Blood Brothers 2012

”Blood Brothers” foregår i Liverpool i 1950'erne og 60'erne, hvor forskel i stand og indkomst er stor. Tvillingerne Eddie og Mickey fødes i fattigdom, men skilles ad umiddelbart efter fødslen, da deres biologiske mor ikke har råd til og mulighed for at beholde dem begge. De vokser op under ulige kår, men støder ustandselig på hinanden og bliver bedste venner. De laver drengestreger i parken, leger med de andre børn i området, sniger sig ind til frække film og forelsker sig i den samme pige. De får forbud mod at mødes, men uhjælpeligt knyttet til hinanden bliver de hinandens blodsbrødre. De vokser op side om side, deres liv bevæger sig i forskellige retninger, men flettes sammen, fra fødsel til deres fælles tragiske død.

”Blood Brothers” er en sjov og rørende nutidsmusical fuld af spænding og romantik, dans og musik, jalousi og intriger. En varm og spændende forestilling med iørefaldende musik for teenagere og voksne. Mødet mellem to verdener, to baggrunde, gør denne forestilling super aktuel. Venskab på tværs af kulturelle baggrunde og problemerne med dette er et af hovedtemaerne, men også det svære valg mellem venskab og kærlighed. De to brødres venskab bliver gang på gang sat på prøve af kulturforskelle, økonomisk uligevægt og kærligheden til den samme pige. Skal man tage det sikre valg eller følge hjertet? I barndommen er deres største problem, at de ikke må se hinanden. Som voksne melder der sig helt andre, og mere alvorlige problemer – arbejdsløshed, kriminalitet, troskab og identitetskriser. Her kommer ordsproget: ”Små børn, små problemer – store børn, store problemer” til sin ret.

Men også økonomiens betydning i livets store valg spiller en rolle. Den biologiske mor føler sig tvunget til at opgive sit ene barn til den barnløse, rige arbejdsgiver, hvis største drøm er at få et barn. En god løsning eller opstarten til større problemer? Det vil tiden og forestillingen vise.

”Blood Brothers” har premiere lørdag d. 10. marts 2012 kl. 19:30 på Det Hem’lige Teater i Aalborg, og spiller frem til d. 24. marts. Der er forestillinger hver aften kl.19:30 tirsdag til lørdag. Billetter bliver sat til salg her på hjemmesiden fra d. 15. januar 2012.

I kan se frem til en flot forestilling med dygtige medvirkende, der byder velkommen til en professionel forestilling med dans, sang og skuespil.

Se hvad en glad teaterblogger og publikummer skrev efter at have set forpremieren på Blood Brothers.
af Martin Sørning Berthelsen

Berusende, barsk, blændende, bevægende, balstyrisk, bidsk, bedrøvende, bedårende og bidende er nogle få af superlativer som Musicaliber´s opsættelse af ”Blood Brothers” på ”Det hem´lige teater” fortjener.

Jeg har set forestillinger som Cabaret, Les Miserables og Miss Saigon, uden at få de store følelsesmæssige kvababbelser heraf. Det er nok heller ikke plottet i selve forestillingen, der gør det – kan minde om en moderne udgave af historien om Kong Salomon, der skulle løse konflikten mellem to kvinder, der strides om det samme barn.

Nej det, der i denne opsætning gør, at man rammes lige midt i hjertekulen, så brillerne dugger, så man sidder med tilbageholdt åndedrag, så man klukler, men også sidder og vipper med foden i takt til musikken er, at der er opstået en fantastisk symbiose mellem alle, og jeg mener alle, der medvirker til denne forestilling.

Musikken får skabt nogle stemninger, der alene kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en, få en til at føle sig varm om hjertet og smile, og få en til næsten ikke at trække vejret (lad dog vær med det for længe).

Lyset kan det samme. Enkelt, uden at skulle fremstå som ”se hvor meget grej vi har”, men lysende effektfuldt. Genialt at lade personer starte i lys, og så gå over i noget meget dæmpet, mens vedkommende stadig er i spil – hvor blev vedkommende af? Er der fare på færre eller ????
En fængselsscene laves kun med lys. Blændende godt.

Lyden er god. Kun en enkelt microport ville være mere med end godt var, men det blev hurtigt, elegant og diskret løst. Lydspottene sidder hvor de skal, så man ikke opdager de er lydspot. Sådan! Og en rigtig god ting er: Man kan hører hvad der siges og synges.

Scenografien er så enkel, elegant, eminent, at man næsten ikke tror det er nok, til så mange forskellige scener – men det er det - det er glimragende og fremstående. Farvevalget er meget dæmpet, men alligevel fornemmer man, den grønne park, bussen, det fattige og det rige hjem.
En detalje i kongesiden gør at man gang på gang undres over: Hvor kom dette og hint fra ? Det er så godt.

Regien spiller formidabelt sammen med scenografien. Der er ikke noget unødigt krims krams. Der er det, der skal være. Særligt barnevognen varsler måske hvad der vil ske, ved dens udseende.

Kostumerne oser af stemninger, tid og sted. Var forestillingen blevet mimet og man ikke havde læst om den inden, vil langt størstedelen af publikum stadig vide hvor den foregår. Ikke noget vildt og ekstravagant, men lige i (polka-)plet!

Så er der også lige nogle skuespillere – og de er ganske enkelt fantastiske. Nej endnu bedre – de er troværdige i hver og en af deres mange karakterer. Uanset om det er de store roller eller som en del af ensemblet. Og hele tiden mens de er på scenen. Uanset om de lige er i fokus eller ej.
Det er måske lidt uretfærdigt at fremhæve enkelte roller, men jeg er nød til det.

Fortælleren har noget Emcee (konferencen i CABARET) over sig, der gør, at man ikke helt ved hvad han er og vil, men man kan heller ikke undvære ham, men det er nok også klogest at have ham foran sig.

De to tvillingebrødre, Mickey og Eddie, forstå på enestående vis, at skildre sin person fra de hver især er 8 år, næste 9, gennem skoletiden, ungdomsårene til voksenlivet så de stadig er genkendelige – i hver sin sociale klasse.

De samme ord kan hæftes på Linda, som de to tvillingebrødre, er forelsket i. Hun viser en sødme, glæde, bekymring og oprigtighed, der sammen med en skøn mimik gør, at man godt forstår de to brødre.

Sammy er katalysator for mange ting – desværre ikke de gode. Fremstilles så fanden i voldsk som mange af os nok kender hjemme fra barndommens gade – skræmmende!

Den rige mor, Mrs. Lyons, er så engelsk, korrekt og djævelsk, at det gør ondt (og det er så positivt ment her!) Hendes mand, Mr. Lyons er også engelsk og korrekt og mest glad for sit arbejde. Følelser er noget kvinder tager sig af! En gentleman med pibe!!

Den fattige mor, Mrs. Johnstone fremstår fra første øjeblik hun er på scenen, som en man må holde af, føle med, dele glæder og sorger med. Hun griber en om hjertet, og holder ved, lige til det slutter. Gang på gang formår hun, at få tårer frem i øjenkrogen med hendes følelsesudfoldelser i fantastisk sang, samt slåen smut med øjnene, a la Marilyn Monroe.

Så er der 13 ensembleroller plus børn, gæster, arbejdsløse og kreditorer som alle bidrager med lækkerier, der gør det endnu mere vær at se på, i form af liv, historier og stemning, uden at flytte fokus. Det er så dejligt.

Til at holde sammen på hele dette loppecirkus, er der en instruktør – en debutant – Ronny Sterlø. Han har ikke gjort godt – han har gjort det fremragende. Der er flow i forestillingen med gode sceneskift. Han er ikke bange for det stille rum, når det er påkrævet. Der er gang i den, dramatik i den, sjov og kærlighed i den. Så 10 instruktørstole ud af 10 mulige. (De gælder altså for alle)

Hvis I nu alle sammen var en flok bjergbestigere, så kunne I med rette sig:

Mount Everest go home – VI ER TOPPEN

Se ikke forestillingen før din nabo, men sammen med din nabo, dine venner og familie, og deres venner og naboer.
Forestillingen fortjener røde lygter hver aften