Referat fra året 2007

Fremmødte: Lothar, Grete, Asger, Mikkel, Benny, Dan og Michael.

1) VALG AF DIRIGENT

Asger blev valgt som dirigent. Generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og blev ifølge lovene godkendt.

2) FORMANDENS BERETNING

Antallet af medlemmer i klubben er p.t. 26 og er for opadgående. Vi har kun voksne medlemmer, idet unge/børn vil være for tidskrævende.

Til svømmetræningen om mandagen er der størst fremmøde ca. 8-12. Torsdagens fremmøde er mere tyndt med ca. 4-5. Træningen fungerer fint og der er rigelig plads.

Flere medlemmer bor et stykke fra Herlev, men umiddelbart giver det ikke de store problemer i forhold til at møde op til svømmetræningen.

MTB om søndagen har haft lidt større tilslutning end tidligere, dog er der fortsat max. 4-6 som dukker op. Selvom der er forskel på den enkeltes cykelniveau, kan man sagtens have nogle gode ture sammen foruden det hyggelige samvær. Der er flere der fravælger det idet de ikke har en MTB.

Fællestræning m.h.t. løb er svært grundet aldersforskel og løbeniveau. Husk derfor Herlev-løberne, hvor der bl.a. om onsdagen er træning for alle niveauer. Dette anbefales varmt af formanden. Du kan få yderligere oplysninger hos Dan eller Jens Erik, som begge er trænere for et hold.

Der overvejes fælles krydstræning som skal foregå på stierne i nærheden af Hjortespringhallen. Det bliver korte ruter, således at man kan hilse på hinanden under træningen og før/efter træningspasset.

Der lød en stor tak til arrangørerne (Beth og Thomas) for nytårsfesten, som igen var en succes med god mad og hyggeligt selskab.

Der har i 2007 været et højt aktivitetsniveau blandt medlemmerne med mange stævner såvel korte som lange. Af ekstraordinære resultater fremhæves Grete's VM-guldmedalje og Benny, som fik sin tri-dåb ved VM i Hamburg.

I 2008 foregår VM i Vancouver. Grete og Lothar har undersøgt hvad det vil koste at deltage og det bliver for dyrt. I 2009 afholdes EM i Budapest/Ungarn og VM i Bejing/Kina.

3) KASSEREREN FREMLÆGGER REGNSKAB OG BUDGET

Vi havde i 2007 udgifter for ialt 17.195,89 kr., som skyldes indkøb af triklubdragter. Indtægterne blev 11.834,39 kr., hvilket giver et underskud på 5.361,50 kr. Ultimosaldoen er herefter 21.208,15 kr.

Budgettet for 2008 viser udgifter for ca. 16.000 kr. og indtægter for ca. 10.000 kr., hvilket giver et forventet underskud på ca. 6.000 kr. Dette skyldes opstart af betaling for svømmetræning som bliver 50 kr. pr. time. Ud fra 3 træningstimer pr. uge i ca. 35 uger giver dette en udgift på ca. 5.250 kr.

Det blev på generalforsamlingen besluttet at forhøje det halvårlige kontingent med 50 kr., således at hvert medlem fra 2. halvår 2008 skal betale 250 kr. Dette betyder, at underskuddet forventes at blive på ca. 3.000 kr. Vi mener fortsat at det er en fornuftig pris i forhold til, at man skulle betale entrè hver gang man skulle op og svømme.

Kassereren har stadig en udfordring med medlemmer som ikke har betalt kontingentet og vil snarest muligt sende en reminder-mail.

4) INDKOMNE FORSLAG

Thomas har foreslået at vi kunne svømme om lørdagen fra kl. 8-10. Lothar undersøger om vi skal betale for det.

Der bliver igen afholdt træner 1-kursus. Interesserede bedes give Lothar besked. Kurset er gratis. Thomas har gennemført det, så man kan få flere oplysninger hos ham.

Rikke Rønholt tager ud og holder foredrag (via DIF). Lothar vender tilbage med yderligere informationer og om vi skal holde et medlemsarrangement.

Man kan tilmelde sig diverse idrætskurser, som Københavns Amt støtter økonomisk (læs: det er gratis at deltage) på www.kaisport.dk.

Hvis du vil vide noget om idrætsskader og smertestillende medicin, kan du besøge www.dif.dk.

5) VALG

Asger er på valg og Benny overtager hvervet som næstformand.

De øvrige genopstiller, hvilket vil sige, at Herlev Tri & Motion's bestyrelse herefter ser ud som følger for perioden 1 år frem:

Lothar (formand)
Benny (næstformand)
Grete og Thomas (bestyrelsesmedlemmer)
Michael (kasserer, webmaster og sekretær)
Peter (revisor)
Revisorsuppleant (Susie)
Pressekoordinator (Thomas)

6) EVENTUELT

Vi har ikke modtaget afregning fra 60'er-festen for 2006 og 2007, Lothar undersøger.

Benny vil stå for en vinsmagningsaften. I vil høre nærmere om dette arrangement.

Asger anbefalede cykelløbet Ritter Classic, som er et rigtigt godt løb. Tilmelding gennem Asger (Cystisk Fibrose).

Michael opfordrede medlemmerne til at komme med ideer og forslag til hvordan vi kan forbedre hjemmesiden og lave nye tiltag.

Mikkel foreslog, at cykeltræningen til foråret kunne laves således, at man tilrettelægger en rute, som kommer forbi de steder udenfor Herlev hvor folk bor. Herved undgår man, at de som ikke bor i Herlev først skal cykle til Herlev og efter træningen hjem igen.

Thomas afventer rejsekataloget m.h.t. en tur til Lanzarote/La Santa Sport. Den forventede pris vil blive 5.500 kr. pr. person, som dækker rejsen og bolig. Thomas vender tilbage.

Der var forslag om at lave en spinning-aftale, hvor vi måske kan lave en fordelagtig aftale, hvis vi er 10-12 stykker som deltager. Lothar undersøger og vender tilbage.

Der var ikke mere på programmet og dirigenten takkede for god ro og orden og afsluttede generalforsamlingen.

Som referent Michael Jessen 2. februar 2008
Herlev Tri & Motion  | herlevtriogmotion@gmail.com