Ifølge en græsk legende blev virkningen af magneter optaget af en græsk hyrde, hvis jernbeslåede sandaler blev tiltrukket af en stor sten, så han måtte bruge alle sine kræfter for at få trukket sandalen væk fra stenen. Manden hed Magnes, og deraf kommer navnet magnet, og området kaldes Magnesia. Magnes skal også have sat små stykker magnetsten ind i sandalerne, så han kunne gå meget langt uden at blive træt.
Magnetiske sten har dog været brugt meget længe før. Man har fundet huler, hvor forhistoriske mennesker har brudt magnetsten, og i mange ældgamle kulturer har de været brugt mod sygdom og forebyggende, I den ældste medicinske lærebog, Den gule Kejsers lærebog om Intern Medicin, som er skrevet for 4.000 år siden, er brugen af magnetsten beskrevet som en mulighed for at korrigere energimæssige ubalancer i kroppens qi. En af de kinesiske betegnelser for magneter er "kærlig omsorgssten".
Den ægyptiske Dronning Cleopatra har brugt magnetsten på panden om natten for at bevare sit ungdommelige udseende og brugt smykker med magnetsten. Hendes præster lagde magnetsten på hendes storetå, når hun havde podagra.
I det 3. århundrede anbefalede de store læge Galen brugen af magneter mod forstoppelse og smertegivende tilstande. I det 6. århundrede brugte Alexander af Tralles magneter til at behandle ledsmerter, og i det 9. århundrede anbefalede den meget berømte arabiske læge Avicenna (Ibn Sina) magnetbehandling mod depression.
I år 1600 offentliggjorde den engelske hoflæge William Gilbert en videnskabelig afhandling om magnetisme, De Magnete. Den viste blandt andet, at stål er bedre til at beholde magnetismen end jern, og at der er forskel mellem magnetisme og elektricitet. Han var den første til at beskrive Jorden som en kæmpe magnet med magnetiske poler. I det 16. århundrede anbefalede også den store læge Paracelsus fra Schweiz magneter til behandling af sygdomme. Han kaldte magneten for "Kongen af alle hemmeligheder".
I 1777 undersøgte det Franske Kongelige Medicinselskab en fransk abbeds studier af magneters virkning og konkluderede, behandlingen var så effektiv, at den ville komme til at spille en stor rolle i fremtidens medicin. På samme tid begyndte magnetismen at spille en rolle inden for den eksperimentelle fysik.
Den franske kemiker Louis Pasteur opdagede for 150 år siden, at hvis man placerede en magnet nær et gæringskar med frugt, som blev brugt til fremstilling af alkoholiske drikke, så gik gæringsprocessen bedre, På samme tid eksperimenterede opfinderen af hømopatien, Samuel Hahnemann, med brugen af magneter og anbefalede brugen af dem mod mange forskellige sygdomme.
Danskeren H. C. Ørsted opdagede i 1820 elektromagnetismen, og efter opdagelsen af elektronen i slutningen af 1800-tallet blev det klart, at alt stof i virkeligheden er elektrisk, og Albert Einstein viste, at elektricitet og magnetisme er forskellige sider af samme fænomen. På dette tidspunkt optrådte magnetisme og elektricitet i de medicinske lærebøger og blev anbefalet både til psykiske lidelser og lidelser som migræne, søvnløshed, træthed, kramper og smerter.
Interressen for magneter spredtes fra Europa til USA, og der dukkede mange patenterede produkter til magnetbehandling op. Den amerikanske læge Dr. C. J. Thacher, der blev kaldt "Kongen af magnet healere" forklarede, at livsenergien kom fra solens magnetiske kræfter og blev spredt i kroppen gennem blodets røde blodlegemeger, som indeholder jern. I 1954 fik forskeren Linus Pauling Nobelprisen for sin opdagelse af det jernrige hæmoglobins magnetiske egenskaber og bekræftede derved nogle af Thachers idéer. Thacher anbefalede magnetiske indlægssåler til dårlige fødder, og moderne forskning har vist, at sådanne såler har en klart god virkning ved den smertefulde diabetiske nervebetændelse i fødderne.
Efter at magnetfeltbehandling blev næsten glemt i årene før, under og efter Anden Verdenskrig på grund af udviklingen af kemiske lægemidler og antibiotika, er der i de seneste 50 år er der sket en stor udvikling inden for magnetbehandling, i første omgang i lande som Rusland, Indien og Japan, hvor fysikere og forskere har arbejdet med magnetfetlbehandling og baggrunden for dens virkning.
I dag er magnetbehandling blevet mere og mere anvendt og er officielt anerkendt i mere end 45 lande Verden over. Foruden behandling med stationære magneter er pulserende magnetfeltbehandling vundet frem sammen med en række andre anvendelser af magneter i sundhedens tjeneste. Der er således intet nyt under solen, men et stadig større videnskabeligt grundlag for magneters medicinske virkninger.
Forfatter: Læge Carsten Vagn-Hansen