"Den nærmeste by, Puerto Vieji, var en lillebitte flække med små skæve træhuse og et par cementbygninger. Kun hovedgaden var asfalteret.

Over alt var der cyklister og hunde, som lå og sov i aftensolen, eller slentrede rundt på vejen og kun dovent flyttede sig for noget som helst.

Der var gadehandlere og gadekøkkener og turister og fodgængere. Hele byen var et overflødighedshorn af menneskelig variation. Der var mennesker, der var så sorte, at de næsten var blålige, over mørk te-farvede, karamelfarvede, café au laut-farvede og til mennesker så hvide som kernen i et brød.

Butikkerne og restauranterne var lige så forskellige som alt andet, og havde skråskrevne navne som "Veronicas Place" eller "Old Harbour" - der var ikke så meget som en enkelt lille Starbucks, McDonald’s eller Seven Ele¬ven.

Det var som at træde ind i en fuldstændig anden verden ..."