Generelt / Fair Play

Fair Play

Vi vil igennem Fair Play forsøge at skabe fokus på de positive værdier i håndboldspillet.

Vi vil gerne i forbindelse med kampen opfordre til
  • at børnene under kampen vejledes i en positiv tone
  • at forældrene bakker holdet op som tilskuere og ikke fungerer som ”reservetrænere”
  • at man får sagt tak for kampen på en positiv måde hver gang
Børnene skal have en positiv opbakning hjemmefra. Det vil fremme motivationen,
skabe tryghed og vil være med til at skabe et fundament, som kan give en livslang tilknytning til et aktivt foreningsliv.

Der skal ikke herske tvivl om, at engagerede forældre er en styrke for afviklingen af det daglige klubarbejde og ofte en hjælpende hånd for træneren.
Forældrene skal gerne involveres i arbejdet omkring deres børns idræt, men engagementet kan også kamme over, bl.a. når aggressive voksne overfuser dommeren, eller når en far konsekvent driver sin søn fremad på banen med råb og direktiver, eller hvis kampens resultat pludselig kommer til at spille en uforholdsmæssig stor rolle for de voksne.
 

Vi håber blandt andet, at vi gennem Fair Play kan få forældre, trænere og ledere i børne- og ungdomsrækkerne til:
  • at hjælpe holdet frem for den enkelte spiller
  • at forstå, at situationer under kampen ikke skal diskuteres på banen, men evt. bagefter
  • at snakke med børnene om kampen og ikke kun om resultatet
Vi håber, at mange foreninger vil tage opfordringen/udfordringen op og være med til at skabe et godt idrætsmiljø for håndbolden. Og at trænere, ledere og forældre vil stræbe efter at leve op til sit ansvar.

Foreningen har ansvaret for
  • at rammerne omkring hjemmekampene er i orden. Herunder tidtager, sekretær, bolde med mere
  • at resultaterne indtastes på Håndinfo
  • at der ved dommerudeblivelse udpeges en/to personer til at lede kampen
  • at publikum udviser en ordentlig opførsel
  • at foreningens trænere bruger dispensationsreglerne efter de retningslinier og hensigter, der ligger bag dem
Foreningen bør
  • være synlig i hallen i form af en voksen stævneleder (der ikke nødvendigvis sidder ved dommerbordet)
Det kunne være en god idé
  • at sørge for, at en official hilser udeholdet velkommen i hallen og for eksempel fortæller, hvor omklædningsrummene er eller, hvis det er en af de nye unge dommere, der skal dømme
  • at skabe en god atmosfære omkring forældre/tilskuere fra udeholdet. Det kunne være i form af en kop kaffe eller lignende
Holdet (trænere/ledere/spillere)
  • har alle pligt til at kende håndboldspillereglerne
  • har alle en moralsk forpligtelse til at medvirke til, at kampene afvikles på en positiv måde (se God tone længere nede)
  • trænere/ledere har en forpligtelse til at kende dispensationsreglerne og anvende dem efter hensigten (se senere afsnit)
  • skal efter kampen tage opstilling og udføre hilsepligt
Tilskuere/forældre
  • udbrud fra tilskuere hører med omkring kampene, men alle har en moralsk forpligtelse til at medvirke til, at kampene afvikles på en positiv måde (se God tone længere nede).
Et par gode råd til forældrene
  • sæt fokus på spillet frem for resultater, holdet kan udmærket have spillet godt, selvom de tabte
  • tænk på holdet frem for kun at fremhæve dit eget barn
  • selvfølgeligt er det ikke sjovt at tabe, men lad for alt i verden være med at tildele dommeren skylden for nederlaget
  • kom med positive tilråb, ellers skal du tie stille, hjælp andre forældre med at få samme holdning
  • respekter trænerens dispositioner - forsøg ikke at påvirke ham/hende under kampen. Lad træneren styre holdet, selvom du mener, at du har bedre overblik
  • tænk på, at det er dit barn, der spiller håndbold – ikke dig
God tone
  • man kan godt kritisere en dommer fagligt, men aldrig personligt.
  • man forfølger ikke en kendelse, når det første udbrud er givet.
  • gensidig respekt, ”stop i tide”.
Vi opfordrer alle til at medvirke til, at uheldige episoder ikke finder sted. Opstår der situationer, som man finder uheldige eller upassende, anmoder vi alle parter om, efter at have forsøgt at stoppe dem, at indberette episoden til forbund/kredskontor. Sagen vil så blive forfulgt.

(Som opfølgning vil forbund/kredsbestyrelsen undersøge alle sager, der indberettes og træffe afgørelse om sanktioner i hvert enkelt tilfælde. Det kan være påtaler, bøder eller ”udtrækning” af hold fra turneringen.)

Dispensationsregler
Vær opmærksom på:
  • at reglerne kan ses på forbundet/kredsens hjemmeside
  • at intentionen med reglerne er, at så mange som muligt skal spille håndbold
  • at reglerne ikke skal bruges til at forstærke et dispensationshold
  • at hvis reglerne bruges i anden hensigt end den tiltænkte, kan forbundets/kredsens turneringsudvalg til enhver tid gribe ind
  • at der vil blive foretaget stikprøvekontrol af holdkort
  • at enhver form for snyd med dispensationsspillere vil blive betragtet som en sag, hvor forbund/kredsbestyrelsen har følgende sanktionsmuligheder:
    • o fratagelse af point
    • bøde til foreningen
    • karantæne til den/de ansvarlige trænere/ledere
Find din kopi af det skrevne her
Teksten er lavet på baggrund af materiale der på et tidspunkt blev udsendt fra JHF Kreds 4.