Ironman Sydafrika, Nelson Mandela Bay
Intro:
IM Sydafrika var mit 3 ironman stævne, jeg har inden da deltaget i IM distancen ved det svenske mesterskab i Kalmar (inden den blev et "Ironman" stævne), jeg har deltaget i et ironman i Frankrig i Nice og nu har jeg gennemført IM Sydafrika som uden tvivl har været klart den største kulturelle og løbsmæssige oplevelse triathlonsporten til dato har givet mig. - I race rapporten vil jeg komme nærmere ind på mine forberedelser ifbm. stævnet, hvad jeg ville ønske ikke var sket for mig og hvad der gør netop denne IM så fantastisk...
Forberedelse:
En uges snowboard i Val Thorens er til trods for den tynde luft og muligheden for at kunne bevæge sig i de rimeligt tilforladelige træningslokaler ikke den bedste opvarmning til IM. I måneden før skiferien havde jeg trænet godt og stabilt:
- Spinning tirsdag og torsdag 06:15 i Hillerød med kollegerne fra Jyske Bank
- Svømning tirsdag og torsdag kl 19:30 - 20:30 eller 21:30 på de lange pas
- Løb, ustruktureret, men forsøgte at holde fast i mandag og onsdag
- ca. ½ IM distance i træningspas: 1 times svøm, 2 timers spinning eller x-trainer, 25 km løb 1 gang om ugen
- div. restitutionstræning på den weekenddag som ikke var afsat til ½ IM dist.
Jeg havde stoppet med at drikke alc. 01.01.2012. og havde haft en bytur efter Nice + 5 glas champagne nytårs aften, jeg var stoppet med at spise kage 4 uger før IM, og havde igennem de seneste 6 mdr. fokuseret på at spise sundere.
Jeg havde ingen tegn på skader eller overtræning, min krop tog godt imod og jeg havde aldrig været i bedre form.
- Jeg var klar
I Val Thorens føltes det egentlig som om træningen gik ok og jeg følte at de mange timer på snowboard styrkede min core muskulatur. Den ene dag besluttede jeg mig så for at løbe til Les Menuieres som lå 10 km under vores hotel, og det gik rigtig godt derned, og hjem igen jeg kunne dog mærke at det bed lidt i hælene men tænkte at det var ok. De næste 3 dage gik og hælen blev desværre ikke bedre. Jeg besluttede for at give den ro til jeg kom til Sydafrika.
Ved ankomsten til Port Elisabeth, hotel Kelway, 1½ uge senere, var det ikke blevet bedre og derfor kunne jeg kun træne svømning og cykling og vægten ville derfor ikke de sidste kilo ned som jeg havde håbet på at smide.
Jeg forsøgte med 3,5 K, men det gjorde det værre, hvorfor jeg ændrede lidt i min strategi for race day. - Der nu hed INGEN LØB før IM, fuld gas på cykel og svømning og så måtte de hæle bare bære eller briste.
3-4 dage før race start kom mine forældre ned til mig med en maskine Karina-mor havde givet dem med, den kunne sende electromagnetiske impulser igennem musklen og derved få de overanstrengte sener til at slappe af. Efter første behandling var der tydelig og mærkbar forskel. Efter anden behandling var muskelsmærterne væk og tilbage var kun en følelse af ømhed ved den sene som går hen over en af musklerne. Da jeg Chekede ind på expo besøgte jeg en physioterapeut (Nicky Root) hun gav mig behandling med is, tape og TransAct noget medicin som arbejder igennem huden. Næste morgen var smerterne væk. de kom lidt igen om aftenen og efter behandling 2 var de helt væk (dagen før raceday) - FEDT
Ironman Sydafrika Raceday...
Morgenen startede kl 04:45, efter nogle noget urolige timers søvn. Det var godt jeg havde fået sovet igennem hele ugen op til så jeg var veludhvilet ;) Dagen før var jeg stået op kl 05:30 for at tilvænne mig døgnet. Alle transitionbags og cyklen var tjekket ind dagen før så jeg skulle kun medbringe energi til at klistre på cyklen, salttabletter, svømmebriller, transition bag til det varme tøj som jeg skulle have på når jeg kom i mål, min våddragt, cykelpumpe, elastikker og selvfølgelig min konkurrence dragt (coolwings, icepacked todelt triathlon sæt fra fusion, og cep kompressions calf protector. Alt var lagt klar på bordet natten før og skulle bare ned i tasken... hurtigt ned til morgenbuffet'en kl 5:00 spise en gang "streitspecial" (pasta og syltetøj), lidt juice og noget vand.
05:15 afsted, forældrene havde lejet cykel og jeg lånte den ned til T1 hvor jeg hurtigt kom igang med at klargøre cyklen, dæktryk, påfylde salttabletter, sætte sko på med elastikker, og klistre cyklen til med energi.
Efter det kom Atos (en af livredderne og lånte pumpen, jeg gik på tønden. kl 06:20 var jeg klar til at hoppe i våddragten, 06:35 var jeg et hurtigt smut i vandet, kl 06:40 afleverede jeg min transitionbag med det varme tøj og resterne af det energi jeg endnu ikke havde slugt.
06:45 går starten til pro deltagerne, himmelen er nu helt orange og solen er lige kommet frem, der er næsten vindstille, men der er store bølger, synet der møder en, stemningen og hele morgenen er fuldstændig fantastisk. Hele stranden summer af liv og man kan dårligt komme frem eller tilbage, men jeg får aligevel banet mig vej hele vejen over til højre side af indhegningen, jeg får kæmpet mig 6-7 rækker frem, hvilket slet ikke er nok, men hellere stille og roligt end at ende op som jeg gjorde i Nice. Mine briller begynder så småt at dugge, da jeg nu har haft dem på i 20 min. uden at svømme, gode råd er dyre da jeg ikke kan komme ned og skylle dem kan jeg jo heller ikke spytte i dem. til alt held så jeg sidemanden slikke på indersiden af brillen og jeg forsøger samme taktik... Det virker, tak fremmede :)
07:00 starten går ved affyring af en kanon... og jeg står i kø??? 2-3 min. går og endelig kommer jeg igennem... Jeg løber langs stranden, indtil jeg er lige ud fra bøjen og så løber jeg ud. Jeg har hele havet for mig selv og jeg kan se hvordan de andre ligger og kæmper he he fedt tænker jeg ved mig selv, de store bølger er små ift. hvad vi havde været udsat for ugen op til og kun strømmen og det at man kun på bølgetoppen kunne orientere sig gjorde at jeg fik svømmet nogle ekstra hundrede meter, dertil røg min chip ud af våddragten og jeg brugte lige lidt tid på vej ud på anden runde, på lige at sikre mig at den nu også sad ordentligt fast. De sidste meter ind blev der trykket igennem og jeg kom godt op af vandet.
T1 gik fantastisk. "tak for kanon skiftetræning mutti og farsan, i var kanone stand inn's for Jennie og Emil", jeg havde lagt hjelmen, bliz solbriller og nr. holder i posen så jeg kunne tage den på, på min løbetur på ned til cyklen. Jeg forsøgte at stige på cyklen i et hop, men det gik op ad bakke og var nødtaget til at skubbe fra 3 gange... ikke optimalt men jeg var igang.
De barer jeg havde klistret på cyklen irriterede mine ben og jeg var derfor nødsaget til at hive dem af og ligge dem i ryglommen, ikke optimalt, dertil irriterede de geler jeg havde proppet i mavebæltet også så de skulle også om på rykken... Comps havde jeg lagt ned under sadlen og det var lidt af en genistreg hvis jeg selv skal sige det.
Jeg fandt en rytter som kørte lidt hurtigere end mit pace og fulgte ham (10 meter fra) på første runde, han forsvandt og en ny kom, han cyklede meget ujævnt og jeg forsøgte bare at koncentrere mig om at køre et fast pace så lå helt alene på den meget bumlede vej fra seaview og ind til P.E. via marine drive. og det er et meget dårligt sted at ligge alene for der var vind. smukt var det nu aligevel, og vi kunne se bølgerne slå ind over de rå klipper, det fantastiske ocean som strakte sig så langt øjet rakte, jeg fik helt gåsehud og tænkte et ganske kort øjeblik over hvor heldig jeg er at få de her oplevelser... Når men tilbage i kampen, jeg skulle køre runderne i 1:45 for at nå min tid på 5:20 og første tid hed 1:44 det råbte forældrene af mig da jeg kom tordnende forbi dem op ad den stejle bakke. Næste runde hed 1:48, så jeg kørte bevidst lidt stærkere på sidste runde og stod op i alle bakkerne. Her fandt jeg en fra argentina som jeg fulgtes temmelig godt med til trods for han havde et meget mærkeligt tråd. og vejede på den forkerte side af de 90 kg.
Jeg kom ind imod T2 alt i kroppen var klar på at løbe til trods for en lettere fyldt mave (jeg havde drukket meget væske under turen fordi jeg var bange for at dehydrere i den bagende sol.)
Mit skift gik fantastisk, jeg tog fødderne ud af skoene på de sidste meter og trillede ind i målområdet, her stod der en til at tage imod cyklen. Derefter sprutede jeg ned til min TB og videre ind i teltet, her stod der en klar og pakkede min hjelm og alt cykeludstyret sammen så jeg bare kunne koncentrere mig om at tage mine sokker og sko på.
Afsted på løb og det gik egentlig rimeligt, jeg var dog hurtigt klar over at det ikke lå i den hurtige ende. Efter 5 km var der gået 30 min. Jeg forsøgte at presse tempoet, efter 8 km var man kommet ud af byen og løb på en helt øde vej det gik op ad bakke og vinden blæste rimeligt lige på det gjorde ondt. I min tanker kunne jeg ikke lade være med at tænke på den film jeg lige havde set på Youtube, "pain is temporary, it may last for a minute, an hour or even a year... But eventually it will subside and somthing else will take it's place" jeg forsøgte at øge igen og nu havde ruten vendt, det gik ned ad bakke og medvinden gjorde at det nærmest var vindstille og meget meget varmt. Da jeg så forældrene igen råbte far at Jennie havde regnet ud at jeg lå nr. 6 efter cykel og at jeg nu var kommet ned på 8 pladsen... et nyt citat fra den samme film kom rullende. "The margin for errors is so small, the inches we need are every were around us, one half a second to fast or to slow and you don't quite catch it, one step too soon or to late and you dón't quite make it" jeg forsøgte at sætte tempoet op igen. Det gik godt så længe jeg løb inde i folkefesten hvor de råbte mit navn, men da jeg kom ud på det store åbne stykke kom ham fra argentina jeg havde fulgtes med på cyklen og jeg forsøgte at følge med, men min leg i venstre side begyndte at poppe ud for hvert af de hurtige skridt jeg tog. Jeg måtte lade ham løbe, tilgengæld holdt jeg pace igennem depoterne hvor andre gik og jeg overhalede dem derfor op til flere gange. På sidste runde med 3 km tilbage kom der en gut jeg havde fulgtes med det meste af vejen, han så ung ud og jeg var bange for at han var i min agegroup, så jeg fulgte efter og det gik stærkt. Jeg havde nu ingen problemer ind imod byen igen, imod mål. Solen havde sænket sig og himmelen var nu igen helt orange folkefesten havde nu for alvor taget fat og jeg kunne høre dem råbe på mig imens jeg satte farten yderligere op. Jeg løb forbi ham der lige havde klappet mig på skulderen og kunne se han forsøgte at følge med, der var også en anden deltager der ville være med i spurtopgøret. De blev klasket op ad væggen... Hele den røde løber var en lang sprint og da jeg krydsede mållinien havde jeg den vildeste følelse af succes... alt var gået godt og benene havde trods den langsomme tid holdt til et helt maraton mere end jeg havde forventet...
13 pladsen var ikke helt nok til at komme til Hawaii i denne om gang, men det var nok til at fortælle mig at det er muligt...
Tak fordi du læste med
Fra en beæret og taknemlig 3x ironman...
Jack Dige Streit
