Serier / Kommune-serie Vest / Haderslev

Haderslev

Centrale oplysninger:
8. november 2025 kl. 0900
Adresse: Stadionvej 7, 6100 Haderslev (p-plads nord for Sydbank Park)
Ruten: 10,55 km  (ca. 70 hm / omg.)
Overnatningsmulighed: Kolding/Haderslev/Aabenraa
Kredit/Hjælp: Lars Sørensen, lokal og Klub 100 Marathon løber.
OBS: Bierfest påbegynder kl. 1200
Gode parkeringsforhold og adgang til omklædning, bad, toilet.
 
Ruten i Haderslev tager udgangspunkt fra Haderslev Idrætscenter (Sydbank Park), hvor egnens stolte fodboldhold, SønderjyskE, holder til i den nordlige ende af byen.

Ruten vil være markeret med kridtstreger og jeg vil forsøge at opsætte retningspile på pinde efter hver kilometer.

Rutens første og sidste kilometer er den samme og har - fra start - først en lille 1/2 kilometer på asfalt, hvorefter der drejes til venstre på en lille gangsti, der løber langs ridecenter med to passager på tværs af gangstien, så vær opmærksom på evt. passerende heste. For enden af gangstien passeres hovedvejen UNDER rundkørsel, hvorefter der drejes til højre og kort derefter skarpt til venstre ind i Vesterskoven.

Ved ca. 2 kilometer mærket kommer der en strækning på ca. 1 kilometer med “trail” underlag, der kan være sumpet flere steder med rødder, grene og sten og en enkelt “kløft”, der skal passeres!

Herefter ca. 1 kilometer på cykelsti og mindre vej, hvorefter ruten atter fortsætter ind i Vesterskoven, hvor der løbes på gode stier og spor. Skoven huser militær skydebane, så muligvis ikke kun fuglesang i skoven, der desuden også bruges af det ridende folkefærd, så ud over heste vær også lige opmærksom på deres efterladenskaber.

Mellem 8 og 9 kilometer er rutens mest sandsynlige sted for evt. fejlløb. Her er en parkeringsplads, der skal passeres skråt over og en mindre bro skal passeres.

Derefter løbes en god kilometer og udgang fra Vesterskoven, det samme sted, som indløb og derefter samme rute tilbage til start/mål.

Den årlige “Bierfest” afholdes netop denne lørdag i Idrætscentret med start kl. 12 og der vil dukke 1.200 festklædte og feststemte deltagere op i området. Da eventet er udsolgt, vil der ikke blive mulighed for at deltage i denne fest efter løbet. Af samme årsag vil Idrætscentrets café/restaurant være lukket.