Nyheder fra Carsten.
Hej igen til nye og gamle læsere af klubbens nyhedsbrev.
I sidste udgivelse beskrev jeg klubbens udfordringer med fusionsprocessen og vores fokus på personalesamarbejdet og vores antagelse om det kollegiale samarbejdes betydning for pædagogikken på Holmstrup Mark. Efterfølgende er vi blevet bekræftet i denne retning af vores nye rådmand, der er nemlig i Århus Kommune et stort fokus på den attraktive arbejdsplads og underforstået medarbejdernes trivsel, så forståelsen i Børn & Unge er ligesom klubbens, at læring og udvikling for både børn, unge og voksne er afhængig af, hvor godt vi trives, altså hvor trygge og tillidsfulde vi føler os i fællesskabet.
Jeg vil nu og i de kommende nyhedsbreve forsøge at brede vores pædagogiske fundament ud, og vel vidende at dette ikke er en statisk størrelse så vover jeg alligevel pelsen.
Når nu vi anser personalesamarbejdet som noget grundlæggende for pædagogikken, så er det fordi vi ser os selv som rollemodeller for børn og unge i klubben, ikke som perfekte overmennesker, men som mennesker af kød og blod, altså autentiske mennesker, som begår fejl, og som tillader hinanden at begå fejl og som vedvarende bestræber sig på at arbejde med både den personlige og faglige udvikling. Under hele denne forståelse ligger anerkendelses perspektivet, som et ideal, vi forsøger at møde hinanden og vores børn og unge med.
Vi tænker anerkendelse som et basalt menneskeligt behov, og som noget alle efterstræber, og i vores forståelse er anerkendelse:
- at blive set-som man er-af et andet menneske
- at blive taget alvorligt som menneske
- at blive mødt som værende ligeværdig
- at opleve at være god nok blot som man er
For at vi kan modtage anerkendelse er der dog flere forhold, som skal være opfyldt:
-Vi skal have fornemmelsen af, at anerkendelsen gives uden bagtanker.
-Den skal være givet til én uden at blive fulgt af et præstationskrav.
-Anerkendelsen skal altså gives uden betingelser.
Når vi ser anerkendelse som fundamentet, er det fordi anerkendelsen vækker vores selvfølelse, og skaber muligheden for at vi kan udvikle et stabilt selvværd. I den forbindelse skelner vi mellem anerkendelse og ros, idet disse to begreber ofte blandes sammen, måske fordi begge begreber vedrører en positiv tilgang til andre mennesker. Anerkendelse knytter an til den dybe selvværdsfølelse, mens ros knytter an til selvtillid. Vi har brug for begge dele, men udfordringen ligger i, at vi kan have svært ved at optage ros på en hensigtsmæssig måde, hvis anerkendelsens fundament ikke er i orden. Da kan ros blive den drivende kraft, som bevirker, at vi gør noget alene for at kunne blive rost.
Dette var ordene for denne gang, næste gang vil jeg tage fat på forholdet mellem det relationelle og anerkendelsen og belyse, hvordan vi forstår klubbens pædagogik som relationspædagogik
God vinterferie til jer alle, vi er nogen, som er nødt til at arbejde, ja det kalder vi det altså, selvom vi skal på en skitur til Norge med klubben.
