Idéen udsprang af, at vi egentlig synes det er rart at lave mad sammen i weekenden. Ofte er fredag aften; “endelig weekend - lad os hygge, få et glas rødvin og snakke mens vi laver mad og hører go’ musik”. Så en pludselig indskydelse fik mig til at invitere min mand på den første køkkendate. Det blev naturligvis en fredag, hvor vi købte stort ind af kød og grøntsager og startede en tradition med jævnlige køkkendates, som nu også sagtens kan være lørdag, søndag eller en anden fridag.
Det er ikke den store revolution jeg har lavet i udvikling af retterne eller fulgt nye trends indenfor mad. Det er også udelukkende køddelen af måltiderne der laves her i en Køkkendate - grønt og tilbehør laves når retterne tages op og bruges. Og her er der tid og mulighed for at tænke nyt - du kan finde mange mulige tilbehørsretter i opskrifterne her på siden.
Mit fokus har været at gøre din hverdag nemmere!
Og gøre det sjovere og hyggeliger at lave mad:)
Køkkendatene 1-8 (de kommer løbende) her er derfor traditionelle retter som kødboller, bollognese og marinerede kyllingefileter men også trevlet kød og gryderet som man selv kan "style".
Jeg har utallige gange prøvet at lave en madplan, men de går altid i vasken, enten fordi jeg ikke lige har lyst til at lave eller spise det der står i planen, der sker et eller andet i hverdagen som gør, at det ikke kan lade sig gøre alligevel, eller der er en rest af noget der bør bruges, som jeg ikke lige havde forudset.
Planer om at lave nok til to dage, er også sjældent blevet til virkelighed hos os! Ofte bliver der spist så meget, at der ikke er til dagen efter/til fryseren.
Hvis det lykkes, at få en portion i fryseren, er der alt for mange dage, hvor det ville være skønt at kunne tage op til en nem omgang aftensmad, så der er aldrig rigtig kommet et ”lager” af muligheder. Desuden går der megen tid med at tænke frem, og til alt for ofte at skulle sørge for det hele på dagen alligevel, eller udvælge hvilken dag der er vigtigst, at kunne bruge retten fra fryseren.
Med Køkkendate systemet, er alle disse bekymringer og tidsforbrug unødvendigt. Desuden er der indbygget mulighed for at være impulsiv, pludselig være flere eller færre til aftensmaden og at få brugt sine rester.
Igennem nogle år har vi nu kørt efter dette koncept, og det fungerede fra først gang, vi havde en køkkendate.
Jeg ville ønske, at jeg havde fået denne idé, da mine sønner var små. Det gør naturligvis også hverdagen meget nemmere nu. Men det ville virkelig have givet mere tid til sjov og hygge, hvilket man ikke kan få nok af med sine børn.
Hverdagsmad
Min definition på hverdagsmad, er først og fremmest nemt og hurtigt uden særlig forberedelse eller indkøb i hverdage. Men det er også meget vigtigt, at det er mad der smager godt, er sundt og i en god kvalitet. Det sidste er efter min erfaring, noget der skal sørges for på andre tidspunkter, end i hverdagen, hvor maden skal spises. Min erfaring er, at det er svært at kombinere alle disse intentioner i hverdagen, men med Køkkendates har vi fået realisme ind i visionen om hverdagsmaden.