Alt i universet er underlagt lovene for liv og død. Hvorhen end vi vender blikket, ser vi liv, der bevæger sig i rytmer og kredsløb af hvile og aktivitet. Når en gammel form ¨hviler¨eller forsvinder, fremstår der en ny, der enten ligner den gamle eller optræder i en ændret og forbedret form.
Denne uophørlige kommen og gåen kan også iagttages i vore umiddelbare omgivelser. Når en blomst folder sig ud, dør knoppen. Når frugten vokser frem, dør blomsten, og når en ny plante udvikler sig, dør frugten. En ny dag følger efter natten, og foråret efterfølger vinterens dvale med ny livsenergi hvert eneste år.
Alligevel tror vi mennesker på eksistensen af døden som noget afsluttende og uigenkaldeligt. En af fysikkens grundlæggende love siger, at energi aldrig forsvinder, men blot antager andre former.
Næsten alle gamle kulturer og visdomslærer taler om sjælens udødelighed og om, at bevistheden overlever den fysiske død. Ifølge disse lærdomme er den fysiske krop blot det dødelige hylster for ånden og sjælen.
Hvis ånden er noget, der eksisterer uafhængigt af kroppen, vil døden ikke være andet end en overgang til en anden tilstandsform og dimension, som kun sjælens øje kan se.
Alligevel frygter mennesket døden som den værst tænkelige ting, der kan hænde.
¨på grund af det materialistiske livssyn er menneskets naturlige forståelse af døden som en rytmisk indtrædende overgang til et andet eksistensplan i stigende grad blevet erstattet med troen på, at ält er forbi¨, når man dør. Dette medfører til en desperat klamren sig til livet og en panisk angst for det ukendte, der venter. Normalt indrømmer vi ikke vor egen frygt for døden, men overfører den på andre. Når en dør, bliver vi ikke blot mindet om vor egen frygtede død, men også den trussel, den frembyder for os¨
Døden er blevet ettabuemne, noget man ikke nævner eller bryder sig om at tale om, men som man helst forbigår i tavshed. Hvor måde at behandle døende på afspejler denne indstilling. Lægerne prøver at forlænge livet for enhver pris, og selv føler vi os enten hjælpeløse eller dårlig tilpas, når vi står over for en person, der ligger for døden.
¨overgangsøjeblikket er en naturlig og smertefri proces for den døende og opleves normalt som noget vidunderligt. Dette er blevet iagttaget igen og igen. Den døende kan lære os meningen med at leve..... Lad ikke dine nærmeste dø i et hospitals kolde, funktionelle atsmofære. Tag dem med hjem, hvis det på nogen måde er muligt... Hvis vi blot kunne lære at betragte døden på en ny måde, at lade den indgå i vort liv og opfatte den som en ventet ven og ikke en frygtet fremmed, så ville vi kunne leve livet med ny mening¨
Her kan Reiki forsyne os med en blid, men effektiv metode til at støtte og hjælpe vore elskede gennem denne overgangsperiode til en ny eksistensform.
Reiki vil hjælpe den døende til at indstille sig indadtil og forbedrede sig selv på denne overgang samtidig med at den styrker hans indre forbindelse til sit indre selv, således kroppen kan forlades uden kamp.
Desuden vil Reiki lade de nærtstående opleve en fornemmelse af enhed med den døende, som vil gå ud over enhver adskillelse, en smuk og bevægende oplevelse, fordi den døende, når sjælen begynder at frigøre sig fra kroppen, ofte bliver mere opmærksom på sin indre væren.
