WALDEMAR DREYER / DREYER Breve m.m. / Interview ved 70-års dagen

Interview ved 70-års dagen

 

Uddrag af  Waldemars 70-års interview i 1923:

”Dyrene bør være nr. 1, det er dyrebestanden der skal være tiltrækningskraft – ikke Karavaner og andet Gøgl.


Vi havde i vort bedste år, 1920, ½ Million betalende gæster – d.v.s. i alt ca. 1Mill., for vi har jo MANGE Frigængere, Soldater, Kommuneskolebørn o.s.v.

Vi har 425 arter og godt 1400 eksemplarer . Det er da pænt Ikke-?


Henimod foråret får vi jo endelig det nye hus for mindre rovdyr.; Det bliver udmærket, sundt, lyst og luftigt. Det er en hårdt tiltrængt forbedring. Billigt bliver det ikke, men det var uforsvarligt at blive ved med det gamle.

Har De særlige kælebørn blandt dyrene?

”Åh, jeg ved ikke – jeg holder af dem alle, og jeg tror, de fleste holder af mig også”

”Ja, der er jo de to Gibbon`er ( en gave fra en dansk dame i Bangkok). Og så den lille Brillebjørn fra Andesbjergene. Og så naturligvis løveungen ”Musse”, som vi havde her i vort hjem, mens den var lille. Den bliver ved med at holde af os, også efter den er kommen ud i samliv med andre løver, men den lægger ikke skjul på, at den holder mest af min kone.

 
De sætter ikke særlig pris på Elefanterne?
 
” Nej, egentlig ikke. – ”ELLEN” er rigtig rar, men hanelefanten ”JUMBO” er et ondskabsfuldt bæst. Hans forgænger, gamle ”CHANG” var heller ikke til at stole på, og det lader til, at hans uelskværdighed er nedarvet hos hans søn, ”JULIUS” – den første elefant der blev født her i haven .
 

Han har en tid været i Hannover Zoo, som nu er gået fallit, og jeg tænkte på at købe ”JULIUS” – der blev forlangt 4½ Mill. Mark – men får at vide at han er ondskabsfuld, så ham vil jeg naturligvis ikke have tilbage!


”Jeg er ikke bange for mit skind! Jeg besørger selv det farlige arbejde her i Haven. Jeg vil ikke, at det skal kunne siges, at jeg skubber det fra mig over på andre. Nej, bange for dyr har jeg aldrig været!”


Føler De Dem slet ikke Træt?

Nej, , selv om man jo ikke er så ung som man har været. Jeg har en arbejdsdag på 14 timer, og det har jeg haft livet igennem. Mit sind er friskt, synes jeg, og min arbejdsevne er usvækket.

Nå, jeg har jo heller ikke siddet på den samme pind hele livet, det hjælper på humøret at skifte lidt!


De savner ikke lægegerningen?

Åh, nej – det kan jeg ikke sige – Jeg begyndte tidligt, som 25-årig som praktiserende læge i Himmerland, hvor jeg for resten havde det dejligt – med arkæologi, jagt og naturstudier til at pynte på tilværelsen.

Derfra kom jeg til Nørre Aaby på Fyn – Der fik jeg for resten en dom på 1 Måneds fængsel –

Det var for politisk optræden i Provisorietiden. Nå, jeg blev frifundet ved Overretten, og omkostningerne pålagt det offentlige, så jeg kan ikke have været så slem.


Ingelise Poulsen  | ingelisep@gmail.com