Om mit arbejde med rakubrændt keramik
Da jeg i sommeren 2002 gjorde mine første erfaringer med rakubrænding , blev jeg dybt fascineret af denne spændende teknik. Her indgår de fire elementer bogstavelig talt i et uforudsigeligt samspil: Leret (jord) sættes under påvirkning af ild, luft og vand i nævnte rækkefølge, og resultatet overrasker hver gang. Graden af metalglans, krakeleringer og farvenuancer varierer i det uendelige. Ligesom formerne, som jeg bygger op med mine hænder, aldrig er ens, bliver farve og dekoration det heller aldrig. Hvert emne er et unikum.
Jeg har altid interesseret mig for at skildre naturen. Ofte meget konkret: Mine fade og skåle er formede som fisk, blade og blomster med dekorative insekter, frøer m.v.
Jeg har også altid været tiltrukket af spændende og smukke sten, som jeg har hjembragt fra nær og fjern. Disse finder nu anvendelse som låg på krukker. Den enkelte stens særegne farver og mønstre prøver jeg at overføre på krukken. Mange af stenene er dannet ved vulkanske processer, der kan give associationer til rakubrændingen. Jeg har bl.a. hentet dem på Sicilien og Island. Men en overvejende del af de anvendte sten, stammer fra danske strande, bl.a. forstenede søpindsvin fra Limfjorden i Thy.
Ud over keramik arbejder jeg ind imellem med glasmosaik, skulptur i gasbeton samt akvarel- og akrylmaleri. Jeg er uddannet biolog med kunsthistorie som bifag og psykologi som sidefag. Jeg har igennem 25 år undervist i biologi og billedkunst på de gymnasiale uddannelser.