
Udstillingen "KVADRAT"
Kunst og Kaffe præsenterer 20 aktive kunstnere, der deltager hver især med ca. 10 malerier i forskellige genrer - i alt omkring 200 malerier, som alle måler 40x40 eller 50x50 cm.
Malerierne er ophængt i kvadratiske formationer, som lader hvert enkelt maleri skille sig ud som kunstværk. De enkelte malerier fremstår uden rammer. Genrer og stilarter blandes, og det giver mulighed for, at kunstnernes budskaber og fortællinger kan udfordre og tale til hinanden.
Udstillingens formål er at skabe dynamik og interaktion - både mellem kunstnerne, men også mellem beskuere og malerier.
Hele udstillingen er en stor collage, der indbyder til at gå på billedjagt. Vi har glædet os til at præsentere denne spændende og dynamiske udstilling.
Der er allerede gået et år, siden vi blev færdige med den nænsomme restaurering, der skabte rammerne for Kunst og Kaffe i Egtved Skov.
Vi vil i den anledning gerne gøre opmærksom på, at Kunst og Kaffe er et oplagt udflugtsmål i påsken og de efterfølgende søndage. Vi har åbent hele påsken og de efterfølgende søndage fra kl. 13-17. Du finder Kunst og Kaffe på Baskærvej 11, 6040 Egtved.
Udstillingen varer frem til pinse, hvor vi allerede nu barsler med et pinsemarked med inviterede kunsthåndværkere og en separat udstilling med nye værker af Peder Meinert.
Anne Marie Junker