RENT er en inspirerende musical om venner og kunstnere der kæmper med afhængighed, fattigdom, AIDS og – mest af alt – kærlighed.
Musicalen foregår i East Village, en bydel i New York City, og er den fantastiske historie om en gruppe mennesker, der kæmper for at få lov til at være sig selv, og at være til. Trods stor modstand udefra i form af systemer og pengemaskiner, og indefra af længslen efter kærlighed, søgen efter egen identitet, samt uhelbredelig sygdom, lever de videre med den stærke tiltro, at ”der er kun i dag” og at ”nu’et” er den tid, der gælder.
Historien i RENT er ikke ny, men fortælles i et scenisk og musikalsk, ærligt og råt sprog, der gør, at man må overgive sig og leve med i op- og nedture for vennerne. RENT er en opdatering af Puccinis berømte opera, La Boheme, men i stedet for Paris er scenografi en skiftet ud med New York, og tuberkulosen skiftet ud med AIDS. RENT blev en af 90’ernes største musicalsucceser og høster stadig ros verden over.
Temaet i RENT blev yderligere morbidt understreget, da Jonathan Larson, komponisten bag musicalen, døde kort før forestillingen havde premiere på Broadway.
RENT havde premiere i 1996 på Broadway og havde danmarkspremiere i november 1999 på Aalborg Teater.
Musicaliber spillede sidst forestillingen tilbage i år 2008.