Racerapport fra Islev Mini Tri søndag d. 26/5-2013
Det var med stor skeptisk, at vi skulle deltage til Islev Triathlon 2013, som kunne udføres i 2 distancer, da stævnet var et lille lokalt stævne uden de helt store armbevægelser og reklameindslag. Det skulle dog vise sig at blive en helt anden oplevelse end forventet.
Distance Kort: 200 m/17 km/3 km
Distance Lang: 400 m/34 km/6 km
Vi var 4 fra Herlev Tri, der havde valgt den lange distance og for Nichlas Andersen var det også hans debut inden for tri-verden. Og for nogle af os andre skulle vi have ekstra focus på vores skiftezoner, for at minimere tiden.
Vi var der i god tid. Kl. var kun lige 8, og der var breefing til hjælperne. Cykelstativerne og målområdet var stort set klar. Det var en lidt kold morgen med god vind, og de havde lovet skybrud efter kl. 12. Vores start skulle vise sig at være henholdsvis kl. 10.15 og 10.30. Man blev delt op i grupper af 30 personer, som startede i bassinet samtidigt, dog igen opdelt i ca. svømmetid på de enkelte baner. Det fungerede super godt. Der var ikke meget plads, men man fik relativt hurtigt tilkæmpet sig en plads på banen, hvor det dog hurtigt skulle vise sig, at nogle var langsommere svømmende end oplyst. Og da bassinet kun var 25 meter langt, nåede jeg at overhale de andre svømmere to gange, inden jeg kom op af svømmebassinet, som nr. 2 i min startgruppe. Hele svømmehallen var fyldt med mennesker, som tiljublede og klappede én godt på vej til den første skiftezone. Nu skulle der skiftes fra våddragt til cykel. Alt fungerede i skiftezonen, selv min søn Daniel (13 år) kom ud af T1 i rekordtid.
Cykelturen på de 34 km var totalt afspærret for os – selv Slotsherrensvej blev simpelthen lukket, hver gang der kom en cykel til vendepunktet. Det skulle vise sig, at Islev Tri havde super godt overblik og tjek på at få sluset folk igennem og få trafikken til at køre. STOR ros til dem. Da cykelturen bestod af 2 x 17 km, kunne vi blive ved med at heppe på hinanden, og selv om der var et kvarter imellem vores starter, mødte jeg også de andre Anders, Michael, Nichlas og Daniel på turen. Tilbage på T2 efter en veloverstået cykeltur i højt tempo, skulle den anden prøve så stå skiftet fra cykel til løb. Et hurtigt skoskifte, jakken blev smidt, og jeg var videre. Her rammer vi første gang depotet, lige efter tidsregistreringen for vores cykeltur inkl. T2.
En kort drikketid inden turen gik ud på de 2 x 3 km, hvor vi igen kunne støde på hinanden. Og selvom Michael Berlin skulle vise sig at have det svært på sin løbetur, var der stor hjælp at hente, da han med tilråb til os andre opfordrede os til at løbe hurtigere, trods sin egen krise. Han råbte til mig: Johnny, du ser godt løbende ud. Du kan sagtens nå at indhente mig, og det gjorde jeg. SUPER stor tak for det Michael. Det er sgu en rigtig klubånd! Jeg skylder én til næste gang, vi er i konkurrence. Hver gang vi så hinanden på løbeturen, var der H5 og opmuntrende tilråb fra de andre Herlev Tri udøvere og Christel fulgte os fra sidelinien, der er jo ingen grund til at blive hjemme, bare fordi man er lidt småskadet, om ikke andet kan man få stævneerfaring ved at se andre udføre deres konkurrencer.
Tilbage over stregen blev jeg tiljublet af konferencieren, som om at man nærmest havde vundet hele løbet. De havde nok fundet den mest entusiastiske peptalker fra hele Sjælland. Han var super motiverende både i skiftezonerne og i målområdet.
Nu var det tid til at få en rosinbolle, banan og noget at drikke, imens vi heppede på de andre, der stadigvæk var i fuld gang. Da vi alle var i mål, fik vi et velfortjent varmt bad i svømmehallens omklædning, og lige inden da, ja så kom regnen dvs. skybruddet, som de havde lovet. Vi var bare så super heldige, at alle var kommet i mål i tørvejr.
Og en sidste ting fra løbet var så, at vi kun havde én punktering, og det var Nichlas Andersens cykel, som åbenbart var punkteret efter at han havde sat den i skiftezonen. Den var i hvert fald flad, da vi kom hjem.
Hvor heldig kan man være på sin første tri?
Her en opfordring – prøv nogle af de små lokale korte triatloner. Det giver en rigtig god indgangsvinkel til, hvis I har planer om at lave de lange.
De bedste træningshilsner
Fra Christel og Johnny Baastrup Andersen