Et haveeventyr
En tilgroet gammel frugthave, med krogede æbletræer og kirsebærtræer. Som baggrund et grønt tapet dannet af skovbrynet, og et lilla hav af tusinde tidselblomster. Som et skønt maleri - eventyrligt - og lidt hemmelighedsfuldt. En have der inviterede til at gå på opdagelse.
Det var den fynske have, vi ad snoede veje kom til en solrig efterårsdag. Den forsømte have, der engang havde været - så fin med blomster og frugttræer. Hist og her tittede prydjordbær og stauder frem - fine bede havde her været. Den fortjente at blive den skønne have igen.
Jeg og min familie blev de lykkelige ejere af hele denne haveherlighed, inklusiv en halv tønde land tidsler, brændenælder og en halv tønde land fugtig jord - vores "sump"! Vi er nu godt igang med at skabe vores ønskehave her - et arbejde der byder på masser af glæder og skønne oplevelser, overraskelser og ikke mindst udfordringer. Dem - og alle vores drømme for haven, vil jeg gerne dele med jer læsere her på min blog.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg