Uddrag af "Jungledage - med livet i lommen":

"Der blev flere og flere rotter. Faktisk udviklede de sig til en decideret pla¬ge. De kom, når natten faldt på. De kravlede rundt på loftsbjælkerne, de løb rundt på gulvene. En nat vågnede jeg ved, at der var en rotte, som løb væk med en tot af mit hår, som den havde bidt af. Jeg begyndte - stik mod mine tidligere meninger om, at det var usportsligt - at overveje at lægge gift ud igen. Men så løste junglen problemet en gang for alle.

En aften kom jeg temmelig sent tilbage til huset, fordi jeg havde været inde i byen og muntre mig. Jeg stod henne ved køkkenvasken og børstede tænder, da jeg pludselig så bevægelsen ud af øjenkrogen.

Jeg er ikke bange for slanger, men jeg tror, at vi er genetisk program¬merede til at være det. Et eller andet sted, inde i den dybeste del af vores reptilhjerner, er angsten for slanger lagret.

I hvert fald sidesteppede jeg fuldstændig instinktivt og min almindelige hjerne tog først over, da jeg stod henne ved køleskabet.

Den bølgende bevægelse, som er så utrolig distinkt. Jeg kneb øjnene sammen og konstaterede, at jeg havde en boa constrictor rullende rundt i mit tagskæg.

Det var alligevel noget. En kvælerslange på taget. Jeg estimerede den til at være i hvert fald en meter lang, og vurderede samtidig, at jeg var for træt til at flippe ud. Jeg havde, så vidt jeg kunne huske, aldrig havde hørt om en boa, som åd mennesker, mens de sov. Ergo gik jeg i seng.

Næste dag spurgte jeg Edwin, om der var noget galt i at have en boa bo¬ende på taget og måske også lidt i tagskægget.

”Det er en velsignelse,” sagde Edwin.

”Du skal bare huske at ryste dit sovetæppe, inden du går i seng. For de kan godt lide at gemme sig den slags steder. Bare for en sikkerheds skyld. Men nu behøver du i hvert fald ikke tænke mere på rotteproblemet, for det skal hun nok løse.”

Edwin omtalte altid potentielt farlige, uhyggelige eller aggressive dyr som ’hun’. Og efter jeg havde mødt hans indignerede og forsmåede eks¬kæreste, som boede længere ned ad vejen, forstod jeg godt hvorfor.

De første par dage rystede jeg pligtskyldigt mit sovetæppe, inden jeg gik til ro. Men alt i nærmiljøet åndede fred og fordragelighed, så jeg glem¬te hurtigt alt om slige forholdsregler og gik tilbage til at leve mit sædvan¬lige, distræte hjemmeliv.

Der gik næsten en uge, før det gik op for mig, at rotterne rent faktisk var forsvundet. Ingen kriblen om natten. Ingen afgnavede skraldeposer. Og da jeg gik i seng fra et stykke brød, som lå på bordet og vågnede op til selvsamme stykke brød, uden at det var blevet rørt, vidste jeg at Miss Boa på taget, gjorde sit arbejde til perfektion.

Imidlertid lærte hun mig noget, som jeg indtil den aften, jeg lå og små¬slumrede i hængekøjen, havde troet var en skrøne. Jeg gyngede fred¬sommeligt frem og tilbage, mens jeg kiggede på, at mørket lagde sig over junglen. Jeg var i gang med at overveje, om jeg skulle lave mig en kop kaffe mere og kigge lidt mere på ildfluerne, da en virkelig stærk og un¬derlig lugt nåede mine næsebor. En ram, lidt moskusagtig lugt, som ikke mindede om noget som helst, jeg nogensinde før havde lugtet. Og selv om jeg ikke var bevidst om det, slog en ældre og mere erfaren del af hjernen til med det samme:

”Slange!”, advarede den. ”Slange!”

Jeg blev liggende helt stille. Lugten var meget stærk, men jeg havde ingen idé om, hvor slangen var. Jeg vidste bare, at den måtte være meget tæt på mig, når den lugtede så stærkt. Efter som jeg boede i et område med rigtig mange af de gule eye lash vipere, turde jeg ikke stå ud af hængekøjen. Eye lash viperne jager, når det er mørkt. Folk havde fortalt mig, at det var fordi jeg levede meget tæt på et lille vandløb, at jeg havde så mange af de gule slanger i nærmiljøet.

Slangerne søgte til bækken for at drikke, men også for at sole sig på stenene i middagsheden. Vandet holdt dem tæt på mit hus.

Men eye lash viperne jager ikke på jorden - de jager i træerne. Mit hus stod på pæle, så jeg var meget forsigtig, da jeg famlede ud efter min lom¬melygte på verandaens rækværk.

Der var intet at se. Min minutiøse afsøgning af omgivelserne bragte intet resultat. Lyskeglen afsøgte en veranda, der var så tom som et politisk valgløfte. Men jeg blev liggende og lyste. Med den stærke lugt, måtte der simpelthen være en slange i nærheden.

Pludselig kom jeg til at tænke på tico’ernes ordsprog om slanger i junglen. Det lød noget i retning af: ”Hvis du altid kigger nedad, når du går i jung¬len - så bliver du bidt af en oropel (spansk for eye lash viper). Hvis du altid kigger opad - så møder du fløjlsdøden.”

Tico’erne kalder den bundlevende giftslange terciopeloe, som betyder fløjl på spansk.

Ergo kiggede jeg opad og det gav et gib i mig, da jeg opdagede, at min gode veninde, Miss Boa Constrictor, havde lagt sig godt til rette på en bjælke lige over min hængekøje.

Hun var større og tykkere, end jeg havde forventet. Hun havde et om¬fang der langt overgik min overarm - faktisk var hun en meget impone¬rende slange at have lige over sin hængekøje. Hun var lys karamelfarvet med mørke aftegninger og smuk på en rå og lidt uhyggelig måde. En rig¬tig femme fatale.

Jeg overvejede frem og tilbage og kom derefter til den konklusion, at hun ikke burde gøre det til en fast vane at bo over min hængekøje. For hvad var næste skridt? Min seng som stod mindre end en meter derfra?

Jeg gled ud af hængekøjen og hentede mit universalvåben mod hvad¬somhelst: Min kost.

Med spidsen af kosten prikkede jeg forsigtigt til Miss Boa, som ud¬stødte en sur, hvæsende lyd. Hun løftede hovedet og noget af kroppen og svajede olmt frem og tilbage, mens hun hvæsede igen.

Jeg prikkede forsigtigt et par gange mere til hende, og så havde hun fået nok. Med en elegant, glidende bevægelse der gik over i de klassiske slangebugtninger, forsvandt hun op på taget igen.

Jeg var begejstret over mødet. Og det gik op for mig, at jeg havde op¬levet den karakteristiske slangelugt et par gange før, når jeg havde været ude i junglen. Jeg måtte have været ganske tæt på slanger uden at vide det. Min nye viden var nyttig. Og stadig meget overraskende for mig. Jeg troede, at det var en skrøne, at slanger lugtede. Men det var sandheden og jeg vidste, at jeg ikke behøvede at bekymre mig så meget mere. Skulle der flytte en slange ind bag mit køleskab, så ville jeg vide det."