Ironman 01.08.2009
Fredag den 31.07.2009
Det er fredag morgen og Vaneroen er fyldt til randen med Powerade, bananer, sportstøj til alt slags vejr, våddragt, løbesko, cykelsko, telt og vigtigst af alt min cykel. Benene og armene har så småt nogle enkelte trækninger, hele tiden ligger det i underbevidstheden, det er NU… Du er på vej af sted mod det mål du har trænet til i et helt år. Du er på vej til at udføre et af dine livsmål.
Louise (min kæreste) og jeg tænker lige det hele igennem en ekstra gang, for at sikre der ikke er noget vi har glemt, og så går turen af sted imod Kalmar. Af sted imod IRONMAN’en
4 timer senere og vi er nu fremme ved Stensö Camping og fritid AB hvad det så end betyder. Hjemmefra er der blevet reserveret plads til os alle og vi finder sammen med en meget stresset receptionist frem til vores. Pladsen er perfekt og omgivet af en masse træer så det ikke betyder så meget, at vi kun kan få pløkkerne halvt ned i jorden.
Herfra går turen ud til mål området hvor jeg tjekker mig ind.
Vi når lige at se en minitriatlon blive sat i gang og afsluttet, mens jeg får en ældre herre til at se på min cykel, bare så jeg er sikker på alt bare er 100% i orden inden den store dag.
Så går turen hjem til campingpladsen hvor der skal soves, meget søvn bliver det dog ikke til, da jeg hele tiden tænker og forestiller mig hvordan dagen i morgen skal foregå, hvad skal jeg have på, hvor meget skal jeg drikke, hvad skal pulsen ligge på, har jeg ondt nogle steder, er der noget jeg skal være særlig opmærksom på? Jeg må bare have svar nu… Jeg har vel ligget og tænkt 1 times tid da jeg går ud for at læse løbsmanualen, bare for at få nogle af mine mange spørgsmål besvaret. For at forberede mig endnu mere begynder jeg nu at pakke kassen så alt ligger som de skal. Løbesko nederst, oven på dem cykelskoene med sokker i (har tjekket at begge par sko var åbnet så jeg ikke skulle bruge unødig tid på dette) oven på dette slanger, små trykluftsflasker og dækjern til en hurtig lapning. Oven på alt dette var min hjelm med solbriller i, mit nummer og til sidst et håndklæde til at stå på. Ja - alt var som det skulle være… Jeg var 100% klar til min IRONMAN og nu manglede bare vennerne og familien.
Klokken ca. 22 lige som jeg var ved at være færdig med pakningen rullede de så ind på Campingpladsen. Pludselig var de 3 tomme pladser fyldt med et overvældende syn af venner og familie (Tusind tak Jennie og Emil, Peter og Pernille, Mads, Anders, Jan og Karina og ikke mindst mor, far og min elskede skat) Alt i alt 11 styk, Peter havde sørget for t-shirt til alle inklusiv mig naturligvis ”Brug mere Peter” . Jeg fik en klump i halsen, de var alle sammen her for mig, jeg kunne kun tænke at jeg er allerede havde alt og vel bedst beskrive mig som vanvittigt taknemmelig. Jeg fik lige sagt tak til alle sammen og så var det i seng.
Lørdag den 01.08.2009
Klokken er 4:45 og vækkeuret har lige ringet første gang, med et er jeg vågen. Jeg tager det nærmeste tøj på og tøffer over til forældrenes campingvogn hvor pastaen allerede er klar, ved siden af står der et glas syltetøj (boysenbær) og jeg laver en Streit special som min far gjorde det han gennemførte sit maraton.
Efter at have spist til depoterne er fyldte (ikke overspise som aleksander ville have sagt det) gik turen over til Vaneroen som var pakket og klar.
Louise og jeg tog så af sted og jeg satte min velpakket kasse op ude i skiftezonen ved mit nummer (462), tømte ryggen, hoppede i tøjet og så var jeg klar, jeg nåede lige at se familien og vennerne komme og gav dem så en krammer 2 minutter i start.
3… 2… 1… GGGGGGGooooooooo
Jeg stod ude til højre i menneskeflokken for at undgå alt for meget slåskamp i vandet, men det kunne jeg vist godt glemme… Pakket ned på mindre plads end burhøns i et fuldstændig hvidt skummende hav af hænder og fødder var de første 500 meter stort set kun en kamp om at holde sig oven vande og i vores våddragter lavede man nærmest smut på folk. Derefter blev der lidt mere plads og det var nu kun ved bøjerne man lige skulle være opmærksom på ikke at få for mange fødder og hænder i ansigtet. 2. Runde gik helt anderledes og følte stort set at jeg lå alene i havet som jeg havde trænet det så mange gange, jeg fandt en rigtig god rytme og blev helt høj… jeg kom op af vandet i tiden 1:13:00 luntede op til skifte zonen og kunne høre Kæresten, Drengene og familien råbe god tid Jack du er meget foran. (jeg havde regnet med 1:20 inkl. Kampen i sildeflokken)
Da jeg kom frem til min plads i skiftezonen havde jeg allerede taget dragten halvt af og hev lynhurtigt benene ud, greb fat i håndklædet og lagde det på jorden, så var det på med nummeret, hjelm og derefter satte jeg slangerne og resten af cykel udstyret i ryggen. Jeg nåede lige at se rundt og råbte fornøjet ”hvad laver alle de cykler her endnu” (var godt klar over det var en kanon svømmetid) Tak svømmetræner Bjarne og Thomas. Og af sted med mig.
Andrenalinen pumpede i min krop og jeg ville bare ud og give den gas, men viste fra min samtale med Aleksander onsdagen før at jeg skulle holde igen ”max puls 140 i 3 timer derefter må du sætte den op til 145 hvis du har kræfter” efter 1 time passede tempoet mig perfekt og jeg følte virkelig at jeg kørte stærkt. Sjældent har jeg kørt på så flad en vej, så langt, der var 4 eller 5 bump på hele ruten (30 km) og ingen huller. Det passede mig helt vildt godt. Jeg havde aftalt med team Streit support at jeg skulle have 2 Powerade og 1 dunk vand for hver 60 km (1 runde) så der var altid ca. 4 stykker omkring depotet ved målområdet, dertil var der nogle der var cyklet lidt længere op og endnu et hold i bilen med danmarksflag og 3 fyvende hoveder hængende ud af bagruden der alle råbte kom nu Jack vis dem hvad du kan… Det var så overvældende at andre Danskere kom op til mig og sagde ”hold da op en support…”, jeg kunne kun give dem ret og derefter baghjul ;)
De sidste 10 km inden mål for cykel havde jeg så mange kræfter at jeg bare ville give den monster gas… og lå i snit på 35-38 km i timen… set i bakspejlet ikke skide smart, men super fedt mens det varede…
Jeg var en af de forfængelige ryttere der måtte på potten da jeg kom til skiftezonen (det er trods alt stadig den hurtigste måde at tabe sig på) og så var jeg klar til løbet.
Jeg lagde langsomt ud og følte mig frisk helt ind til jeg var kommet igennem 1. Runde. Så var der kun 2 tilbage (ca 28 KM) derfra gik det meget langsomt. Og jeg kunne mærke hvordan støtten voksede jeg havde grupper af 3-4 stykker der fulgte mig på cykel. Det så bare fedt ud med de sorte trøjer med den røde skrift på ryggen ”Team Streit Support” komme stille og roligt og meget forsigtigt op igennem feltet. (vi ville jo ikke genere andre deltagere, tværtimod)
Jeg havde sat mig det mål at jeg ikke ville gå uden det var nødvendigt, dvs. at jeg kun kunne aftage fart ved depoter eller når jeg skulle tisse. Så da der sidst på anden runde ikke var et depot i nærheden og jeg havde tisset alt ud, gik tanken på om jeg bare skulle kaste mig. Mine ben gjorde så ondt og det ville jo give mig en grund til at ligge ned i 5 minutter (bare 5 minutters fred i benene) men en helt fantastisk kæreste der de sidste 2 runder ikke var mere end 30 meter fra mig på noget tidspunkt, samt en lille smule logisk tankegang gjorde at jeg bare forsatte og forsatte…
Og til sidst var målet der, mine ben fik kræfter som om jeg lige var startet og tempoet steg voldsomt (kan også aflæses på pulskurven) tilråb og hujen på begge sider af indgangen til målet tændte noget helt specielt i mig. 5 meter før mål tordnede jeg armene i vejret og råbte af mine lungers fulde kraft… Det var meget specielt og kan kun forstås af andre der har gennemført en ironman, det var bare helt fantastisk…
I målet stod naturligvis hele holdet og tårerne væltede bare ned af mine kinder…. JEG GJORDE DET…
