Bookmark and Share     Sitemap    
 

De vestlige linjer ødelægger bynær natur

Noget af det særlige ved Aalborg er, at byen på engang er en storby med byliv, og et rigt udbud af kulturelle aktiviteter, og samtidig har bynær tilgængelig natur. jeg ønsker, at beskytte den bynære natur, og jeg mener, der er grund til at værne om Aalborgs vestlige naturområder – ikke blot fordi vi, der bor her, holder af dem, men også fordi naturen omfatter beskyttelsesværdige dýr og fauna.

Det østlige forslag påvirker således ifølge rapporten kun et lille område nord for Universitetsboulevarden og nær Scandic Hotel, hvor der findes skovfirben og paddevandhuller. 
Den østlige motorvejsløsning medfører ingen øget belastning for dyr og fauna og ødelægger heller ikke naturområder som byens borgere holder af. Det gør begge de vestlige linjeføringer imidlertid. Det anføres således i VVM-rapporten: "Egholm- og Lindholmlinjerne (vil) medføre de største påvirkninger af landskabet og friluftslivet gennem permanent inddragelse af nye arealer, ny barrievirkning og ny støj mm.”

Dette ses også af, at VVM-rapporten indeholder langt mere omfattende beskrivelser af konsekvenserne for dyrelive og faunaen vedrørende de vestlige forbindelser, end vedrørende den østlige forbindelse. 

Ved Østerådalen vil der ved begge de vestlige løsninger blive etableret en ny 700 meter lang bro i en højde på 3-9 i meter over terræn. Broen vil "udgøre et markant element i det betydningsfulde landskab” Østerådalen er hjemsted for flere sjældne planter, herunder purpur gøgeurt, for flere sjældne dyr, herunder oddere, en række paddearter, fugle og de to sjældne sommerfugle, violetrandet ildfugl og isblåfugl. Dyrene og faunaen påvirkes både i anlægsfasen og efterfølgende. Der til kommer, at området dagligt anvendes navnlig af borgerne i Kærby og Skalborg til motion og udflugter. Endvidere indeholder østerådalen en hundeskov og en naturskole-bygning. Den rekreative værdi af området påvirkes betydeligt af tilstedeværelsen af 700 m lang bro i en højde af 3-9 meter over terræn, synsmæssigt, støjmæssigt og miljømæssigt – ligesom det kan betvivles om dyr og planter fortsat kan eksistere i området.  

Egholm påvirkes navnlig, men ikke kun, af Egholmløsningen. Motorvejen vil her "være et særlig markant indgreb, der vil fragmentere øen med et stort dæmningsanlæg på tværs af øen". Motorvejen vil også her påvirke dyr og fauna, Af dyr vil den påvirke de særligt beskyttede tudsearter strandtudsen, der yngler fast på Egholm, og den spidssnudede frø, der måske yngler på øen – både i anlægsfasen, hvor tudsen skal fanges i såkaldte spandfælder, der dagligt tømmes for indfangede dyr, og efterfølgende, hvor dyrene kun kan passere motorvej, hvis de kan finde en af de fire faunapassager. Af planter vil den påvirke en meget særlig og truet plante, langstilket filtrose. Det anslås, at der i hele landet eksisterer færre end 50 eksemplarer af planten, heraf altså nogle på Egholm. 

Selvom der er få bygninger og beboere på øen, er øen et yndet udflugtsmål for rigtig mange borgere. Derudover kan alle beboere i Hasseris og på Hasserisbakke, der har udsigt over fjorden mod Gjøldæmning, se – og høre – motorvejen, hvis den anlægges her. Dette gælder også beboerne i bygningerne ved Lindholm Strandpark, og alle beboerne i Nørresundby på Skansebakken, Højens Allé, Forbindelsesvejen m.v. der i dag kan se Fjorden og Egholm.

Den rekreative betydning af Egholm påvirkes væsentligt for beboere og besøgende, den rekreative betydning for beboerne med udsigtsgrunde påvirkes ligeledes – dette gælder også boligernes handelspris – ligesom det kan betvivles, om dyr og planter forsat kan eksistere i området.

Dertil kommer naturområdet ved Lindholm Å, Drastrup og Limfjordskysten på begge sider af vandet, samt betydningen af at de vestlige linjeføringer afskærrer borgerne fra udsigt – såvel som naturlig adgang til det åbne landskab langs hele den vestlige side af Aalborg. 

Jeg vil derfor protestere med en vestlig linjeføring, da jeg mener det er vigtigt at bevare Aalborgs særkende som storby med byliv med samtidig bynær tilgængelig natur. Der er grund til at værne om Aalborgs vestlige naturområder – ikke blot fordi vi, der bor her, holder af dem, men også fordi naturen omfatter beskyttelsesværdige dýr og fauna, når der findes en udmærket alternativ østløsning, der kan løse områdets trafikale behov.

Med venlig hilsen

 

Navn:

Adresse:

Stilling:

 

Borgerbevægelsen | CVR: 33806108 | Ida Maries Vej 16, 9000 Aalborg  | borgerbevaegelsen@live.dk