Guld til Liv og Sølv til Jacob ved DM

2021-07-02 23:59
Sjællandsk Medier skriver om Livs og Jacobs DM 2021.

Liv Cantby fra Korsør blev en suveræn dansk mester i spydkast og vandt med næsten fire meter ned til Anne Øbakke fra Sparta på andenpladsen.

Liv i suverænt titelforsvar
Sport Sjællandske - 27. juni 2021 kl. 18:58
Af Claus Rasmussen
Kontakt redaktionen

Ét forsøg var nok for Liv Cantby fra Korsør til at genvinde sit danske mesterskab i spydkast ved weekendens DM i Odense.

Vestsjællænderen lagde ud med 49,95 meter, og det var der ingen af konkurrenterne, der kunne matche. Anne Øbakke fra Sparta var tættest på med 46,86.

Liv Cantby kastede i alt fire gange, og i tredje forsøg sendte hun for anden gang i karrieren spyddet ud over 50 meter.

50,53 meter lød vinderlængden for den glade danske mester.

- Det var et fint udlæg, men det var godt at komme over 50 meter igen. Det er udmærket, siger Liv Cantby, der dermed fik bevist at hendes personlige rekord på 51,14 meter ved EM for hold for en uge siden ikke var noget enkeltstående vildskud.

Med guldmedaljen i hus afstod Korsør-kasteren fra sit femte og sjette forsøg, for ikke at risikere en skade inden den næste store opgave.

- Jeg »ramte« ikke spyddet godt i mine kast, og det kunne mærkes i albuen. Og så tænkte jeg, at det var bedst at stoppe, for der er jo også EM senere på sommeren, siger Liv Cantby.

Vestsjællænderen har klaret kvalifikationskravet til U23-EM i Estland fra 8.-11. juli og forventer at blive udtaget, når Dansk Atletik sætte navne på sine deltagere på tirsdag.

Akkurat som i sidste sæson vandt Korsør Atletik & Motion to medaljer i spydkast, for Jacob Binou Nielsen formåede at veksle sin bronzemedalje fra 2020 til en af sølv.

Helt som ventet snuppede Arthur Petersen fra Sparta guldet med et kast på 69,38 meter, men Jacob Binou fulgte ganske godt med.

Faktisk præsterede han sit bedste kast nogensinde i en konkurrence og satte personlig rekord med 68,03 meter.
Peer Bagge