P
  

Familie Rapport 1982

Min farfar: Rudolf Johann Koreska (og farmor: Elly Thora Bothilda Vognsen)

Rudolf er som tidligere nævnt født den 28. maj 1907. Han voksede op i en lille lejlighed på Nørrebro. Han fik 2 søskende: Karl (1913) som døde da han var 38 år af tuberkulose. Han nåede dog at blive gift og få sønnen Jan (1944), der idag bor i Canada, hvor han er ingeniør. Han er gift med en stewardesse og har 2 børn.

Rudolf havde også en søster: Emilie (1911-1935) også hun døde af tuberkulose.

Da Rudolf var 26 giftede han sig med pigen Elly Thora Bothilda Lindgren (Født Vognsen), der var fraskilt med drengen Poul. Elly er min farmor. Hun er født i Stockholm den 19. februar 1909. Hendes far var tobaksarbejder og hed Thorvald Vognsen. Han kom fra Viborg, hvor han blev født den 18. juli 1883. Hans far hed Jørgen og var jernbaneformand i Viborg. Han blev født den 27. november 1848 og døde i 1920, 72 år gammel. Han kom kun til København én gang i sit liv, og det var da han skulle op til kongen og have overrakt en medalje for 25 års trofast tjeneste. Han var altså dannebrogsmand og sikkert meget stolt.

Thorvald gik på valsen da han var udlært som tobaksarbejder. Han travede ned gennem Jylland til Tyskland og Schweiz og endte tilsidst i Stockholm i Sverige. Her lærte han en pige at kende. Som barn besøgte han somme tider sin onkel og tante, der boede på Danmarks ældste endnu bevarede bondegård "Vinkelgården", der nu ligger på frilandsmuseet på Hjerl Hede.

Pigen han mødte i Stockholm hed Ingeborg Didrikson. Hun var datter af sømanden Johann Didrickson (19/10 1838), der døde i San Fransisco af den gule feber. Han var gift med Augusta Smedemann (23/5 1849).

Ingeborg blev født den 14. marts 1884 nær Siljansøen. Hun havde en bror og en søster. Broderen blev adopteret af sin tante og onkel. Men han ville være sømand lige som sin far og mens han fik sin uddannelse boede han til leje på små værelser. Da han manglede omtrent 1 år af sin uddannelse, boede han hos en dame, der bar tuberkulosesmitte på sig. Og da hun lavede den mad han skulle spise, blev han smittet og døde i en alder af ca. 20 år.

Ingeborg mødte altså Thorvald i Stockholm. De blev gift og fik i 1909 datteren Elly. Et års tid senere flyttede de til København, og kom til at bo i en lille lejlighed på Østrebro. Elly boede her hele sin barndom sammen med sine to søstre og sin bror. Hendes to søstre Sally (24/7-1907) og Else (14/8 1911) lever endnu, men broderen Jørgen er død nu. Hendes far arbejdede på en tobaksfabrik og her kom Elly også i lære, da hun blev gammel nok. Hun blev udlært til at lave cerutter, som tobaksarbejderske.

Anne Koreska Petersen