Geometri

Refleksion

Vi var ude på Værebro Skole og afprøve vores elevmateriale i en 4. klasse. Vi startede timen med en kort introduktion, hvor vi viste, hvordan man kunne bevæge sig rundt på hjemmesiden og hvordan man åbnede GeoGebra. Herefter gik eleverne i gang med at arbejde i par. Eleverne i klassen havde ikke tidligere kendskab til programmet GeoGebra. Det var tydeligt, at eleverne skulle vænne sig til at hjælpen skulle søges på computeren og ikke, som det første, hos læreren. Men efter noget tid opdagede de fleste, at videoguidesne ydede tilstrækkelig hjælp. De fleste elever nåede kun de første par opgaver, men havde i arbejdet med disse fået en fin introduktion til GeoGebra. Vi sluttede timen af med en kort evaluering fra eleverne.

Vi overvejede efter timen, hvilke fordele eleverne kunne drage af at arbejde alene og i grupper. Vi blev enige om, at støjniveauet i klassen kunne have været sænket, havde eleverne arbejdet alene med en computer hver, med høretelefoner til videoguidesne. Eleverne ville her stadig kunne spørge hinanden om hjælp, men kommunikationen ville højt sandsynligt blive minimeret. Vi diskuterede ligeledes om ro i klassen var noget der skulle stræbes efter i denne situation, da meget af larmen kunne karakteriseres som relevant larm.

Ved at arbejde i grupper får eleverne mulighed for at lufte deres matematiske idéer og kommunikere/diskutere omkring disse. Nogle af eleverne ytrede dog efter timen ønske om at sidde alene, da det ikke var alle, der havde fået lov til at styre musen. Ud fra, hvad vi har lært om indlæring, ved vi, at det, for mange, er vigtigt selv at gøre tingene og ikke blot se dem (learning by doing).

Vi snakkede også om, hvad det havde betydet for timen, at eleverne ikke kendte GeoGebra på forhånd. Det skubbede desværre et par piger ud over frustrationstærsklen og de var svære at få tilbage. Resten af klassen startede forsigtigt prøvende, men kom efter noget tid godt i gang og tempoet blev hævet. Da vi var guide dem hele vejen igennem og derved næsten give svarene på alle opgaver, blev det i meget høj grad kun hjælpemiddelkompetencen, der kom i spil. Havde klassen derimod kendt programmet og kunnet arbejde i det, havde vi kunnet sløjfe et par guides og fået mange andre kompetencer i spil (som beskrevet i lærervejledningen).

Det var tydeligt at se, hvor meget eleverne egentlig fulgte guidesne, da vi så på deres besvarelser. Størstedelen af dem havde brugt de samme tal som blev oplyst i guidesne og derfor ikke arbejdet så selvstændigt med opgaven. Det er derfor vigtigt at understrege fra timens start, at videoguidesne kun er en støtte og at eleverne derfor selv skal finde længder, vinkler osv. til deres trekanter. Grunden til, at vi formulerede opgaverne således, at alle elever får forskellige tegninger, er fordi vi gerne vil vise at matematik er andet end fastlagt facit og langt mere handler om arbejdsprocessen.

Vi har opstillet opgaverne i en historie. Dette har vi gjort, da vi kommer rimelig vidt omkring, og opgaverne ikke skulle virke alt for rodet og uoverskuelige. Vi vil også vise eleverne at matematik også kan bruges ude i ”virkeligheden”.