Bilag IV-arter på Egholmlinjen

 

Alle medlemslande i EU har forpligtiget sig til at beskytte dyre- og plantearter og deres levesteder, som er truet på europæisk niveau. Beskyttelsen er
dermed ikke kun et dansk anliggende, men gælder for alle medlemslandene i
Europa.

 

Bilag IV-arter er betegnelsen for en gruppe på 39 danske dyrearter, der er særligt sårbare og truede. Arterne fremgår at EU’s Habitatdirektiv fra 1992's bilag IV.

 

Dyrearterne er:

 

Alle 14 flagremuse-arter (), Hasselmus, Birkemus, Snæbel, Odder, Markfirben, Klokkefrø, Stor Vandsalamander, Løgfrø, Løvfrø, Spidssnudet frø, Springfrø , Strandtudse, Grønbroget tudse, Bred vandkalv, Lys skivevandkalv, Eremit, Sortplettet blåfugl, Grøn mosaikguldsmed, Stor kærguldsmed, Grøn kølleguldsmed.

 

Direktivet er bindende for Danmark og skal implemteres i den danske lovgivning i overvesstemmelse med direktivets hensigter.

 

Bilag IV arterne blev i dansk ret først beskyttet med et forbud mod indfangning og forbud mod at slå dem ihjel i henhold til naturbeskyttelse - og miljølovgivningen. Navnlig indeholdt naturbeskyttelseslovens § 3 et forbud mod at ændre tilstanden for de beskyttede naturtyper, for de områder der var fredede (eksempel vandhuller over 100 m2) eller beskyttede af naturbeskyttelseslovens § 3.

Senere ved jagt- og vildtforvaltningsloven fra 1. oktober 2009 blev bilag IV arternes yngle- og rasteområder også beskyttet mod beskadigelse og ødelæggelse.

 

 

Disse regler indeholder et krav om, at  myndighederne SKAL tage højde for artsbeskyttelsen i deres administration og planlægning, dels i form af et generelt forbud mod at give tilladelse til aktiviteter, eller selv foretage aktiviteter, der kan beskadige eller ødelægge arternes yngle- og rasteområder. Ved myndighedens vurdering af tilladelse, kan det være afgørende, om ejeren eller brugeren opvejer en evt. skade ved at skabe bedre vilkår for arten andetsteds på ejendommen (princippet om at opretholde såkaldt økologisk funktionalitet).

 

 

Reglerne herfor fremgår af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 6, og jagt- og vildtforvaltningslovens § 46, stk. 2. Hvis en aktivitet skal kunne gennemføres til trods for, at den har en negativ indvirkning på en bilag IV-art, må det kun ske under forudsætning af:

Fravigelsen kan desuden kun ske, hvis den opfylder mindst én af nedenstående
hensyn:

• For at beskytte vilde dyr, planter eller naturtyper.
• For at forhindre alvorlige skader på afgrøder, husdyr, skove, fiskeri, vand
og andre former for ejendom.
• Af hensyn til den offentlige sikkerhed, sundhed eller andre bydende nødvendige
samfundsinteresser, samt gavnlig virkning på miljøet.
• Med henblik på forskning og undervisning, genudsætning eller opformering
af bestande.

 

I sager om tilladelser, planlægning m.m. er det myndighedernes ansvar at
sikre, at en sag afgøres på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Vurderingerne af
konsekvenserne skal fremgå at den afgørelse, tilladelse eller redegørelse der
ligger i den konkrete sag. Der er ikke krav om, at afgørelser skal bygge på den bedste videnskabelige viden, men dog at sagen skal være ordentligt
belyst.

 

Der er ikke særlige krav til omfang eller metode til de undersøgelser
der skal ligge til grund for afgørelsen, udover at undersøgelser af bilag IV-arters forekomster, skal ske efter målrettede egnede metoder på de tidspunkter, hvor der er stor sandsynlighed for at konstatere arten, hvis den forekommer i området.

 

Vejledningen til habitatbekendtgørelsen beskriver nærmere, hvilken rolle, myndighederne har i den sammenhæng og i hvilke situationer, en ansøger kan blive pålagt at tilvejebringe oplysninger.
 

 

Det er kommunen, der afgør, om sagen er tilstrækkelig godt belyst, men vurderingen kan prøves af domstolene. Naturstyrelsen er endvidere den myndighed, der er ansvarlig for dispensationsbestemmelser,vejledninger og tilskudsordninger i relation til skov samt tilskudsordningen "Plant for vildtet."

Det er Naturstyrelsens enheder der fører tilsyn med at de gældende regler
overholdes.

 

Naturstyrelsen er en styrelse under Miljøministeriet.

 

 

Derudover skal den der ejer eller bruger et areal, sikre, at bilag IV-arternes yngel- elelr rasteområder ikke beskadiges eller ødelægges. Lovgivningen indeholder således et forbud mod enhver form for aktiviteter, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder, uanset om aktiviteten ikke kræver en myndighedstilladelse, f.eks. almindelig landbrugsdrift, havearbejde eller kørsel, eller om aktiviteten kræver en særskilt tilladelse som f.eks. dræning, byggeri, landbrugsdriftsudviddelser o.l.

 

Det gælder både for myndigheder, ejere  og brugere også udenfor de områder, der indtil jagt- og vildtforvaltningslovens vedtagelse, kun var beskyttet af fredning og naturbeskyttelseslovens § 3. Jagt og vildforvaltningsloven indebærer således en beskyttelse, mod beskadigelse og ødelæggelse af ratse- og yngleområder for bilag IV-arterne, uanset hvor bilag IV-arterne omholder sig, herunder uanset om de opholder sig indenfor eller udenfor et såkaldt § 3-område.

 

Alle bilag IV-arterne er tillige fredede, jf. artsfredningsbekendtgørelsen. Artsfredning betyder, at dyrene ikke må samles ind eller slås ihjel, og at planterne ikke må fjernes fra det sted, de vokser. Artsfredningen beskytter således ikke bilag IV-arternes levesteder, men kun de enkelte individer.

En enkelt undtagelse er, at hule træer og træer med spættehuller, som kan være
levesteder for flagermus, ikke må fældes i perioden 1. november - 31. august.

 

Habitadirektivets bilga IV beskytter tillige 6 plantearter
De danske bilag IV-plantearter er enkelt månerude, vandranke, liden najade, fruesko,
mygblomst, gul stenbræk.

 

Planterne på bilag IV må ikke plukkes,graves op eller på anden måde ødelægges. Planterne er meget sjældne i Danmark, og hovedparten af de kendte lokaliteter med forekomster af bilag IV-planterne ligger i Natura 2000-områder.

 

Beskyttelsens omfang er beskrevet i habitatsdirektivtes artikel 12, der indeholder forbud, der gælder for alle livsstadier hos de dyr, der er omfattet, mod:

Yngleområder defineres som områder, som er nødvendige for:

• Parring og kurtisering
• Redebygning, hulebygning, fødsel eller æglægning
• Opvækst af yngel og unger

Eksempler på yngleområder (padders ynglevandhuller og odderens hule), men yngleområder dækker også nærliggende arealer, som afkommet er afhængig
af (eks. randzoner til vandhuller, hvor de nyforvandlede frøer kravler
op eller de buske, som skjuler indgangen til odderens hule).

 

Rasteområder er områder, hvor dyrene hviler, og som er vigtige for at sikre
overlevelsen af enkelte dyr eller bestande, hvor dyrene:

• Opholder sig for at hvile, sove eller overvintre (dvale)
• Opholder sig i skjul i større flokke
• Opholder sig for at opfylde vigtige livsfunktioner, som for eksempel solbadning (for vekselvarmende dyr).

Rasteområder kan være træer, som flagermus benytter til vinterhi eller de
solvendte skrænter og diger, som markfirbenet bruger til solbadning.

For at områder kan betegnes som yngle- og rasteområder, skal områderne
regelmæssigt anvendes af arten. Der kan dog godt gå halve eller hele år mellem,
at arten benytter en lokalitet. Det er for eksempel tilfældet, hvis stedet
kun bliver brugt til vinterhi.

De beskyttede dyre- og plantearter skal beskyttes overalt i landet, det vil sige både i og udenfor Natura 2000-områder - og beskyttelsen gælder hele året.