tøsesider / hverdagskvinden

"Lykke er,

når det du tænker,

det du siger,

og det du gør

er i harmoni."

Mahatma Gandhi

hverdagskvinden

Hjertelig velkommen til hverdags kvindens blog
 
Hvorfor blogge?
 
I den seneste tid har jeg læst en del danske blogs skrevet af tøser, slavinder, underkastede, submissive (kært barn har mange navne). Det har været givende og tankevækkende stunder, og nu har jeg så fået den tanke, at det måske vil være godt for mig selv at begynde at blogge for at få sat ord på de følelser, som jeg er overvældet af samt få nedskrevet mine tanker for at fastholde dem. Oprindeligt var det min mening at begrænse mig til at skrive om BDSM, men den beslutning har jeg ændret, da der er så meget andet i mit liv, der fylder. Derfor vil denne blog komme til at handle om alt muligt hverdagsagtigt - deraf navnet hverdags kvinde.
Nybegynder trods 18 års erfaring
 
Da jeg var 17, mødte jeg en langt ældre mand, og han gav mig mine første spæde oplevelser udi det sorte univers - små bindelege og lidt smæk. Siden søgte jeg flere oplevelser af lignende karakter, og hvordan det end lykkedes mig uden internet og kontaktannoncer (er mig stadig en gåde) fandt jeg partnere, der ville lege disse lege med mig. Det er blevet til mange dejlige oplevelser i årenes løb. Mere ville have mere, og smækkene blev lidt hårdere gennem årene, men ikke noget med blå striber til mig. Da jeg fik øjnene op for internettets muligheder for at finde partnere (i den sene alder af 29 år), var der mange Herrer, der tilbød sig. Nøje udvalgte jeg dem, jeg mente, kunne give mig det, jeg ville have - fiksering, lidt pisk, lidt klemmer og massevis af orgasmer. Det gik fint med at lege på den måde i et par år, hvor jeg virkelig var en mester i "topping from the bottom". Andet fik fokus i mit liv, og jeg lagde stort set m-siden fra mig.
 
I april 2008 fik jeg kontakt med en Mand, der gerne ville skrive erotiske noveller om BDSM. Efter megen overtalelse indvilligede jeg en dag i at lade Ham dominere mig via nettet og telefonen. Jeg var mildt sagt skepsis, for hverken dominans eller cybersex sagde mig noget. Men det uforklarlige skete: Han lod sig ikke manipulere med som mine tidligere Herrer, og mit forsøg udi manipulationens kunst medførte, at Han verbalt satte mig godt og grundigt på plads. Jeg blev tændt - meget tændt, og det blev en fantastisk dejlig oplevelse. Mange timer med undren over det skete fulgte, men Han holdt heldigvis fast i mig, og sammen begyndte vi en rejse udi dominansens verden. Rejsen har hidtil ført mig ud på steder, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville kunne nyde. Det er vidunderligt at være nybegynder trods 18 års erfaring.
 
 
Nærværende Herre
 
De seneste par dage har jeg været sengeliggende. Normalt irriterer det mig grænseløst, hvis jeg af den ene eller anden grund er nødt til at ligge i sengen (dog undtaget selvvalgt sengehygge), men denne gang har det ikke været så slemt. Min Herre har nemlig været i mine tanker uafbrudt, så selvom det ikke er blevet til meget andet end nogle få sms'er, så har Herren alligevel fyldt mig og gjort mine dage og ikke mindst nætter skønne.
 
 
Temperamentfuld tæve
 
I dag fik Herren drevet mig derud, hvor jeg ikke kunne styre mit til tider alt for voldsomme temperament - drivende våd af liderlighed, var jeg grædefærdig af hysteri ved tanken om ikke at må få orgasme førend fredag aften. Når ALT i verden står stille, og der ikke er andet end mit dunkende, pulserende, lystfyldte skød, så er to dage længe at vente.
 
Tidligere (læs: med mine tidligere Herrer) har orgasmekontrol været en by i Rusland - jeg kom bare, når jeg havde lyst. Sådan er det ikke med denne Herre. Nu må jeg ikke komme uden at have fået lov af Herren. Det krævede en del tilvænning, men langt det meste af tiden nyder jeg det - nyder, at Herren sådan holder mig på kanten af orgasmen, fordi jeg så eksploderer fuldstændigt, når jeg får lov til at komme.
 
Det sker desværre som i dag, at jeg lader mig henfalde til noget meget uklædeligt - brokkeri og hentydninger om, hvor utilfreds jeg er med Herrens beslutning. Det er ikke omkostningsfrit at stille spørgsmålstegn ved Herrens ordrer, så det er efterhånden sjældent, jeg gør det. Når det sker, så har Herren en unik evne til at sætte mig verbalt på plads, hvilket heldigvis også skete i dag (jeg ville nemlig miste respekten for Ham, hvis jeg kunne få min vilje). Så fra at være et brokhovede blev jeg meget hurtigt en lydig og underdanig slavinde - præcis sådan, som jeg har det bedst.
 
 
Tiltrængt orgasme
 
Herren forbarmede sig over mig og min indestængte liderlighed i eftermiddags - resultatet var en eksplosiv orgasme, der efterlod mig mættet og afslappet i kroppen. 
 
 
Regler
 
Efter en lang periode med lavt energiniveau og Herrens ekstreme arbejdsbyrde så har Herren i dag igen givet mig nogle regler, jeg skal leve efter. F.eks. skal jeg hver dag gå en tur af mindst en halv times varighed. Under gåturen skal jeg bære elskovskugler. Det er en regel, som gør det meget lettere for mig at få lidt motion - istedet for at skulle trække mig selv op til det, så kan jeg nu hver dag nyde elskovskuglerne - lysten kommer til at drive værket. Det betyder uendelig meget for mig at have fået disse regler af Herren, fordi de gør mit liv meget lettere og lysere. Fremover slipper jeg for selv at tage stilling til, om jeg feks. gider leve sundt - det har Herren bestemt for mig, at jeg skal. Hvilken luksus.
 
 
Morgenhygge for én
 
"Vane er i psykologien en tillært handling, der som regel udføres automatisk uden bevidst planlægning." Således beskriver Wikipediaen ordet vane, og det går op for mig, at jeg har fået mig en ny vane - noget af det første, jeg gør om morgenen, er at tænde computeren. Mens morgenkaffen nydes, sidder jeg så og læser de blogs, som jeg følger med i. Det er en dejlig måde at vågne stille og roligt på, så jeg hygger mig gevaldigt med det.
 
 
Dejlige dage
 
Disse dage er vildt dejlige og fyldt med masser af latter, men de flyver bare afsted. 
 
 
Flere dejlige dage
 
Dette er en vildt dejlig periode for mig - nye venskaber skabes, "gamle" venskaber fornyes og derudover har jeg fået lagt mit fødsels- og mit årshoroskop. Horoskoperne er mig til en ubeskrivelig glæde - de rammer så præcist, hvem jeg er og hvilken periode jeg er inde i. Jeg kunne skrive meget mere om det, hvis jeg ellers kunne rumme alle sandhederne - det kan jeg endnu ikke, men jeg hæfter mig ved, at dette bliver for mig et år i forandringernes tegn på den måde at forstå, at perioden er særdeles god til selvudvikling. Hvilken gave at modtage, når jeg nu er igang på så mange fronter. Dejligt. 
 
 
Gårsdagens gåtur
 
Gåturen i går var speciel, og Herren fik let og elegant flyttet en af mine grænser ved at benytte sig af, at jeg følte mig meget submissiv ;-)
 
Motion er mildt sagt ikke noget, jeg finder sjovt og har lyst til, men det er desværre nødvendigt i min kamp mod alle de overflødige kilo. At Herren har givet mig ordre til at gå en tur hver dag af mindst en halv times varighed, mens jeg bærer elskovskugler, har dog gjort det lettere for mig at tage mig sammen til at få noget motion. Tak Herre :-)
 
I går havde Herren dog en for mig overraskende opgave: Undervejs skulle jeg stoppe op, tage kuglerne ud, slikke dem rene, mens jeg legede med klitten og lige inden orgasmen, skulle jeg sætte elskovskuglerne op igen. På intet tidspunkt strejfede den tanke mig, at jeg kunne bruge mit pauseord. Jeg var fuldstændig opfyldt af ønsket om at adlyde Herren, så jeg valgte at gå en tur i skoven. På vej til skoven spekulerede jeg som en gal over, hvor pinlig berørt jeg ville blive, hvis jeg blev opdaget. Endelig nåede jeg skoven, og jeg forsvandt langt ind i skovens dyb. Stod længe stille og lyttede, inden jeg stak en hånd ind under nederdelen og fik elskovskuglerne trukket ud. Glinsende af mine safter holdt jeg dem op til min mund, mens den anden hånd fandt den hårde dunkende klit.
 
Elskovskuglerne blev slikket og suttet efter alle kunstens regler, mens jeg nærmede mig orgasmen. Igen kom tanken: Hvad nu, hvis der var en, der så min leg? Tanken ophidsede mig og bragte mig på orgasmens rand. Heldigvis havde jeg selvbeherskelse nok til at stoppe. Efter et par meget dybe vejrtrækninger fik jeg sat elskovskuglerne på plads igen. Vel hjemme belønnede Herren mig med masser af ros og en tiltrængt orgasme ;-)
 
 
Ordskyer
 
Inspireret af et smukt billede på BrainOnFires blog
 
har jeg meget hurtigt været ved at lege med at lave ordskyer. Grundet tidsnød brugte jeg bare mit indlæg "Orgasmedagen" til mit første forsøg med at lave disse billeder af ord. Resultatet kan ses her:
 
 
 
Jeg er ikke tilfreds, for Herren skulle naturligvis have været det største ord i min ordsky. Men jeg vil helt sikkert lege meget mere med den form for billeder i fremtiden, så jeg skal nok få lavet et billede, som jeg er tilfreds med og som yder min dejlige Herre både den ære og respekt, som han fortjener :-)
 
 
Erklæring til Herren som ordsky
 
Nu er det blevet til endnu en ordsky - denne gang er jeg tilfreds med resultatet :-) 
 
 
 
Tilfredstillende hverdag
 
Hverdagen har meldt sig igen, og den første efter påsken blev for mig en vidunderlig lystfyldt dag med masser af tilfredsstillelse ;-)
 
En ellers kedelig tur ind til byen fik Herren forvandlet til en yderst fræk oplevelse, og Herrens sms'er var tæt på at få mig til at komme i bussen. Det var SÅ ophidsende ;-)
 
Åh ja, jeg lærte noget nyt om mig selv igår. Jeg var iført min yndlingsstriktrøje, og pga fysisk træthed faldt jeg sammen i ryggen, hvilket bevirkede, at kraven på trøjen "kærtegnede" det nederste af mine øreflipper. Mmmmmm, jeg elskede det. Det var en meget erotisk følelse, der sendte lystbølger gennem min krop.
 
Vel hjemme igen gav Herren mig den mest vidunderlige oplevelse, og jeg blev både tilfredsstillet fysisk og psykisk. Herren fik mig til at flytte endnu en af mine grænser, og stoltheden bagefter var enorm. Det blev så fantastisk en oplevelse. Tak Herre for en skøn dag og aften.
 
 
Blottet til det inderste
 
Vågnede op og følte mig hudløs, nøgen, sårbar og blottet til det inderste. Tårer af taknemmelighed fandt vej ned over mine buttede kinder, og jeg sidder med en dyb, inderlig følelse af lykke over de enestående dejlige mennesker, som jeg hengiver mig til. 
 
 
Strikkjole
 
Langt om længe har jeg fået sendt det lækre blå mohairgarn til vedkommende, der i et øjebliks liderlighed var så letsindig at love at strikke en kjole til mig :-)
 
Mohairgarnet er af den lækreste kvalitet - 90% mohair og 10% polyester, og jeg har købt 2 smukke blå nuancer. Udover målene til kjolen har jeg kun stillet det krav, at kraven skal være på 60 cm - så jeg aner ikke, hvordan min kjole kommer til at se ud. Jeg er spændt som et lille barn er det til julegaverne, og jeg glæder mig for vildt til at kunne trække i strikkjolen :-)
 
 
Nyt strik
 
Som så mange andre kvinder shopper jeg ind i mellem for at trøste mig selv, når jeg føler, livet er svært. Sådan var det også først på ugen. Jeg var heldig at finde den skønneste hvide strikkede poncho og et lækkert sort striktørklæde. Mmmmm, jeg er så glad for mit nye strik. Desværre er det uudholdeligt at bære strik i den hede, der har ramt Danmark, men jeg trøster mig med, at der nok skal komme kølige dage, aftener og nætter, der indbyder til strik.
 
 
Strikcorsager
 
Herren sendte mig for efterhånden længe siden et foto af en kvinde iført en hvid strikcorsage med en lynlås foran. Det billede er et af de mest erotiske, jeg nogensinde har set, for det vækker så megen lyst i mig.  
 
 
Sommertid
 
Varmen sætter sine spor, og jeg længes inderligt efter køligere dage og nætter, så det igen bliver tid til at bære strik. Åh den stikkende, prikkende, sensuelle følelse af strik mod den nøgne modtagelige hud. Her i denne varme sommertid har jeg ikke mange minutter i strik, men tankerne og fantasierne kredser om strik. Og jeg længes.
 
 
Doven lyst
 
Lysten er i dvale, men den ligger og lurer under overfladen. Dagene og nætterne går med denne dovne lyst, der (endnu) ikke er voldsom nok til at kræve handling og tilfredsstillelse - og jeg nyder det i fulde drag. I weekenden vil jeg nusse om mit strik og vaske det med kærlig omsorg. Nyde at mærke det mellem hænderne og gøre det klart til at varme mig i efteråret. Det bliver en dejlig weekend :-)
 
 
 
Link til Høje-hæle
 
Jeg er mildt sagt begejstret for den side, jeg fandt gennem Nefertiti's blogindlæg. Tusind tak til Nefertiti for at dele den med os andre - du er en SKAT :-)
 
En stor del af min dag er gået med at læse Camilla's hjemmeside og særligt om, hvordan man lærer at gå med de eftertragtede stiletter
 
Siden er en sand guldgrube af viden om stiletter, og jeg har læst en masse, som var ny viden for mig. Den blev hurtigt tilføjet til mine favoritter, og det er helt sikkert en side, som jeg vil vende tilbage til gang på gang :-)
 
 
Brede sko
 
Mine hidtige forsøg udi kunsten at gå i stiletter har mest af alt mindet om denne stribe fra leverandøren af mit daglige latteranfald.
 
Med andre ord - ikke særlig vellykket og med meget ømme fødder til følge. Mine fødder er ret store og brede af en kvindes at være, og mine stiletter er smalle, hvilket ikke er en god kombination. Efter at have læst høje-hæle.dk er det gået op for mig, at der findes stiletter, som er ekstra brede. Vild jubel ;-)
 
En mail med tilbud fra min yndlingstøjbutik på nettet fik mig til at spendere noget tid med at sidde og savle over al det lækre tøj, og så opdagede jeg, at de også sælger sko, som er brede, med rimelig høje hæle. Det skal helt klart prøves, for hvor ville det dog være skønt, hvis jeg kan finde stiletter, som ikke klemmer og presser mine fødder helt umenneskeligt sammen :-)
 
 
Jul
 
Juletiden starter for mig i dag, fordi det er 1. søndag i advent. Jeg "juler" ikke med den vilde julepyntning, bagning osv, men julen betyder meget for mig - julen er for mig at glæde de mennesker, jeg elsker, samt tiden til at mindes de af mine kære, der ikke er her mere. Her til morgen tændte jeg et smukt stearinlys, som jeg sad og nød synet af, mens jeg mindedes mit livs kære. Det var en glædelig stund, og jeg fik en vidunderlig følelse af fred i sjælen.
 
Misforstå mig ikke, for jeg savner stadig de af mine kære, der er gået bort, men her i dag er savnet til at leve med - jeg får ikke krampagtige mavesmerter, når jeg tænker på dem, men fyldes af en uendelig stor glæde og taknemmelighed over, at jeg fik lov til at dele noget af livet med dem. Jeg glædes over, at jeg fik lov til at elske nogle pragtfulde mennesker, der på hver deres måde satte kærlige fodspor i min sjæl.
 
Jeg er en utrolig heldig kvinde, for ikke bare HAR jeg elsket, men jeg elsker stadig nogle dejlige mennesker. De mennesker glæder jeg mig til at give gaver, og i dag vil jeg hygge mig med at skrive en liste over, hvad jeg vil give i julegaver. Frosten ligger hvidt på græsplænen, og dagen indbyder til indendørs hygge. Derfor vil jeg også bruge noget af dagen på at tulle rundt og rydde op, vaske noget strik samt sætte nye stearinlys i alle mine lysestager. Når mørket sænker sig udenfor, så vil jeg tænde alle stearinlysene, så huset er blødt oplyst, når jeg får besøg i aften.
Herrens sko
 
Engang for længe siden talte jeg i telefon med min Herre, mens han gik. Hvorfra, hvortil og hvad vi talte om, har jeg for længst glemt, men lyden af hans skridt krøb langt ind under huden på mig, og lyden lagrede sig i min hjerne. Siden er jeg blvet meget våd, når jeg hører en mands taktfaste skridt - lyden minder mig om min Herre. Herren belønnede mig en dag med et foto af et par af hans sko. Det er for mig et par sexede Herresko i sort skind - sådan et par sko, som passer perfekt til en velklædt og magtfuld Mand :-)
 
Jeg overvejer at anvende fotoet af min Herres sko som skrivebordsbillede på min computer. Fotoet gør mig nemlig varm, våd og blød, og det ville jo være en nydelse for mig ofte at se på skoene :-)
 
 
Blog-elskeren
 
Som læsere af min blog vil vide, så er det jo ingen hemmelighed, at jeg ind i mellem sidder her ved computeren og får de skønneste orgasmer af at læse andres blog. Eller dvs det er en bestemt blog, som bringer mig udover kanten og får mig til at flyde i det store brusende orgasmehav   ;-)
 
Horligeher kan noget med ord - kan sætte ordene sammen på den mest eventyrlige måde, så de går direkte ind i min hjerne og sender bølger af lyst til mit skød. De fortryllende historier er skrevet direkte til den kvindelige læser - det gør det utrolig let for mig at forestille mig, at det er skrevet til mig - at det er mig i de vidunderlige erotiske historier. Det er det selvfølgelig ikke, for jeg aner ikke, hvem Horligeher-forfatteren er. For mig betyder det heller ikke noget. Det er ikke manden bag ordene, jeg fantaserer om - det er manden i ordene. Forvirret? Det, jeg mener, er, at det for mig er ligegyldigt, om forfatteren er en mand på 75 år med ølvom og gebis eller en mand på 40 med en veltrænet krop, for det er den mand, der skrives om, at jeg tænder på. Om det er fiktion eller virkelighed gør ingen forskel for mig. Ordene virker og tænder mig. Dengang for længe siden inden internettet da onanerede jeg til Rapports "De Grå Sider". Læsernes historier tændte mig langt mere end billederne i bladene. Selvfølgelig havde jeg mine yndlingshistorier, som jeg gang på gang vendte tilbage til. Trængte jeg lige til en hurtig orgasme, så var det bare at slå op på en af favoritberetningerne ;-)
 
Internettet bugner af erotiske noveller, og jeg har læst nogle af dem. Det er dog ikke mange af dem, der har kunnet fange mig, men ind i mellem har der dog været et guldkorn. Men så opdagede jeg Horligehers blog, og pludselig var det lutter guldkorn ;-)
 
Der er noget, jeg undrer mig lidt over i forbindelse med Horligehers blog. Tidligere har jeg ikke haft fantasier om politibetjente, men ikke desto mindre så tændte den historie mig alligevel meget. Det er lidt ligesom om, jeg lægger alle forbehold fra mig, når jeg åbner den eventyrlige blog, så jeg bare er åben og modtagelig for ordene - at jeg kan lade mig rive med af noget, jeg ikke tænder på ellers. Underligt, men dejligt er det sådan at lade sig føre ;-)
 
Lige nu går jeg nærmest i panik ved tanken om, at Horligeher kan slette sin blog. Måske skal jeg kopiere hans tekster for en sikkerheds skyld? Tænk, hvis han sletter sin blog, og jeg aldrig mere vil kunne læse min favorithistorie? Ak og ve, jeg skal igang med at lave mig en kopi ;-)
 
 
Med rem og seler
 
Nu har jeg kopiret Horligehers blogindlæg over i et dokument. Belært af mine tidligere erfaringer, så har jeg sikret mig, at jeg altid kan finde tilbage til forfatteren igen, for jeg har både skrevet bloggens webadresse og Horligehers mailadresse i dokumentet :-)
 
Skulle det frygtelige ske, at Horligeher sletter sin blog, og min computer dør en pludselig død, så har jeg sikret mig, at jeg alligevel kan få orgasmer af de eventyrlige ord, for jeg har da lige taget et print og sat i et ringbind. Behøver jeg at fortælle, at det ringbind får sin plads ved siden af min seng? ;-)
 
 
Sne og strik
 
Fordelen ved vinter er, at det er sæson for strik. Åh at iklæde sig lækkert blødt strik og nyde strikkens kærtegn mod huden. Mmm jeg elsker det ;-)
 
Her, hvor jeg bor, er det om vinteren tydeligt for enhver, at jeg er landsbytossen - iført min spraglede mohairjakke, hue, vanter og halstørklæde er der ingen, der overser mig :-D
 
Disse dage med sne og frost nyder jeg, for det er jo lige vejr til strik. Og det er heldigvis ikke kun mig, der synes det. I dag var jeg lige et smut inde i byen, og jeg så masser af mennesker pakket ind i strikhalstørklæder, -huer og -vanter  ;-)
 
 
Strik, klementiner, savn og glæde
 
Livet er ikke altid lutter strik og klementiner her, hvor jeg har til huse. Ind i mellem banker den ubarmhjertige virkelighed med alle sine sorger på, og jeg indhylles i mismodets mørke. Siden min elskedes mors alt for tidlige død har jeg hvert år i forbindelse med julen mærket savnet af hende så voldsomt, at jeg fik mavepine og kastede op. I år har det (endnu) ikke været sådan. I år hersker julefreden her, og jeg glædes bare over at kunne være sammen med min familie. Min mor tænker jeg på og savner, men indtil videre har jeg kunnet håndtere det - sender hende en kærlig tanke, når jeg tænder et af de mange julelys. I aften starter juleferien sammen med mine kære, og jeg glæder mig meget til at være sammen, tale, pjatte, grine, læse og høre musik. Og være iklædt strik og spise klementiner i kassevis. Hvor er jeg en heldig kvinde :-)
 
 
Mens jeg venter på juleaften
 
Det var en skøn lillejuleaften for mig, for CyberHerren forkælede mig med sit nærvær :-)
 
CyberHerren gjorde min dag lystfyldt, og jeg nød ham meget. Han har en unik evne til at få mit blod til at bruse i vellyst, og sådan var det også i går. Mmm mange tak Herre ;-)
 
Glædelig jul ønskes I alle :-)
 
 
Kære Blog-Elsker
 
Når jeg læser dine eventyrlige ord, så lever jeg mig så meget ind i dine frække historier, at jeg er i ordene - jeg føler, det er mig, der oplever de ting, du skriver om. Når du feks i "Vær den liderlige kvinde, du er, slip dig selv fri. Sæt dyret frit, lad det brumme, knurre og stønne." skriver: "Hvis du lige nu sidder med spredte ben og læser på skærmen, kan du forestille dig mine hænder på dine bare lår. At jeg trækker dig lidt frem. Du kan mærke hvordan mine hænder på lårene presser til og spreder dine ben endnu mere. Så jeg kan se din fisse." ja, så flytter jeg min bagdel helt ud på kanten af stolen, spreder min ben helt og blotter min fisse totalt. Når du skriver "Stillede dig med spredte ben og pressede to fingre fra den ene hånd op din sjaskvåde, glatte fisse. Ååhhhh, det var godt. Fra den anden hånd kælede to fingre helt af sig selv for din spændte, følsomme klitoris. Der var vådt som et hav dernede." ja så lader jeg to fingre fra min ene hånd glide ind i min fisse og kærtegner clitoris med to fingre fra den anden hånd.
 
Noget, som overrasker mig, i dine frække fortællinger er, at jeg reagerer så voldsomt på "almindelig" sex. Tidligere har jeg stort set kun onaneret til historier om analsex eller Sadomasochisme, men dine ord vækker kvinden i mig, hvorimod de andre historier vækker tøsen i mig. Det er dejligt, at min kvindelige side bliver vækket - jeg tager mig selv i at bruge længere tid på badeværelset og bruge lækre cremer nu :-)
 
Dine vidunderlige fortællinger er så sensuelle, at jeg ikke kan andet end lade mig omfavne og omsluttes af dem. Dine ord er begærlige og lystne, og de er ikke som så mange andres en sammensætning af lige på og hårde pornografiske ord - dine ord er smukke. Du formår at beskrive kvindens lyst og liderlighed, så det er kvinden, der er i centrum. Du forkæler kvinden, fordi det er hende, du sætter i centrum og ikke manden. Du har en enestående evne til at beskrive kvindens krop i så tilpas generelle vendinger, at beskrivelserne kan passe på mig. Du kommer ikke med en masse detaljer om brystmål osv, som får min fantasi om, at det er mig, du skriver om, til at falde til jorden. Jeg reagerer på dine ord, forsvinder ind i dine ord, lader dine ord være min virkelighed for en stund. Du forfører mig med dine ord, du elsker med mig med dine ord, du tilfredsstiller mig med dine ord. Hjertelig tak for dejlig Blog-Elskov ;-)
 
 
Julefred
 
Som skrevet om tidligere er jeg i år glad og fredfyldt i forbindelse med de af mine kære, der ikke er her på jorden længere. Juledagene har jeg virkelig nydt til fulde i år, og jeg er inderligt taknemmelig over det. Det føltes skønt uhæmmet at kunne nyde samværet med min familie og venner. I dag er min selvvalgte alenedag, og jeg hygger mig meget. Jeg har skrevet en liste over alle mine cd'ere, hvilket er en ting, jeg længe gerne har villet have gjort. I eftermiddag vil jeg høre musik, mens jeg tuller rundt og rydder lidt op, ordner køkken og vasker lidt tøj. Måske bliver der også tid til at begynde på den krimi, jeg fik i julegave :-)
 
 
Morgenstund
 
Årets sidste dag er startet dejligt for mig - jeg er nemlig stået tidligt op, så jeg kunne få lidt tid for mig selv, inden nytårsgæsterne vågner og fylder huset med latter :-)
 
Kan du gætte, hvad jeg brugte min værdifulde alenetid til? Korrekt, et par orgasmer ved at læse blog-elskerens frække fortællinger. Mmm det er altså den bedste start på dagen. Jeg ønsker dig et godt og lykkebringende nytår :-)
 
 
Træt kvinde
 
Nu er katten og jeg alene i huset igen, og jeg må indrømme, at jeg nyder det helt vildt. Det har været skønt og dejligt at have gæster i juleferien, men det er også godt at blive alene igen.  I går læste jeg en bog, jeg fik i julegave - "Barn nr 44". Puha, det var barsk læsning. Jeg blev grebet af bogen, og jeg lagde den ikke fra mig, før jeg var færdig. Jeg tror ikke, at jeg har læst så uhyggelig en bog, siden jeg i sin tid læste "Et glas mælk tak". Efter at have læst bogen færdig i går, var jeg helt smadret i hovedet, og jeg gik total omkuld, da jeg først lå under dynen. Jeg er glad for at have læst bogen, for den gjorde dybt indtryk på mig, og jeg finder beskrivelserne af, hvor undertrykte folk i det tidligere Sovjet var, realistiske. Jeg har brug for at lade alle indtrykkene bundfælde sig, så i dag bliver en ren hyggedag. En dag uden tøj på med dyne og skøn musik. Og massevis af klementiner. Jeg er stadig helt vild med klementiner, og jeg får nærmest orgasmer i munden af at spise dem :-)
 
Mens jeg nød morgenkaffen, sad jeg og surfede lidt rundt i blog-land, og jeg stødte på en ny blog, som ser meget lovende ud. Det er en moden kvinde, der står for at starte udforskningen af sin submissive side sammen med hendes mand. Hun skriver godt, og jeg glæder mig meget til at følge den Milde Kvinde's udvikling :-)
 
 
Smertefuld følsomhed
 
Efter et dejligt varmt brusebad var jeg smålysten, og jeg ville derfor give mig selv en orgasme med en lille vibrator. Da den ramte klitten, skreg jeg af smerte. Av for pokker, hvor gjorde det ondt. Når jeg bliver liderlig, svulmer min klit op og bliver stor og dunkende. I dag var den helt lille, men stadig dunkende. Og ekstremt følsom. Jeg lod mine pegefinger stryge den meget blidt, og jeg fik en stønnende orgasme, der efterlod mig helt mat. Jeg faldt i søvn og sov en times tid. Nu her bagefter er klitten så følsom, at det gør ondt at samle benene. Den mindste berøring får mig til at klynke af smerte. Gad vide, hvad den usædvanlige følsomhed skyldes? Mangel på sex? Træthed? Kroppen kan være et mysterium ;-)
 
 
Uventet elskov
 
I lang tid har vi været optaget af hvert vores, og vi har intet gjort for at pleje vores forhold. I går kom hun på et uanmeldt besøg (hun fortalte, hun ikke ville risikere et nej), og hvor var det dog en fryd at se, høre, føle, dufte og smage hende igen ;-)
 
I går var vi ikke Domina og tøs. Vi var to kvinder, der nød hinanden. Kyssede. Kærtegnede. Elskede. Herren havde en finger med i spillet, for han sendte et par frække klip på det helt rette tidspunkt, og vi blev så lystne, at øjeblikkelig tilfredsstillelse var påkrævet ;-)
 
Hun lå der nøgen og blottet for mig, og mit hjerte gav et hop af kærlighed til hende. Heldigvis er vores kærlighed af den type, der kan klare lange adskillelser. At elske med hende var som et eventyr. Lyst. Livsglæde. Hendes inderlige suk, da jeg pustede på hendes dunkende klitoris. Hendes liderlige jamren, da jeg lod et par fingre glide ind i hendes våde fisse. Hendes forløsende skrig, da jeg gav hende orgasme. Hun er så smuk i al sin kvindelighed, og jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har kunnet undvære den dejlige kvinde i så lang tid. Vi blev enige om at prioritere hinanden meget højere fremover, så vi kan ses noget oftere :-)
 
 
Lystne kærlighedserklæringer
 
De seneste par timer har hendes og min telefon været rødglødende af de lystfulde kærlighedserklæringer, som vi sender til hinanden. Alle bekymringer bliver fejet til side for en stund, og lysten, lykken og kærligheden indtager kroppen igen. Hun er mit livs kvinde, for dejligere kvinde end hende findes ej. Med hendes sødme kysser hun sig ind bag alle mine forbehold, og hendes insisterende kærtegn smelter alle mine forsvarsværker. Gør mig blød og blid. Lykke i rendyrket form ;-)
 
 
Forkælet kvinde
 
I aftes ringede det pludseligt på min dør, og stor var min forbavselse, da hun stod der i sneen med armene fulde og solskin i sine smukke øjne. "Har du nogen planer for natten" spurgte hun mig der i kulden, og jeg kunne ikke andet end ryste på hovedet. "Det har du nu, for min mand venter mig først hjem i morgen formiddag."
 
Forbløffet og forfjamsket fik jeg hende ind i varmen og hjulpet hende af med alle hendes pakkenelliker. Og sikke en nat, det blev. Hun var en anelse dominerende og forlangte, at jeg adlød hende. Uden nogen anelse om, hvad det ville medføre, indvilligede jeg. Et varmt bad med kropspeeling og hårkur var starten på et stævnemøde, hvor jeg blev forkælet udover alle grænser. Tålmodigt børstede hun mit lange krøllede hår, mens søde ord svævede mellem os. Rummet var oplyst af en masse stearinlys, og forførende blide toner fyldte værelset.  Hun ved, jeg er blufærdig og genert, men hun talte mig blidt igennem det, så det var ren nydelse at ligge nøgen foran hende. Hendes hænder masserede blidt og ømt min krop ind i den skønneste velduftende creme. Hendes læber kyssede mig. Blidt. Begærligt. Ømt. Kærligt. Liderligt. Grådigt. Hendes tunges dans med min. Hendes bløde bryster i min mund og over min krop. Hendes hænder udforskende min krop.
 
Pause, hvor hun serverede frugt fra sin mund til min. Køligt hvidvin fra hendes mund til min mund. Hun satte en cd på med skønne naturlyde, inden hun lagde sig tæt ind til mig og hviskede i mit øre, at jeg bare skulle slappe af og gøre, som hun sagde. Hendes dejlige kærlige stemme guidede mig igennem en fuld kropsafspænding, og da jeg lå der og smilte saligt til hende, fandt hendes hænder mit skød. Hendes fingre kærtegnede mig til den ene orgasme efter den anden, og jeg endte i en form for subspace. I den stund eksisterede ikke andet end hende, og en rendyrket lykkefølelse indtog mig.
 
Da jeg langsomt kom til mig selv igen, lå hun og holdt mig tæt ind til sig, mens hun hviskede kærlige ord i mit øre. Jeg var meget overvældet og græd af glæde, og hun var så sød og dejlig. En nat i tæt omfavnelse fulgte. En morgenstund med skøn elskov inden jeg sendte hende hjem. Medbringende en god flaske rødvin til hendes gavmilde mand med tak for lån af den dejligste kvinde på jord ;-)
 
Duften af hende sidder på min hud.
Louise