Information / Vedtægter

Vedtægter for Grundejerforeningen Lindeparken af 1967

--- 
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 13. Aug 2022.
Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 8. juni 2024.

§1 - Navn og hjemsted
1. Foreningens navn er Grundejerforeningen Lindeparken af 1967.
2. Foreningens hjemsted er Følle Strand, Syddjurs Kommune.
 
§ 2 - Formål
At varetage medlemmernes interesser i forhold til myndighederne, vandforsyningen samt til de øvrige grundejerforeninger ved Følle Strand.
At varetage praktiske fællesopgaver i medlemmernes interesse.
At sikre den nødvendige regel-regulering.
At sikre at vedligeholdelse og regulering af fællesarealer bliver varetaget, herunder veje og ”højen”, samt tillige sikre opgaver vedrørende badebroen samt foreningens
materiel og løsøre bliver løst.

§ 3 - Medlemskredsen
Stk. 1 - Ejer af alle grunde på følgende veje er medlemmer.
Strandvejen (lige numre) nr. 88 - 106, undtagen nr. 102-104. Lindeparken -Strandløbervej - Stenvendervej - Rørhønevej – Blishønevej.
 
Stk. 2 - a. Der kan kun optages medlemmer uden for den nævnte kreds med generalforsamlingens godkendelse.
b. Medlemmer der afhænder deres ejendom, er forpligtet over for foreningen, indtil den nye ejer er oplyst til kassereren.

§ 4 - Fællesskabet
Stk. 1 - Medlemmerne har ret til færdsel (se nærmere i foreningens ordensregler) og ophold på strandarealet ud for Lindeparken.
Stk. 2 - Medlemmerne er fælles om veje og deres vedligeholdelse.
Stk. 3 - Medlemmerne ejer i fællesskab arealet omkring gravhøjen, ”højen”, matrikel 14. et.
Stk. 4 - Medlemmerne ejer og forvalter en badebro.

§ 5 - Generalforsamlingen.
Stk. 1 - a. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
b. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i
juni måned.
c. Medlemmer indkaldes ved e-mail.
d. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel.
e. Generalforsamlingen afholdes på foreningens hjemsted.

Stk. 2 - Generalforsamlingen skal mindst indeholde følgende punkter:
a. Valg af dirigent og referent.
b. Formandens beretning.
c. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
d. Behandling af forslag / ændringsforslag, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen forpligter sig til, ved e-mail, at udsende rettidigt indkomne forslag til medlemmerne, senest 8 dage før generalforsamlingen.
e. Fastlæggelse af kontingent.
f. Forelæggelse af budget til godkendelse.
g. Valg af formand
h. Valg af kasserer
i. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsessuppleanter.
j. Valg af revisor.
k. Valg af revisorsuppleanter.
l. Valg af medlemmer til udvalg.
m. Forelæggelse af eventuelle ændringer til ordensreglement.
n. Eventuelt.

Stk. 3 - Alle afgørelser på generalforsamlingen vedtages
med simpelt flertal, undtagen vedtægtsændringer.
Stk. 4 – a - Der kan kun afgives en stemme pr. grund.
b – Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i
henhold til mere end 2 fuldmagter.

§6 - Vedtægtsændringer
Stk. 1 - Forslag til vedtægtsændringer forlægges på en ordinær generalforsamling.
Stk. 2 - Generalforsamlingens beslutning om ændring af foreningens vedtægter
kræver 2/3 majoritet blandt de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, som dog mindst skal udgøre 2/3 af foreningens medlemmer.
 
Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, samtidig med at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.
På denne ekstraordinære generalforsamling kan forslag vedtages, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, uanset at de fremmødte medlemmer ikke udgør 2/3 af foreningens medlemmer.

Stk. 3 - Der skal gå mindst en måned mellem de to generalforsamlinger.

§7 - Bestyrelsen
Stk. 1 - Bestyrelsen består af 5 - 7 medlemmer.

a. Formand vælges af generalforsamlingen i ulige kalenderår for 2 år ad gangen.
b. Kasseren vælges af generalforsamlingen i lige kalenderår for 2 år ad gangen.
c. Generalforsamlingen vælger 3 - 5 bestyrelsesmedlemmer for 2 år, idet 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige kalenderår og 1 - 3 bestyrelsesmedlemmer
vælges i ulige kalenderår.
d. Generalforsamlingen vælger 2 bestyrelsessuppleanter for to år ad gangen. Første
suppleanten er på valg i lige kalenderår og anden suppleanten er på valg i ulige kalenderår.
e. Ved bestyrelsesmedlemmernes fratræden i valgperioden, indtræder suppleanterne i den rækkefølge, de er valgt på generalforsamlingen.
f. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær.
 
Stk. 2 - Formanden tilrettelægger arbejdet i bestyrelsen og repræsentere foreningen udadtil.
Ved formandens forfald repræsenteres foreningen af næstformanden.
Stk. 3 - Generalforsamlingen fastlægger ydelser til formand, kasser og havemand til
dækning af deres omkostninger.
Stk. 4 - Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Stk. 5 - Afgørelser træffes ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 6 - Bestyrelsen fører referat over sin virksomhed.
Stk. 7 - Foreningen tegnes i større økonomiske anliggender af formanden og kassereren eller 2 bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf den ene skal være formanden eller kassereren.
Bestyrelsen kan ikke træffe økonomiske aftaler, der overstiger grundejerforeningens likvide midler.
Stk. 8 - Bestyrelsen udfærdiger et ordensreglement og beskriver daglig praksis i foreningen. Dette reglement forelægges ved revidering generalforsamlingen til
godkendelse ved simpelt flertal.

§8 - Regnskab
Stk. 1 - Regnskabsåret er kalenderåret.
Stk. 2 - Kasseren fører regnskabet, udfærdiger årsregnskab og forelægger regnskabet for revisor og generalforsamling.
Endvidere fører kasseren medlemslisten.
Stk. 3 - Til at revidere regnskabet vælger generalforsamlingen en revisor for to år ad gangen.
Stk. 4 - Generalforsamlingen vælger yderligere en revisorsuppleant for et år ad gangen.

§9 - Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 - Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af et flertal i bestyrelsen eller af 10 medlemmer.
Stk. 2 - En sådan ekstraordinær generalforsamling skal varsles ved e-mail mindst 4 uger forud og indeholde en motiveret dagsorden.
Stk. 3 - Reglerne for stemmeafgivelse følger de for ordinær generalforsamling angivne.
 
§10 - Kontingent og restance
Stk. 1 - Generalforsamlingen bestemmer kontingentets størrelse.
Stk. 2 - Er et medlem i restance, kan beløbet inddrives af retslig vej. Alle omkostninger med inddrivelsen betales af restanten.
Stk. 3 - Er en restance ikke betalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at stemme på generalforsamlingen samt medlemmets valgbarhed.

§11 - Udtræden
Stk. 1 - De af foreningens medlemmer, der ikke, i henhold til deklaration tinglyst den 6. december 1984, er pligtige at være medlemmer af grundejerforeningen, kan
udtræde af foreningen pr. den 31. december med forudgående varsel på 3 måneder.
Udtræden skal skriftligt meddeles foreningens bestyrelse.
Udtrædende medlemmer modtager ikke ved udtræden andel i foreningens eventuelle formue.
Stk. 2 - Skulle foreningen i det regnskabsår, hvor udtræden finder sted, have en negativ formue, er det udtrædende medlem forpligtet til at indbetale til foreningen den forholdsmæssige del af gælden der vedrørende det udtrædende medlem.

§12 - Ejerskifte
Ved ejerskifte, er sælger forpligtet til at foranledige, at navn/navne, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på den/de nye ejer/e bliver meddelt grundejerforeningen.

§13 - Kommunikation med medlemmerne
Et medlem af foreningen har pligt til at holde bestyrelsen informeret om sin e-mailadresse for kommunikation fra bestyrelsen til medlemmet.
Hvis et medlem ikke har oplyst bestyrelsen om sin e-mailadresse, er bestyrelsen ikke forpligtet til på anden måde at få information frem til medlemmet.
Et hvert medlem af foreningen har pligt til at oplyse bestyrelsen om adresse hvortil opkrævning af kontingent kan fremsendes.

§14 - Opløsning
Stk. 1 - Der er medlemmer af foreningen, der er pålagt medlemspligt i henhold til
deklaration tinglyst den 6. december 1984. Måtte denne deklaration blive aflyst eller
ændret, således at denne medlemspligt bortfalder og foreningen således kan opløses,
kræves der, til foreningens opløsning, vedtagelse på en generalforsamling med 2/3
majoritet bland samtlige stemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen
berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan
vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
Stk. 2 - Ved foreningens opløsning fordeles foreningens formue mellem de på
opløsningstidspunktet værende medlemmer af foreningen.

Lindeparken d. 8. juni 2024.
Lindeparken