L

Workshop - Kursus

Ønsker du et foredrag, kursus eller workshop i hvordan iPad kan anvendes i undervisningen, på bostedet eller hjemme?
 
Hvis jeres skole, forening eller bosted ønsker inspiration, tilbyder jeg at vise hvordan iPad kan anvendes til netop jeres målgruppe. Skriv til mig og fortæl hvad i ønsker, så vi sammen kan tilrettelægge det helt rette indhold. 
 
iPad giver helt nye muligheder for personer med udviklingshæmning, autisme, hjerneskade eller motoriske vanskeligheder. Den intuitive betjening, touchskærmens taktile egenskaber og kombinationen af leg og læring gør det muligt for næsten alle at anvende iPad. Brugeren får straks feedback på de bevægelser der udføres med fingeren, og bliver hurtigt involveret og engageret i opgaven. Den enkle brugerflade på iPad øger muligheden for at arbejde selvstændigt og da iPad er et redskab som er kendt af de fleste, kan den virke inkluderende med det omgivende samfund.
 
Mange apps indeholder elementer som er rigtig gode i specialundervisningen, selv om de ikke kan anvendes som producenten har tænkt. Et eksempel er det interaktive spil Seek n Spell hvor man går rundt udendørs og samler virtuelle bogstaver med sin smartphone eller iPad. For at fuldføre spillet skal bogstaverne skal så sammensættes til engelske ord, og det er der ingen af mine elever der kan. I stedet "veksler" eleven bogstaverne til en lamineret udgave, som de så skal sortere i vokaler og konsonanter, lave vrøvleord af, sammensætte til ord osv. Kombinationen af virtuel og fysisk  virkelighed gør, at en lidt triviel træningsopgave nu er en af yndlingsaktiviteterne. På samme måde kan rigtig mange apps anvendes til at gøre læring mere engagerende, og på kurset får du inspiration til hvordan du kan anvende dem til at understøtte din undervisning.
 
Kurset kan tilrettelægges med netop det fokus i ønsker.
I menuen til højre kan du læse mere om de forskellige kursustyper.
 
Lærerens Apps  | birthe@osterbye.dk