Kl. var 5, da uret ringede, men vi lå allerede vågne. Det var i dag, vi skulle til eksamen med al den forberedende træning, som vi har lavet. Vi følte os klar alle 3, men havde absolut ingen idé om, hvad vi gik ind til. SUPER spændende, og kilren i maven.
Dagen før havde vi været til breefing, og fået at vide, at man havde flyttet 1. skiftezone længere ud af kysten, da havneområdet var forurenet. Så al det, vi havde forberedt os på, gik nu i vasken, og vi skulle selv cykle ud til skiftezonen om morgenen med al vores udstyr hængende over skulderen. Og ovenikøbet vidste man ikke endnu, om vi fik lov til at svømme den fulde distance, da vandtemperaturen lå imellem 13 og 15 grader, så det var meget afhængig af vinden.
Overdommeren besluttede 1 time før start, at vi kunne svømme den fulde distance. Og så kom vinden! Fra vi havde haft helt vindstille vejr og næsten havblik, begyndte det nu at blæse op. Ingen havde set det, før vi lå i det. Jeg tror måske, det var her, at Christel blev lidt søsyg, jeg havde i hvert fald selv tendensen til det et kort øjeblik.
Målet for mig var at hente pigerne, inden de kom op af vandet. Det skulle da vise sig at være en umulighed, da jeg næsten så dem komme op på stranden, inden jeg selv kom til start. Jeg havde dog besluttet mig for at tage kampen op med de bedste svømmere, og som Thomas og Lothar havde sagt, skulle man forvente at blive slået og sparket til. Og det skal jeg love for skete.
Men da jeg ikke blev slået helt ud, fortsatte jeg min svømning, og kun 200 meter før mål meldte en krampe sig i baglåret til stor undren for mig selv, da jeg overhovedet ikke havde brugt mine ben til noget som helst. Nå, men det må være afkølingen fra vandet. Vandet havde en temperatur af 15,6 grader.
Første skiftezone – nye udfordringer. Med stadig krampe i baglåret, skulle jeg prøve at få min våddragt af, det har sgu nok set sjovt ud.
Jeg kom på cyklen stærkt underafkølet og så begyndte det at regne.
Det regnede og blæste på stort set hele cykelturen. Kun afbrudt af en enkelt byge med hagl.
Folk stod alle steder med punkteringer. Jeg holdt vejret og lavede en aftale med min cykel om, at det ikke skulle ske for os. Nu skulle vi bare se at komme i mål.
Skiftezone 2 skulle vise sig at blive en fornøjelse.
Rent tørt tøj på, sådan da – blusen og bukserne havde jeg ikke tid til at skifte, så det blev kun til strømperne. Det var nok også dem, der trængte mest, da jeg kunne hælde vandet ud af mine cykelsko, det andet måtte tøre undervejs på løbeturen.
Nu glædede jeg mig bare til at få varmen, som jeg stort ikke havde haft siden kl. 8 i morges.
En sjov oplevelse på de første 7 km. Jeg troede virkelig, jeg havde glemt at tage “noget” op af min sko – skiftevis den ene og den anden. Det virkede som om, der lå en håndfuld skruer og raslede rundt nede i min sko. Men da det hele tiden flyttede sig, håbede jeg bare på, at det ville aftage.
Det var bare mine fødder, som var ved at tø op. Så efter første runde begyndte det at hjælpe.
Vejret klarede op til det vi havde håbet på, vi ville have haft hele dagen. Så afslutningen blev super god, men da var man også ved at være godt træt.
Godt i mål og i den sidste skiftezone, fik jeg så endelig tørt tøj på og en gang massage på det meget ømme baglår, som jeg havde haft glæde af det meste af dagen.
Efterfølgende så jeg de to super seje tripiger, Susanne og Christel, komme i mål. Om ikke alles mål var blevet indfriet, så havde vi dog gennemført vores første halve ironmann alle 3.
Og efterfølgende fejrede vi vores klubmester på behørig vis med et glas champagne ved vores hytter på Blommehavens camping. Dette foregik i høj sol. Så var det sgu alligevel det hele værd.
Vi sad der med hver en medalje som tydeligt bevis på, at vi havde gjort det! SÅDAN.
Håber dette lille skriv kan give inspiration og måske også lidt hjælp til andre som prøver lykken første gang.
De bedste træningshilsner
