Gennem mit 30 årige virke i højskolen, og 25 år med brudflader til og samarbejde med erhvervslivet, offentlige institutioner og administrationer, er jeg afklaret med, at store dele af de problemstillinger disse står i , - og efterspørger på konsulentbasis - er de almenmenneskelige problemstillinger såsom: fokus på ”personlig udvikling”, forandring, kommunikation, fælles verdensbillede, forskellighed, fordomme og tabuer, forundringsparathed, risikovillighed , stress, … etc.

Det, man kan i højskolen, er at skabe Oplevelser (ofte gennem røre-gøre-aktiviteter/undervisning ) til at kaste lys på almenmenneskelige forhold (læse-tænke): oplyse – med henblik på at give lyst til og tro på det handlende: Oplive.

 

Idrætshøjskolernes kvalitet er, at de tager et centralt afsæt i kroppen. Kroppen som det almenmenneskelige møde. På tværs af social baggrund, faglige og interlektuelle kvaliteter, kulturelle forskelle, sprog m.m. har vi kroppen som fælles reference. Højskolens kvalitet er samtidig, at vi ikke stemmer folk hjem; vi udvikler den enkeltes livskompetence.

 

I mit lange parallelle virke som højskolelærer og konsulent i det private og offentlige erhvervsliv har jeg erfaret, at teorier og problemstillinger bedre afklares og bundfælles, hvis de sættes i spil gennem ”det lige møde” i kroppen. Når kroppen oplever og lærer, kan kursister og elever få en inspiration og følelse af ,at det skitserede ikke blot er teorier og evt. ”gammmel vin på nye flasker”, men noget vi kan udvikle og afprøve som individ og i fællesskabet. Fælles for dem alle har været, at vandringen gennem oplevelser, oplysning og oplivning har skabt den samme lyst til at gøre noget ved deres livsdrømme – og at dette kræver en personlig indsats.

 

Mit personlige mål er endvidere at vise: Hvor svært kan det være? - Vi bliver født som originaler og risikerer at dø som kopier – hvis vi ikke får udviklet det unikke i det fællesmenneskelige. De almenmenneskelige problemstilllinger er produktive, hvis de sat i en fælles kontekst skaber stærkere og mere afklarede individer.

 

”Forpligtigende fællesskaber” er således et centralt fundament for udviklingen af stærke ”jeger”.

 

Som uddannet Cand.scient.pol. har mit virke været at nydefinere idrætten og nytænke undervisningen – ”at vise underet”. Jeg har altid set mig selv som fortaler for at ”konkurrence” kun var en mindre detalje i livet - og herunder i idrætten. I stedet er det den personlige dygtiggørelse, fællesskabet (at finde hinanden) og meningen, der er kernen (”Det gælder jo ikke om at komme først i venskab, familie, kærlighed eller for den sags skyld elskoven – her er overskrifterne netop de skitserede almenmenneskelige fokuspunkter, og mødet det andet menneske). Og som underviser skulle min gerning være båret af inspiration, passion, autencitet og nærvær – for derigennem i princippet at gøre mig selv overflødig.

 

Jeg har på Idrætshøjskolen i Århus arbejdet med: