I 1969 og op gennem 70’erne havde Karl og Lassen succes med hvert sit orkester - Lassen med Blackbirds, hvis tyske hit Lassen skrev (i Danmark fik den 3uger som nr. 15 på salgslisten, inden den droppede ud igen) - Karl med Ozon, der nåede at udgive to LPer og nogle singles inden CDen blev opfundet, men aldrig fik samme succes med pladerne som live.
Sidst i 70’erne joinede de forces, men gruppen udviklede aldrig den synergi, der skaber gode sange. Det lykkedes aldrig at overføre live-energien til plademediet/studiet og et LP-flop fik dem begge til at droppe guitaren som levevej og i stedet bruge uddannelsen - Lassen som arkitekt på Bermuda og Karl underviste i musik og musikteknologi, skrev et par bøger og drev et lydstudie.
Da Lassen flyttede tilbage til DK genoptog de forbindelsen. Efter et møde med to guitarer var det klart, at Lassens talent for at dreje en melodi var blevet endnu skarpere. De oplevede den sjældne synergi, hvor den ene idé fører den næste med sig. Gradvist udviklede de en ping-pong samarbejde, der spyttede den ene gode sang efter den anden ud. I 2008 var der sange til to CDer, og endnu flere var blevet kasseret undervejs.
De besluttede sig for at lave de guitarnumre, som de ikke fik lov at indspille i tiden efter 1969 (… better grab my guitar and play)!
Tilbage i 70’erne havde Ozon en base i det publikum, som man havde spillet op. De har oplevet at blive båret frem af publikums boblende begejstring hundreder af gange - og de kender Skandinaviens geografi fra udsigten gennem turnébussens ruder.
Fra scene til scene, fra by til by. De krydsede Polarcirklen adskillige gange og ved hvor langt der er at køre i en orkesterbus fra Namsos 400 km nord for Trondheim til Oslo mellem to koncerter. Da Karl og Lassen kvittede Ozon, havde vi spillet 927 jobs i Skandinavien.
Efter 1969 var det selviscenesættelse og show, der solgtebilletter. Det gik fantastisk, Skandinavien blev turneret tyndt nogle gange, men desværre var de sange, der kunne leve op til bandets live-optræden der ikke.
Det er ikke 1969. Det er langt stærkere, tættere og mere intenst. Det er spillelyst gearet på erfaring (funny thing about it…. they all write the samme old story..). Lassens sangskriver-gen er blevet forfinet og Karls arbejde som tekniker og producer giver sangene en retning i studiet.
Pocobell har et fast samarbejde med bassisten Martin Arnoldi som i mange år har boet i London og været aktiv på den britiske musikscene i bandet Livingston, som studiemusiker og turneret med forskellige bands (se mere om det på www.martinarnoldi.com). Martin Arnoldi har været Pocobells ”eksterne”producer under mixningen.