Dette projekt omhandler narrativ organisationsudvikling, hvor vi, på baggrund heraf, har udarbejdet følgende problemformulering:
Hvordan kan en narrativ tilgang til organisationsudvikling bidrage til udviklingen af det sociale mulighedsrum, som medarbejderne agerer i på XX, og hvilken indflydelse kan denne mulige udvikling have på vidensgenerering medarbejderne imellem?
Vi har i denne forbindelse et særligt fokus på medarbejderperspektivet, hvor vi har indgået et samarbejde med en konkret organisation. Vi vil i følgende præsentere uddrag fra projektets videnskabsteoretiske, teoretiske og metodiske overvejelser, hvor vi her har valgt at anonymisere både organisationen samt dets medlemmer grundet tavshedspligt.
Videnskabsteori
I den socialkonstruktionistiske tilgang findes en socialkonstruktionistisk vision om at transformere verden til det bedre. Ifølge Gergen er det ikke forskerens job at “få styr på” på verdens natur men i stedet at genere alternative forståelser, der kan skabe nye forestillinger om muligheder samt veje til handling (Gergen, 2010: 111). Gergen mener, at formålet med teori ikke primært bør sigte mod at understøtte en given forskningstradition, men at teori i stedet skal bruges til at kaste lys over mulighederne for alternative måder at leve på. En sådan teori kalder han generativ, hvis formål er at beskrive, forklare samt udfordre de eksisterende samfundskonventioner, som vi til dagligt antager som selvfølgelige, samtidig med at teorien fører os ind i nytænkende handlings- og betydningsverdener (Gergen, 2010: 112).
Gergens agenda med hans socialkonstruktionistiske perspektiv består i at få omformet den generelle forståelse af, at vores samfund er sammensat af individuelle selver, som man i den vestlige tradition har været tilbøjelige til at betragte som en kendsgerning. Ifølge Gergen skaber netop denne individualistiske forståelse en række negative følgevirkninger på vores kulturelle liv (Gergen, 2010: 116).
Teori
Projektets teoretiske afsæt danner grundlaget for vores forståelse af en narrativ tilgang, hvor vi hertil har valgt at beskæftige os med Michael White’s teori/terapeutiske arbejde omhandlede narrative landskaber, og derudover også Jerome Bruners teori omhandlende folkepsykologi. Begge teorier deler den samme virkelighedsforståelse, hvor relationer konstrueres gennem relationer. Nedenstående vil præsentere uddrag af deres teorier med henblik på at give et kort overblik og en forståelse af dem.
Uddrag Michael White
For at anskueliggøre de terapeutiske processer i den narrative terapi udviklede White seks kort over de såkaldte narrative landskaber – processer, som individet helt eller delvist tilvejebringer i fortællingen i samarbejde med terapeuten. Kortene anses som værende behjælpelige retningslinjer for anvendelse under det terapeutiske arbejde, hvorfor kortene ikke nødvendigvis bør anses som værende den sande måde at vejlede på i arbejdet med narrativer i praksis (White, 2007: 24-25). Kortene karakteriseres som følger; 1) eksternaliserende samtaler, 2) genforfattende samtaler, 3) genmedlemsgørende samtaler, 4) definerende samtaler, 5) samtaler med fokus på unikke hændelser samt 6) stilladserede samtaler. Formålet herfor er at adskille individets problemer fra selvet. Ved at eksternalisere problemet fra individet vil det forekomme lettere at forholde sig til problemstillingen, hvilket ofte medfører at individet får øje på andre handlinger/hændelser end tidligere. Først herfra kan dannelsen af nye fortællinger i den enkeltes liv bearbejdes med henblik på selvforståelse i et bredere perspektiv.
Uddrag Jerome Bruner
Folkepsykologien har det forventelige som omdrejningspunkt - således består drivkraften i at leve livet, som det forventes ud fra en forestilling om, hvorledes livet bør være. Folkepsykologien tillæres i de tidlige leveår, idét vi indtræder i et allerede eksisterende fællesskab. Det er altså helt essentielt, at vi er bevidste om, hvorledes vi agerer i en social kontekst. Folkepsykologien skal hermed forstås som et socialt system, hvori erfaringer, viden og transaktioner organiseres narrativt (Bruner, 1999: 45-46).
Et andet væsentligt element ved fortællingen er en søgen efter sammenhæng mellem den almindelige og den usædvanlige hændelse. Folkepsykologien er centraliseret omkring normalen, hvorfor denne har til opgave at finde mening eller forståelse i det, der ligger uden for normalen. Kulturen er netop bundet af en forhandling af meninger i forhold til feltet mellem det kanoniske og det usædvanlige. Ifølge Bruner afhænger en kulturs levedygtighed af medlemmernes evne til at konflikthåndtere og til at forhandle fælles meninger. Det er disse “forhandlede meninger”, der muliggør en samtidig håndtering af det kanoniske og usædvanlige. Det kanoniske betragtes som normalen, det vil sige, hvad vi indenfor vores kulturelle rammer og pågældende kontekst anser som “rigtig” adfærd (Bruner, 1999: 55-56).
Metode
I projektet ønsker vi at beskæftige os med kvalitative dataindsamlingsmetoder. Nedenstående vil være uddrag fra vores metode med henblik på at give et indblik i, hvad projektet indeholder og beskæftiger sig med. Først vil narratologien være præsenteret for kaste lys over projektets valg af metode samt vores forståelse af denne, herefter vil det semistrukturerede interview kort blive præsenteret, da dette interview er anvendt som indledende empiriindsamling, hvor vi herefter foretog en workshop, hvilket vil blive præsenteret afslutningsvist.
Narratologien
Vi vil beskæftige os med narratologien som vores metodiske fundament. Tanggaard og Brinkmann definerer narratologien som: “(...) teorien om og studiet af fortællinger og fortællestrukturer, og hvordan de påvirker vores opfattelse.” (Brinkmann & Tanggaard, 2010: 239). Denne metodiske tilgang har til formål at analysere på, hvorledes de enkelte individers fortællinger påvirker deres opfattelse af virkeligheden og dermed ligeledes deres måde at handle samt agere på. Hverdagsfortællinger er dermed helt essentielle i forhold til vor samtids vidensproduktion, hvorfor fortællinger defineres som en almen kommunikationsform i studiet af menneskelig interaktion (Brinkmann & Tanggaard, 2010: 240-241).
Det semi-strukturerede interview
Det semistrukturerede interview vil i nærværende projekt fungere som vores kontekstforståelse. Interviewet udarbejdes altså med henblik på at opnå indsigt i den organisatoriske kontekst XX, samt forståelse for de eventuelle udfordringer der opleves på stedet forud for vores workshop med medarbejderne. Yderligere kan dette interview give os indblik i det medarbejderteam, som skal indgå i vores workshop, hvilket vi betragter som grundlæggende i forhold til vores forberedelse hertil. Metodisk tilvælger vi at interviewet skal varetages af to af gruppens medlemmer - hvorfor det ene gruppemedlem vil fungere som interviewer og det andet gruppemedlem assistere om nødvendigt. Vi finder i denne forbindelse to personer passende, idet vi ønsker at skabe en fortrolig atmosfære og rum for samtale. Interviewet tager udgangspunkt i en interviewguide, der er udarbejdet med inspiration fra vores teoretiske fundament.
Workshoppen
I forbindelse med vores narrative fokus vil vi udarbejde en workshop med medarbejderne. Tanggaard og Brinkmann har blandt andet fokus på, hvorledes fortællinger dagligt formes i sociale sammenhænge. Dette formuleres på følgende måde:
”Det at fortælle historier er langt fra ualmindeligt i hverdagssamtaler, og det er tilsyneladende ikke mindre almindeligt for interviewpersoner at besvare spørgsmål med historier, hvis man ellers giver dem mulighed for at tale” (Tanggaard & Brinkmann, 2010: 247).
Ud fra ovenstående citat forstår vi hermed, at måden hvorpå vi tilrettelægger workshoppen og skaber rammerne for interaktion besidder en afgørende rolle for resultatet. Vi har i denne forbindelse fundet inspiration til vores praktiske tilgang i Rasmus Alenkærs bog: Narrativ Team - refleksion - i praksis. Alenkær er yderligere inspireret af Michael Whites narrative terapi, i forhold til måden, hvorpå det narrative refleksionsskema udformes og bearbejdes i workshoppen.
I den narrative teamrefleksion anbefales det, at proceslederen anvender nedenstående skema som værktøj til selve workshoppen (Alenkær, 2014: 133).
Figur 1. skema for narrativ teamrefleksion (Alenkær, 2014: 133)
Skemaet har vi taget i brug ved at vi gennem workshoppen har konstrueret vores egne plancher og udfyldt disse med afsæt medarbejdernes egne fortællinger. Dette gøres for at overskueliggøre fortællingen samt holde fokus på hvor, og hvor langt, vi er i processen.