk Musikkonservatorium hos bl.a. Django Bates og Bugge Wesseltoft, og har spillet med bl.a. Jens Søndergård, Katrine Madsen, Jesper Bodilsen, Uffe Steen, Lisbeth Diers og Bjarne Roupé. Niels er kapelmester og komponist til gruppens smukke, lyriske og stemningsfulde musik. (www.nb-music.dk)
LARS SØBERG ANDERSEN, trompet / flygelhorn (N) - er en talentfuld, ung trompetist fra Drammen i Norge. Han spiller med en smuk, luftig og nordisk tone. Han har studeret på Rytmisk Musikkonservatorium i København hos Flemming Agerskov, Thomas Fryland og Mårten Lundgren (hovedfags-lærer) og arbejder med forskellige konstellationer, bl.a. Gianni Bardaro Sinestetic Jazz, Django Bates’ bigband ”StoRMchaser” og Niels Jørgen Steen’s ”Monday Night Bigband“. Lars har musikalske rødder primært i bebop / postbop / modern jazz-traditionen, også som komponist. Han har turneret både i Danmark, Columbia, Norge og Sverige.
HELLE MARSTRAND, kontrabas (DK) - er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i 1991 med kontrabas som hovedfag. Hun har turneret med bands i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Østrig, Belgien, Holland og Kenya. Helle spiller pt. med: ”Sophisticated Ladies” (Marie Schmidt, Helle Marstrand, Benita Haastrup) feat. Christina Dahl, ”Helle Marstrand Trio” feat. Jacob Fischer og Jonas Johansen, Suzanne Brøgger, ”Ø-holdet” m. Jan Kaspersen og Christina Dahl og assisterer lejlighedsvis i div. big bands f.eks. Niels Jørgen Steens ”Monday Night Big Band” samt ”Ernie Wilkins Almost Big Band”.
MIKKEL FIND, trommer (DK) - er autodidakt, og har spillet i forskellige big bands i København. Han har spillet og spiller med bl.a. Kristian Jørgensen, Henrik Sørensen Trio, Stolle-Svare Quintet, “Iki” med guitaristen Morten Kargaard og "Kind of jazz" med pianisten Niels Raae. Mikkel er en meget benyttet og populær trommeslager med sit sejt swingende, energiske og dynamiske spil.