Dansk Rotax Max Challenge
ved Automobil Sports Klubben Hedeland
på Roskilde Racing Center
lørdag den 6. og søndag den 7. maj 2017
Det er lang tid siden der har været et DRMC på Heden, og det har været savnet fra mange sider. Det var faktisk i 2014, hvor det sidst blev afholdt, og det var endda efter en længere årrække.
De 125 deltagere der var mødt op, mange endda til træning om fredagen, kan kun vise, at der skal være et DRMC på Heden.
Vejret om lørdagen var årets første ”næsten” sommerdag, hvor en T-shirt faktisk over middag var tilstrækkelig påklædning. Søndag var ”noget” koldere, men der var lunt i Caféen på 1. sal, og det var der mange der benyttede sig af og meldingen var, at der har været et godt salg.
125 deltagere fylder godt op på pladsen især når der kommer store lastbiler og endnu større telte. Campingområdet på den anden side af vejen var også godt fyldt med campingvogne. Der var allerede fra fredag strøm til rådighed fra store generatorer. I parentes bemærket så er de til at falde i søvn fra uden problemer, hvis der derimod er en der har glemt at slukke kompressoren så …..
Prøv at kigge lidt på antal deltagere i de forskellige klasser. De fleste er naturligvis i DD2 med 43 deltagere. Det er jo skønt at alle kan køre sammen, at man ikke behøver at skelne til DD2 - DD2 Master - DD2 XL - DD2 Junior. Alle kører sammen - så kan man præmiere individuelt. Man kan ikke se forskel på DD2 og DD2 Junior, men Master-klassen kører med røde numre og de tunge drenge - XL kører med blå numre. Det ved du og jeg, men gæster og deltagere fra andre klasser ved det ikke.
Der var selvfølgelig nogle skønhedspletter, men ikke de store, blot nogle vi kan lære af.
Program og tidsplan skal forbedres af Rotax, vi kan så selv tilrette. Tillægsreglerne bør også indeholde noget om miljøkravene, og hvornår man må slå telte op, det kørte dog anarkistisk - og det er jo også en måde.
Official-bemandingen var også helt fin, det er dejligt at få hjælp fra de andre sjællandske klubber. Tak til alle de der mødte op også bare en enkelt dag, det er en stor hjælp.
Det var skønt atter at møde DD2-drengene og DD2-voksne og deres fædre, mekanikere og supporter igen. Jeg har savnet jer alle sammen, for det er sgu altid hyggeligt, og VM-turen til Portugal med Johnny og Michael i 2015 var stadig en stor oplevelse. I 2016 måtte vi jo nøjes med at følge Christians flotte præstation digitalt, vi kørte endda klubløb samtidig og måtte skulke for at følge finalen.
Rotax Max Junior hedder den hotteste/vildeste klasse på programmet. Der er mange, der kører med hovedet under armen. Det er lidt ærgerligt for det er en tæt klasse. Jeg ved ikke hvor mange advarsler der blev givet, men der vil jo altid være nogen, der ikke kan forstå, at man ikke lige har set dit og dat, og straks skrive en udelukkelse ud. Men husk kære venner at for det første er der et begrænset antal officials/baneobservatører til rådighed, og for det andet kan det jo være at situationen er set, og vurderet, at det måske var dit barn der gjorde en fejl - det hænder jo også, især når det ses med andre øjne end en forældres. Husk det noget oftere.
Jeg har egentlig lyst til at skrive noget mere om verbal…..….. har lige slettet flere linjer.
Juniorklassen havde et sammenstød i sving 1 og jeg var så heldig at få en hel billedserie. Her kan man se hvor meget eller hvor lidt der skal til for at frembringe et mammutsammenstød.
Jeg var teknisk kontrol lørdag morgen, og måtte her høre på de sædvanlige bortforklaringer, når jeg bl.a. sagde, at der skulle være dobbelt mekanisk forbindelse fra bremsepedal til hovedcylinder, eller at transponderen skulle placeres på bagsiden af sædet og ikke på rammen. Der var endda en der påstod, at han havde fået besked ved sidste DRMC på Barmosen at her skulle den sidde!
Efter teknisk kontrol forsøgte jeg at overholde Ordensreglementet som siger at der må foretages prøvestart i afmærkede område i max. 15 sekunder. Det synes de 99% også var OK, ligesom der kun måtte påfyldes benzin og anvendes opløsningsmidler på betonplatformene eller….. se reglement 6.
En enkelt var endda groft uforskammet overfor både udkørselsofficialen og undertegnede. Det var ikke pæne ord der blev sagt, i hvert fald bag min ryg. Den pågældende er det man kalder ”udenfor pædagogisk rækkevidde”. Sørgeligt at det er tilfældet, men en enkelt person skal IKKE ØDELÆGGE fornøjelsen ved et DRMC på Heden!
I DD2 var man på grund af 43 tilmeldte, og det kun er tilladt at køre 34 på banen, er vi nød til at dele op i A, B og C mv. Tidtagningen blev også delt i to. Det var fair nok. Kvalifikationsheat A+B, B+C samt A+C. Lørdag køres der jo om Challenge ”billetterne” for kun Master/XL som kører Prefinale og Finale UDEN deltagelse af DD2 (senior) og DD2 Junior. Det kan være lidt tumbet at forstå, men sådan er det. Kører man både lørdag og søndag kører Master/XL faktisk 2 heat MERE på dækkene! Søndagen er kvalifikation til Challenge Grande Finale for DD2 (senior). Spørg mig hvis du vil have en nærmere forklaring/vildledning 😊
Både Brian Salmon 117 og Allan Koch 22 havde motorproblemer. Brians motor havde sat sig, og Allan knækkede batterikablets tilkoblingssko. (Forstærk dette punkt med Sugro - det virker.)
De indledende heats havde mange individuelle problemer. Der var også en enkelt omstart og Mads Thomsen 659 reddede sig også en 3 sekundersstraf. Der blev kørt stærkt og tæt både i førergruppen: Mads 659, Christian Sørensen 2 og Marc Dueholm 1. Nede i feltet lagde jeg mærke til at bl.a. Amanda 777 lavede en flot overhaling på 75 Carsten. Der var og er faktisk næsten altid noget for publikum at se på, og når man så forklarer dem man står ved siden af hvordan det hænger sammen, så ser de endnu mere!
I et af de indledende heats indkasserede Brian 117 en tidstraf på 10 sekunder - der er sku for dyrt Brian!
Nåh, ja. Peter Lundstrøm er også blevet voksen og havde i dagens anledning lånt Jan Grye’s DD2’er, og bare sat røde 47-tal på i stedet for Jan’s blå tal. Det var en god satsning for Peter (Lunde) gjorde sig fortjent til lånet. Han kørte fra ”arvekonkurrenten” Jan Andreasen 146 - hver gang de mødtes på banen - næsten.
I Prefinalen hvor kun Master og XL deltager måtte både 97 Michael Bærensen og 47 Lunde se sig slået af 146 Jan Andreasen. 98 Jacob Skallergård blev #4 og 82 Marco Schumann 5. Men der blev taget revance senere nemlig i Finalen.
I finalen Master/XL var der 18 startende. 146 Jan havde Poleposition og udnyttede den. Jan og Lunde forrest, skarpt forfulgt af 97 Michael Bærensen og 82 Marco. Der køres meget tæt af og til kun med få centimeter mellem karterne. Virkelig tæt!
Det ser ud til at Jan er en smule hurtigere på langsiden, og Michael og Lunde er lige hurtige. Det lykkes for Michael at overhale Lunde på mållangsiden. Nu er det midt i løbet og rækkefølgen er Jan, Michael, Lunde og Marco. Lunde er overalt på Michael, Jan kigger sig bagud. Jan laver en enkelt fejl og ryger ned som 3’er. Stillingen er nu Michael, Lunde og Jan og der er få omgange, måske kun én tilbage Michael dækker sin linje men Lundes pres øges og det lykkes ham at komme forbi Michael og den defensive kørsel fra alle fortsætter også sidste omgang og resultatet af DD2 Master/XL er: vinder 47 Peter Lundstrøm, runner-up 97 Michael Bærensen og 146 Jan Andreasen.
Jan Andreasen fik nogle nye informationer om at der ikke blot kan overhales 3 steder på banen - der kan faktisk overhales minimum 6 steder!!
Dagens DD2 Master/XL -finale var lørdagens sidste løb, og herefter var der præmieoverrækkelse.
Så blev det SØNDAG.
For DD2 var der en enkelt træning, et indledende heat 4 og Finale 1, Prefinale og Finale, det var dagens menu. Søndagens arrangement slutter normalt ved 4-tiden så man kan komme hjem over Storebælt. Det er en god ting hvis man fx deltager på Als eller i Thy.
Det indledende heat viste at 443 Magnus Petersen også har fået drev i modellen. Bare for informations skyld så er Magnus bror til Amanda 777, så det ligger til familien at køre hurtigt i DD2. Der var kul på og Magnus kørte en 4’er hjem, efter Mads, Christian og Marc.
Finale 1 - jeg ved ikke hvorfor disse betegnelser bruges!? 659 Mads udgår allerede på opliningen, faktisk lige bag løbslederhuset med en ”eksploderet” yderkabel til speederen. Jeg har aldrig set sådan en teknisk fejl, måske skal man gå tilbage til de gode gamle bowdenkabler med en snoet kærne, dem har jeg aldrig haft problemer med. Og det var blot under opliningen……
Christian vinder komfortabelt foran Marc og 31 Martin B. Bertelsen på 3.-pladsen, #3 Thomas Smith og Magnus 443 som 5’er.
Vi skal lige nå Prefinalen inden frokost. Starten går fint: 2, 659, 1, 97, 443 - 97 Michael får en teknisk defekt. Opstanderen til bagkofangeren knækker. Heldigt tidpunkt, det er bare at tænde svejseværket i containeren og få lavet det til finalen. Mads ligger stadig foran med Christian langt foran Marc og Lunde som er tæt på Marc. Lunde kører alt hvad han kan, han ligger absolut som bedste master. Amanda 777 er udgået med et knækket beslag og noget smeltet elektronik. Resultatet af prefinalen er: Mads, Christian, Marc, Lunde og Magnus.
Finale
Der skal køres i 12 minutter + en omgang = 15 omgange svarende til næsten 13 minutter på fuld damp. Der gås fra start således: 659 Mads Thomsen, 2 Christian Sørensen, 3 Thomas Smith, 47 Peter Lundstrøm (Lunde). Mads bliver overhalet af Christian men svarer straks igen. Lunde har tæt kontakt med Marc. Men Lunde er kommet i menneskehænder (læs: de unge). Der er tæt kamp og det er meget spændende, der er INGEN tilskuere der går, de bliver og ser denne forrygende finale.
Magnus udgår i opløbssvinget med en sat motor. Men nu kender han 100% hvor meget man kan knibe karbureringen!
Nede i feltet sker der også noget, jeg lagde bl.a. mærke til 21 Mads Holst foretage en flot overhaling af 75 Carsten Pedersen. Der køres så stærkt af alle at INGEN bliver overhalet med en omgang. Det er flot når man ved at der altså er 28 startende!
Tak til DD2-drengene/de voksne for nogle spændende løb, men også tak til Micro, Mini, Junior og Senior både kørere og mekanikere og supportere.
Huskede I at takke en official INDEN I kørte hjem!
Tak til ASKH’s officials og alle officials der gjorde denne afdeling af Dansk Rotax Max Challenge mulig.
Håber vi ses i 2018 atter på Roskilde Racing Center - i folkemunde HEDEN.
ds