Balchik – en romantisk havneby i Bulgarien
Middeltemperaturen om sommeren er typisk omkring 28 grader, og vandet er omkring de 22 grader. Byen ligger bare 10 km fra feriestedet Albena og kun 36 km fra den store og meget smukke by Varna. Der er 502 km til hovedstaden Sofia. Den lille by har busforbindelser med de store feriesteder og andre byer i området.
Denne bulgarske charmerende by giver sine gæster gode minder med på vejen, ikke mindst langs havnen, hvor mange restauranter byder dig velkommen. De porøse hvide klipper, det funklende blå hav og den dyrebare natur påvirker sanserne og virker berigende fra første færd. Balchik har en fantastisk natur såvel som historie. Med sin charme, ro og komfort har den inspireret flere forfattere, digtere og kunstnere og er kendt som ”kærlighedsbyen”. Byen har en stor havn omringet af hvide klipper. Den rumænske dronning Marias sommerresidens er stadig den mest besøgte seværdighed i byen fulgt af den fantastiske botaniske have.
Stemninger fra moderne og gammel tid kan opleves i ”Den Hvide By” - Balchik som er præget af flere religioner og forskellige arkitektoniske stilarter. Nogle af gaderne består kun af stentrapper, der fører til gamle huse og museer, der udstiller årtusinders historie i form af krige, kommunisme og moderne vestlig indflydelse.
I Balchik findes der ikke store diskoteker eller et livligt forlystelsesliv - bare sol og badeliv, små boder og butikker, god mad og naturskønne omgivelser. Og med endnu lavere priser end i feriebyerne mod syd. Byens strandpromenade er perfekt til en aftentur langs havet, inden middagen indtages på en hyggelig restaurant.
Balchik er en rolig lille by med en gammeldags charme, skyggefulde grønne områder, små butikker og en hyggelig strandpromenade. Byen er en af de mest romantiske småbyer langs Sortehavskysten, smukt beliggende på en bjergskråning og omgivet af stejle, hvide kalkstensklipper på det, der kaldes Sortehavets riviera. Nogen har engang sagt, at Balchiks motto ligesom biludlejningsfirmaet Avis’ kunne være ”we try harder”, eftersom man bliver så godt modtaget her. Folk har mere tid til at være hjælpsomme og imødekommende her end på de større badesteder.
Man rejser først og fremmest til Balchik for at tage det roligt og slappe af. Her er ikke noget udpræget forlystelsesliv om aftenen og ingen natklubber, men man har for nylig åbnet et diskotek. Den største seværdighed er dronning Marias smukke lille sommerpalads, hvor den aldrende dronning tilbragte somrene i det meste af 30’erne – ifølge rygterne sammen med sin 20-årige tyrkiske elsker Hasan. Anlægningen af den fantastiske botaniske have blev påbegyndt i 1955, og gennem årene har mere end 450 botaniske haver over hele verden givet bidrag til haven. Her er en enorm kaktussamling med mere end 250 forskellige arter samt 2.500 andre plantearter blandt springvand, vandfald, en ønskebrønd, en rosengård og sommerpavilloner. Om sommeren er haven åben hver dag kl. 9-18.
I en gammel skole ligger der et stort og anerkendt kunstgalleri, hvor man viser værker af nutidige bulgarske og internationale kunstnere og en samling af rumænske impressionisters billeder af Balchik fra 20’erne og 30’erne. Galleriet står bag den årlige kunstfestival, som arrangeres i juni. Over for galleriet ligger en græsk kirke, som er kendt for sin udmærkede akustik. Korkoncerterne her er populære. Balchik ligger nær den rumænske grænse og er Bulgariens nordligste havneby.
Slottet ”Den stille rede”, som blev bygget i året 1924 efter ordrer fra den rumænske dronning Maria, kombinerer orientalske og gotiske elementer. Dronningen var - foruden smuk - en af de mest succesfulde herskere i Europa i sidste århundrede. Slottet er et af de sjældne tilfælde, hvor kristne og muslimske templer ligger side om side i fred og fordragelighed. Da man begyndte at konstruere slottet i det sydlige Dobrudja, var området en del af den rumænske stat. Italienske arkitekter tegnede bygningerne og svejtsiske blomstergartnere tog sig af haverne. Slottet stod færdig efter 11 år. Turister og beundrere af den europæiske histories arv forguder dette sted for dets originale arkitektur og fantastiske haveanlæg. Hele ejendommen fylder 35 hektar. I den enestående botaniske have kan opleves mere end 3000 forskellige planter. I den botaniske have findes endvidere Europas næststørste samling af kaktusser kun overgået af samlingen i Monaco. Klimaet på denne del af sortehavskysten er et af de bedst egnede for såvel middelhavsfloraen som for plantearter fra hele af verden.
Priser
Bulgarien er klart det billigste land at gøre sine indkøb i sammenlignet med alle de øvrige 26 lande i EU. Faktisk kan forbrugsvarer i Bulgarien købes til under halv pris i forhold til EU generelt.
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at en indkøbskurv med husholdningsvarer kun koster DKK 45 i Bulgarien, når den samme kurv i EU som helhed koster DKK 100.
Dermed er Bulgarien klart billigere end selv det næstbilligste forbruger-land, som er Litauen, hvor den samme kurv med varer løber op i DKK 57.
Priserne i Skandinavien ligger i den diametralt modsatte ende af listen. Danmark skiller sig lige så klart ud som Bulgarien - blot med modsat fortegn. Danmark er nemlig det suverænt dyreste land i EU at lægge sine indkøb i. Indkøbskurven fra før koster således DKK 139 - eller mere end tre gange den bulgarske pris - i landet med den lille havfrue.
Den gode mad
Det bulgarske køkken har hentet inspiration både fra Europa og Orienten, og det er absolut værd at smage på. Den mad, man får serveret i feriebyerne, er dog som regel en forenklet og internationaliseret version af den ægte lokale med indslag fra det græske og det tyrkiske køkken.
Traditionen med at grille kød og fisk er gammel, og disse retter fylder godt på menukortene. Kyllinge- og lammekød er almindeligt, men svine- og oksekød forekommer også. Salater er populære, ofte i form af grønne salater af friske råvarer og serveret med lidt olie og vineddike ved siden af. En klassiker er shopska-salat, som består af tomater, agurk, peberfrugter og løg med reven fetaost ovenpå, så salaten ligner et isbjerg. En anden god forret er suppen tarator, som serveres kold og består af yoghurt, agurk, dild og hvidløg. En klassisk hovedret er kawarma, som består af kød, løg, krydderier og svampe, som har simret i en lergryde. Traditionelt har det bulgarske køkken også masser af retter med indvolde, men da disse sjældent efterspørges af turisterne, findes der måske blot en enkelt af disse retter på menukortet. Eftersom Balchik ligger ved havet, findes der naturligvis også mange forskellige fiskeretter, som ofte serveres grillede. Dog findes alle fiskeretter ikke altid på menukortet. Udvalget afhænger af morgenens fangst, men makrel og forel kan man næsten altid få. Hvis du ikke har lyst til bulgarsk mad, findes der flere alternativer. Næsten alle menukort indeholder et par sider med pizzaer og pastaretter, og en wienerschnitzel eller grillet kylling er stort set ens i Bulgarien og i Danmark.
En del restauranter holder fast i det gamle system, hvor man bestiller tilbehør separat. Det gælder for brød, pommes frites og ris samt grønsager og salat. Tilbehøret står for sig selv på menukortet med angivelse af priser. I Bulgarien spiser man salaten som forret og derefter et stykke kød med det tilbehør, man har valgt. Maden er både billig, rigelig og god, og du kan let tilbringe en hel aften ved bordet, specielt hvis du vælger en af de mere traditionelle restauranter, hvor der af og til er underholdning og folkloristisk optræden. Se nærmere i afsnittet Restauranttips. For kødretter angives altid to tal på menukortet – det ene er prisen, og det andet er rettens vægt, 200 eller 300 gram. Meget praktisk! Hvis man ikke kan spise et helt måltid, findes der masser af snacks og småretter at vælge mellem. Kogte majskolber, pandekager, frisk frugt, kebab og lignende findes overalt og passer ofte perfekt til en frokost i sommervarmen. De koster sjældent mere end 3-4 leva.
Vin
Bulgarien er en af de største vinproducenter i verden. Her findes fem vindistrikter, som producerer vin af forskellig karakter og kvalitet. I det sydlige Bulgarien produceres der først og fremmest rødvin og i den nordlige del først og fremmest hvidvin. Nogle kendte vine er Gamza, Dimyat, Pamid, Muscat, Misket, Mavrud og Melnik. To af de mest populære vine er de enkle Kadarka og Eselmilch. Evksinograd-vinene er udsøgte rød- og hvidvine, Melnik og Cabernet er lidt fyldigere rødvine. Ægte Melnik kan sjældent købes i butikkerne. Karlovski og Sungurlarski Miscet er halvtørre hvidvine. Targovishte Traminair og Targovishte Chardonnay er tørre hvidvine af god kvalitet.
Bulgarien har en årtusind gammel tradition for vinproduktion. 4000 f. Kr. medbragte trakerne vine fra Lilleasien til Europa, og de anerkendes for at være den gamle verdens vinmestre. Oplysninger om vinproduktion i Trakien kan findes i Homers Illiaden og Odysseen. Den trakiske konge prægede ofte druer, vin eller vinkrus på mønter, ligesom vingårde er hovedtemaet på freskoerne, som blev fundet i Kazanlak sarkofagen. Guldskatten Panagyurishte, dateret VII - IV århundrede f. Kr. er faktisk et vidunderligt vinstel. Dionysos-kulten var populær i dette område længe før det romerske kejserdømme overtog magten. Vinbondens Dag anses for at være en af landets vigtigste helligdage. De indfødte siger: ”Der er ingen dårlige vine – det handler blot om at finde den rigtige lejlighed.”
Men det bulgarske vinkort ville ikke være komplet uden den højrøde Mavrud. Den er en unik sort, som kun findes i Bulgarien. Den er del af den bulgarske arv, der blev bragt ind i EU i 2007. Vinlisten inkluderer bl.a. Gamza – 2000 fra Suhindol-regionen, Cabernet fra Svishtov, Merlot fra Lyubimetz samt den originale Shiroka Melnishka Loza vin. Vær opmærksom på, at vinen helst skal lagre mindst 4-5 år. Er man glad for lettere vine, bør man smage Chardonnay fra Targovishte eller Preslav. Sauvignon’en fra disse områder er verdenskendt for sin høje kvalitet. Traminer-vinen fra Han Krum er også værd at smage. Har man lyst til mere, kan man prøve hvidvin fra Evksinograd, Muscat fra Karlovo, Dimyat og Tamyanka. Udvalget er dog så stort, at det er næsten umuligt at opremse alle bulgarsk producerede vine.
Vinentusiaster kan besøge nogle af de lokale vinproducenter. Den mest berømte i Varna er Evksinograd. Fortrinlig årgangsvin kan også findes i Pavlikeni, Pleven, Rousse, Suhindol, Haskovo, Pomorie og Lyaskovets. I dag eksporterer Bulgarien vin produceret med moderne teknologi til mere end 70 lande.
Øl
Bulgarien er ikke bare et vinland. Man producerer også udmærkede øl. Nogle gode lokale mærker er Kamenitza, Zagorka og Astika. En halv liter på restaurant koster 2-3 leva og halvdelen i butikkerne.
Rakia
Rakia er den lokale brændevin, som fremstilles på destilleret frugtspiritus. Råvarerne kan bestå af alt fra blommer til abrikoser, og hvad man ellers har adgang til. Smagen varierer fra noget, der mest minder om dårlig tandpasta, til noget, der kan sammenlignes med cognac af god kvalitet.
Restauranter
Det er forholdsvist billigt at gå på restaurant. En hovedret kan koste alt mellem 8 og 30 leva. Et stykke grillet kød med tilbehør koster ca. 10 leva, en shopska-salat koster ca. 3 leva, en pizza koster 6-10 leva, og en halv liter fadøl koster 2-4 leva. De fleste restauranter har en eller anden form for underholdning, og man kan let trække middagen ud til hele aftenen. Som regel har restauranterne åbent fra kl. 10 om formiddagen og frem til midnat. Bulgarerne selv tager det ikke så højtideligt, og man behøver ikke være klædt fint på. Dog skal man have T-shirt og shorts på som minimum – badetøj går ikke! Drikkepenge er en vigtig del af personalets løn. Man giver som regel 10 procent.
Generelt er der ikke så stor forskel mellem restauranterne – heller ikke prismæssigt. Hvis man vælger en af de restauranter, som nævnes her – og det gælder for øvrigt de fleste restauranter i Balchik – og bestiller en forret, en hovedret med tilbehør og en øl eller et glas vin, kommer man af med ca. 25-40 leva pr. person. En enkel frokost, f.eks. shopska-salat, hvidløgsbrød og sodavand, koster ca. 12 leva. Balchik er billigere end Albena og Golden Sands.
Restauranttips
The White House i Balchik
”Det Hvide Hus” har en meget romantisk beliggenhed ved strandpromenaden i skyggen af vajende piletræer. Her serveres gode fiskeretter og bulgarske specialiteter. Ligger ved siden af hotel Dvata Petela.
Restaurant Helios i Balchik
Serverer kød- og fiskeretter fra både det bulgarske og europæiske køkken. Pizza og salater findes også på menukortet. Ligger i hotel Helios med skøn udsigt over havet.
:
Restaurant Hemingway i Balchik
En god restaurant ved havnen i Balchik. Her har de alt fra pizza til god bøf, som man kan nyde med en god vin, mens man ser ud over havnen og havet.
Panorama i Balchik
Hyggelig og afslappende atmosfære. Her serveres alt fra det bulgarske køkken – paneret ost, paneret paprika, kål- og vinbladsdolmer, bulgarsk kebab og meget mere. Ligger ved strandpromenaden på anden etage i et hus bygget i moderne bulgarsk renæssancestil.
Restaurant i LightHouse Golfklub
Restaurant i Black Sea Rama Golfklub
The Nonnes i Varna
Captain Cook i Hotel Mistral i Balchik
Udflugter:
Touzlata/Topola
Området Touzlata/Topola er beliggende ca. 5 km østligt for Balchik og er velkendt for dets helbredende mudder. Området modtager patienter, der lider af knoglesygdomme. Der er i området blevet bygget et stort rekreationscenter og der findes en varm kilde med en temperatur på 31 grader.
Klostret Aladzha
Klostret Aladzha ligger nogle kilometer fra Golden Sands og fungerer i dag som et lille museum. Det er fra 500-tallet, er bygget ind i klippen og har haft nogle fantastiske vægmalerier og mosaikker. De flotte farver fik tyrkerne til at kalde klostret Aladzha, som betyder ’strålende af farve’ på tyrkisk. I dag er mange af farverne der ikke længere, men man kan stadig se nogle af klostrets mosaikker. Selve ruinerne er hurtigt overset, men ved siden af museet går en sti ind i skoven, hvor man kan gå en tur og se de mange planter, der er typiske for egnen. Hele området præges af en vidunderlig stilhed. Entré 4 leva.
Kaliakra-odden
30 km nord for Balchik kan du opleve en af Europas smukkeste naturfænomener, Kap Kaliakra. Sagnet siger, at 9 jomfruer sprang i døden fra de 50-100 meter høje klipper der falder lodret ned i vandet for at undgå tilfangetagelse af osmanerne.
Der venter en storslået naturoplevelse, hvis man tager ud til odden, som er 2 kilometer lang og består af røde kalkstensklipper, der hæver sig dramatisk 50-60 meter over havoverfladen. Udsigten er enestående, og er man heldig, kan man se delfiner, som svømmer og leger ved klipperne. For mere end 2000 år siden byggede trakerne en fæstning her. Ruinerne af den og andre antikke bygningsværker, f.eks. et romersk bad og en kirke, kan også ses her. I en af områdets utallige grotter ligger oddens restaurant. Prøv gerne fiskesuppen, der er en specialitet. Det går ikke busser til området, så lej en bil eller tag med på en arrangeret udflugt.
Kamen Brjag og Yajlata
Arkæologisk naturreservat, der ligger cirka 15 kilometer nord for Kaliakra-odden. I ruinerne indgår et kompleks af grotter, megalitiske cirkler, en antik fæstning og et nekropolis. Fra kalkstensklipperne har man en fantastisk udsigt over havet og de smukke blomsterranker.
Varna
Ligger ca 45 min. fra Balchik. Byen er Bulgariens tredjestørste, men den føles hyggelig og afslappende, bl.a. på grund af de skyggefulde alléer og beliggenheden ved havet. Der findes også en strand, så man kan kombinere shopping med en badetur. De store shoppinggader Knyaz Boris og Praslav er bilfri, og her findes flere mærkevarebutikker og butikker med jeans, sko og guldsmykker. Fortsætter man ned til Praslav og holder til venstre, kommer man til stranden. Her findes mange gode ting for børn: delfinarium, akvarium, planetarium samt naturligvis stranden. En anden stor oplevelse er Søfartsmuseet, hvor man bl.a. kan se ubåde, helikoptere, kanoner og meget andet.
Kranevo
Ligger ca. 20 kilometer syd for Balchik. Du kan stige af bussen her, når du kommer fra Varna og spise middag i fredelige omgivelser med udsigt over havet. Kranevo har en gågade med restauranter, caféer og butikker. Priserne er omkring halvdelen af, hvad man betaler i feriebyerne.
Dobrich
Hovedstaden i Dobrudja-provinsen ligger 40 kilometer vest for Balchik. Her er man i en ægte bulgarsk by. Priserne er lave og turisterne få. Rundt om i gågaderne i centrum er arkitekturen futuristisk 60’er-stil, hvilket giver en speciel stemning som i de tidligere østlande, men her er der samtidig moderne og fuldt af liv under lindetræerne, som omkranser gaderne. Folk shopper, snakker og drikker øl og kaffe på de mange udendørscaféer. Spørg dig frem, så finder du nemt den gamle bydel, som består af et par gader med gamle bindingsværkshuse og aktive værksteder som f.eks. skomagere og møbelsnedkere, der udelukkende arbejder efter gammeldags metoder. Prøv også en sesamkringle, som stadig bages efter en 100 år gammel opskrift.
Nessebar
Sortehavskystens stolthed, Nessebar, er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Byen ligger på en odde, som man kan komme til ved at køre gennem det nye Nessebar. Her går man på ujævne stenbelagte gader, ser gamle byzantinske kirker og kigger på dekorative facader, storslåede mosaikker og glaseret keramik. Her findes det karakteristiske bindingsværkshus, hvor første sal hænger ud over gaderne – sådan byggede man for at få mere plads. At se Nessebar er en rigtig heldagstur, og ved at tage med på en af vores udflugter, oplever du Nessebar på den mest behagelige og informative måde.
Sozopol
Sozopol er større og mere autentisk end Nessebar. Stræder med karakteristiske huse, hvor man med fordel kan afvige fra den gængse turistrute og tage på sin egen opdagelsesrejse. Et besøg i nogle af antikvitetsbutikkerne kan også være besværet værd, ligesom området omkring St. Stefanskirken, hvor det er muligt at finde gamle Stalin-portrætter og lignende.
Madara
Rytteren fra Madara er et relief hugget ind i en stejl klippevæg, 23 meter over jorden. Rytteren er fra 700-tallet og er Europas ældste udhuggede relief og på UNESCO’s verdensarvsliste. Madara er en stor naturpark, hvor man sagtens kan tilbringe en halv dag med at vandre – eller rettere sagt klatre. Oppe på bjerget går en trappe med 386 gigantiske trin, og bestiger man den, har man en fantastisk udsigt fra Madaraborgen. Det eneste irriterende ved stedet er, at der er et byggestillads op ad relieffet, men det er til at leve med. Lej en bil og oplev Madara på egen hånd – byen ligger ca. halvanden times kørsel fra Balchik.
Shumen
Ligger tæt på Madara og kan kombineres med et besøg der. Det er en levende storby, som var af stor betydning under sovjettiden. En af seværdighederne er monumentet over Bulgariens fire grundlæggere, et fantastisk kunstværk i granit, marmor, beton og mosaik. Det blev indviet i 1981 og er så stort, at det kan ses på 30 kilometers afstand. En anden seværdighed er Shumen-fæstningen, der blev bygget for 2500 år siden af trakerne og senere blev udbygget af romerne. Fra fæstningen går en cirka 3 kilometer lang sti op til monumentet.
Veliko Turnovo
Ligger cirka 250 kilometer vest for Varna. Byen var tidligere Bulgariens hovedstad, og foruden en moderne industriby finder man her også en gammel middelalderby, der strækker sig ud over fem historiske områder ved Jantra-floden. Den store attraktion er den gamle kongeborg og fæstningen, der ligger på en høj, som om aftenen danner rammen om et stort lyd- og lysshow, der fortæller om Bulgariens historie. Byen kan nås på en dag eller to, hvis man lejer bil – det er besværet værd.
Arbanassi
En smuk by, der ligger cirka 10 kilometer fra Veliko Turnovo, og som er kendt for sin renæssancearkitektur og de smukke omgivelser. I nærheden ligger det, som tidligere var de kommunistiske lederes sommerresidens, i dag ombygget til hotel.
Golf
Lejligheden ligger tæt på 3 top golfbaner – se mere her:
Fly
Jeg har erfaring med at søgemaskiner ikke finder de allerbilligste tilbud, så mit råd er at det er bedre at søge direkte hos flyselskaberne, hvor de har promotion og specialtilbud med. Så søg først på de enkelte flyselskaber.
www.flybulgarien.dk
www.malev.com
www.cimbersterling.dk
Billeje
Der er mange gode steder at leje bil. Du skal dog være sikker på at du kan aflevere og modtage bilen i den lufthavn du ankommer til – typisk Burgas eller Varna
www.bulgariacarrent.com
www.rentacarbg.net
www.rentacarbulgaria.net
www.visitbulgaria.net/rentacar
www.autoeurope.dk