Gribben og Gaven til Ormen Hr. Grib fandt en gave til sin gode ven Orm. Det var lige præcis en sådan gave Hr. Grib selv ønskede sig. Den var flot, lækker og anvendelig. Hr. Grib forventet at sin gode ven Orm ville smile og glæde sig over gaven, måske endda give Hr. Grib en lige så flot, lækker og anvendelig gave en dag.
Hr. Grib gav gaven til sin gode ven Orm, med forhåbning om at gaven ville bringe stor glæde og lykke. Hr. Grib glædede sig meget mere til at give gaven og bade i sin gode ven Orms ros, over at have givet denne smukke gave, end at give en gave sin ven Orm ville blive glad for. Orm vendte og drejede gaven, smillede og åbnede gaven med store armbevægelser.
Gaven var en fiskestang, med Hr. Gribs navn indgraveret. Orm løftede øjenbrynet. ”aaddrrrr” udtrykt Orm med tungen ude ”Jeg hader fisk”. Orm kastede fiskestangen til siden og rakte ud efter den næste gave, måske denne var bedre.
Orm var heller ikke tilfreds med den næste gave eller gaven efter den. Orm blev træt i ansigtet af at vrænge det så meget i foragt over de dårlige gaver som ikke var ham værdi. Han kiggede rundt på sine gæster. Ingen af gæsterne så særlig glade ud heller ikke hans gode ven Hr. Grib. Hvor tarveligt. Man skal da være glad for at komme til en fest. Så er det da klart at ingen af gaverne var gode. Der var jo ingen af gæsterne der havde gjort sig umage. Straks efter var festen slut og alle gæster gået. ”Godt det kun er en gang om året jeg har fødselsdag,” sagde Orm.
På vej ind i skoven stopper jeg op for at nyde den bagende sensommer sol. En kølig brise får skovens sidste blade til at falde til jorden. Vinteren kommer, men der er stadig tegn på varme i en mangfoldig farveskala i naturlige nuancer af brun, gul og grøn. Grene generer mit udsyn – ”Hvad er det omme bag træerne?” jeg strækker halsen men det er ikke helt tydeligt hvad der sker længere inde i skoven. Fuglene basker op og forsvinder længere ind i den tætte skov. Måske er det mennesker jeg kan høre i det fjerne. Min nysgerrighed tvinger mig længere ind i skoven.
Alt bliver mere mørkt og krattet er tættere, grenene mere omsluttende. Jeg føler mig fanget af alle de grene når jeg prøver at masse mig længere ind i skoven, så jeg stopper for at danne mig et overblik af hvad jeg er gået ind til. Menneskestemmerne er mere tydelige og hunde begynder at galpe truende op. Baskende vinger og et horn som kalder på krig og kamp. Jeg kan svagt se hvad der foregår i lysningen i skoven. Jeg prøver at skubbe grene til side, men opgiver da flere af dem giver mig farlige rifter på armene. Hundene er på spring og menneskerne står som forstenet i en afventende position. Jagt. Jagten er gået ind, jeg ser et gevær hænge over armen på en ude i lysningen. Jeg burde ikke være her. Jeg burde finde min vej ud af skoven. Væk fra dette. Hurtigt vælger jeg at forsvinde væk, væk fra det jeg så, væk fra det der tydeligvis kan blive en farlig situation.
Forvirringen og bekymrende tanker kaster sig ind over mig. Skoven ligger nu bag mig, men foran mig ligger kaos for mine fødder. Der er stadig lang vej hjem og der er ingen sti jeg kan følge. Jeg vender mig om, for at se tilbage på skoven, som med sin umiddelbare rolighed og vidtstrakte arme ind i himlen får mig til at smile af glæde. Men realiteten er nu en anden. Jeg vender mig tilbage til min nuværende udfordring – ja jeg har da tænkt på at vende om og blive i skoven, men situationen der, så tydeligvis farlig ud. Måske vil jeg ikke blive skudt, men chancen for at det sker i skoven er mere sikker end i dette ukendte land der ligger fremme foran mig. Mit hjem er det længst oppe til venstre, det er her jeg bor, det er her min familie vil omfavne mig og bærer mine bekymringer som var det deres egne. Jeg ved jeg må hjem til dem, men alt er så lukket her, meget er så mørkt. Ingen sti leder kun gennem lyse passager, jeg må rejse gennem det hele for at nå hjem.
Et sansende og levende værk at have hængende. En eksplosion af copper, med menneskets bedrifter i baggrunden. Menneskeheden har mødt udfordringer ved hvert et skridt de har taget, men har altid overvundet dem. Naturen er ikke et element der skal styres, men en partner der skal samarbejdes med.
Mon den næste udfordring er for stor at overvinde?
I en verden med mange muligheder, er der altid en med en plan. I et liv uden en plan er der altid andres arbejde at udføre. Aldrig behøver du at knokle for at overleve i et civiliseret samfund der hjælper hinanden. Du kan nøjes med at stå, tage imod det samfundet giver dig og civilisationen vil give dig meningen med livet.
Men samvittigheden, længslen, drømmene og andre menneskelige følelser der giver os håb om et -drive- spolere vores hverdag. Hvor "godt nok" defineres af andre, ikke af os selv og lykke defineres af os selv, ikke andre.
Forståelse af selvet og sindet tager et helt liv at lære - hvis du har passionen til at arbejde og forstå det, ikke kun hos dig selv men også hos andre. Med den forståelse kan du måske lære at definere "godt nok" for dig selv. Men at sige at du ikke bliver påvirket af andres forventninger til dig og "godt nok", er en illusion eller en total afskæring fra andre individer. Din egen robusthed eller høje selvtillid kan måske fortælle dig en historie om at du ikke bliver påvirket og kun du kender den rette sandhed. Sandheden er at, vi bygger ikke alene, men planen starter alene og i modgang er vi alle alene - styrken findes i håbet. Et håb om at vi kan klare de udfordringer vi er ganske udvidende om på dette tidspunkt eller som vi lige har mødt. Et håb om at vi har styrken til at klare skærene, alene eller ej – så ønsker vi at nå vores drømme.
Du har styrken til at drive det vidt og bredt med andres påvirkning, men nye stier trædes alene, så hvis du ser ingen omkring dig - er du på vej til et nyt sted.
Naturen vil dig intet ondt - den ER blot. Naturen ER, men mennesket er ondt. Mennesket er et voldelig, vildt dyr der kun har egen interesse for øje. Naturen beskytter dig ikke bevidst, men mennesket kan beskytte dig bevidst. En bevidst handling tilfører mennesket genialitet og forfald. De kan forfalde sig til dovenskab og ugidelighed eller de kan tilføre glæde ved at tage hinanden i favnen og styrke tilliden. Naturen ER, men mennesket kan beskytte - på lang og på kort sigt.
Naturen tager ikke valg, det gør mennesket. Naturen tænker ikke på konsekvenserne af des handlinger. Det valg har mennesket. Mennesket er ondt, for det er også dovent. Sløvhed, ugidelighed, uvidenheden og ligegyldighed gør mennesket til et dyr der ikke kan se konsekvenser i handlinger og kun gør noget for egen vindings skyld. Grådighed, egenrådighed, arrogance og en dybsindig følelse af ikke at tilhøre fælleskabet, danner – Det Onde Menneske.
Mennesket er dumt. Det forstår ikke at trække sig væk fra flokken og samfundet, når det er sløvt, ugideligt, uvidende eller ligeglad. Den enkelte er fortabt og resten dømmer det enkelte individ til ekskludering for at bevare et glansbillede af fællesskab baseret på samme værdier – tankegangen ”dem og OS” er hermed født. Samfundet er fyldt med mennesker der ikke tillader en tilbagetrækning. En tilbagetrækning fra samfundet, fællesskabet og os andre opfattes som et svagt led der skal stemmes ud.
Behovet for accept tvinger os til at blive i fællesskabet på bekostning af hvad som helst, selv når det gør os onde. Trækker et menneske sig væk eller afviger fra normalen, accepteres det ikke længere af flokken. Dyret er såret, får det ro og støtte vender det hele måske tilbage igen, men hvad hvis det ikke gør? Er der plads til et såret dyr i flokken, medlemmer der altid skal have støtte og ro? Et såret dyr er dumt.
Rummelighed eksisterer kun i fantasien og da begyndte det at hagle.
Storslåede drømme, vilde opstartsprojekter, gløden i øjnene og duften af græsset på den anden side. Menneskets største mavepuster er tiden. Alt det andet kan vi komme over, men når tiden er væk så forsvinder gløden fra øjnene og opstart bliver hverdag. Drømme bliver erstattet med realistiske beslutninger og udtryk som nøjes og "det kan vi gøre senere når vi er kommet i gang", er som lyden af en klokke der dør hen eller endnu et lys der slukkes på engang så overdådigt et alter.
Engagementet dør og viljen til forandring bliver en stille hvisken fra en svunden tid. Men intet har forandret sig uden for, det regner og sner stadig. Problemer og udfordringer venter ikke på bedre vejr. Den rette temperatur og mængde af passion skal findes inden i os. Inden i, gemmer mennesket en lille flamme som pludselig blusser op og dør hen - lige som vejret skifter retning, gør mennesket det også med sit engagement og vilje.
Den lille flamme får liv når vind og vejr ses som muligheder der skal gribes i stedet for uvægerlig problemer vi bare må vende os til. Flammen får liv når "nu kan det fa'me være nok" vinder plads i det monotone ordforråd der er kommet i hverdagen. Flammen vokser sig stærk når en ny energi indtræder, et nyt menneske, en sang, et blik eller når vi leer af det hele. Mennesket kan fremkalde flammen til enhver tid, men er ikke altid klar over dette. Mennesket kan selv slukke sin flamme endog på ubestemt tid – de er dog ikke altid klar over det. Flammen er stærkest når mennesket er bevidst om sin ultimative styrke. En råstyrke der ligger tæt op af arrogance, stupiditet eller aggressivitet.
Be warm even when it's cold outside - vær stærk for i morgens skyld. Vær dig, med din energi.
Når vi når højderne er det let at glemme vigtigheden i basale kundskaber, som at svømme når vandet ligger lige under dig.
Menneskets ambitioner om at nå så langt som muligt og så højt som muligt sætter perspektivet i spil. Rummer du det hele, rummer du alle eller vil du bare der ud af? Troen på at rumme andre og få dig selv frem, virker som selvmodsigelser da det ofte føles som om du må gå på kompromis når der skal være plads til alle. Den fart du kan skyde alene, kan være langt hurtigere, men konsekvensen kan være at du ikke har lært simple færdigheder eller set realiteterne i øjnene. Dem skal du bruge til den dag du vågner op, den dag omgivelserne giver dig en kold spand vand i hovedet. Den dag kommer før eller siden, det viser historien, det ser vi i andres liv og har du ikke forberedt dig, så vil du drukne.
Du ændre dig kun ud fra bevidst handling. Du opnår kun dine mål ved at fokusere og prioritere.
Som individ ved vi hvordan vi skal ændre os, men som menneskehed er den kollektive adfærd flere år om at udvikle og ikke mindst ændre sig. Du kan ændre adfærd for bestandigt, men vaner er svære at slippe af med.
I udfordrende situationer vil du have en tendens til at gå tilbage i dit gamle mønster og hvor langt når du så? I dag lever vi som mennesker i naturen og ikke med naturen og hvis du ønsker at ændre adfærd til at leve mere med naturen, vil den kollektive adfærd udfordre dig da den ikke har fokus på naturen.
Ønsker du at ændre adfærd men altid bliver udfordret af samfundets indretning eller normer, så skal der være en personlig styrke til stede, som de færreste af os har, til at modstå at gå tilbage i gamle mønstre. Ændring af den kollektive adfærd starter med det enkelte individ og de første er dem vi knuser hårdest som samfund.
Naturen er i dvale, når vinteren ankommer. Den ligger en tung pude af kulde og som en godnathistorie lulles alle planter i seng. De hviler sig så de har energi til kommer frem igen i det nye år. Nogen planter vil gå så meget i dvale at de visner og dør bort i den form de befinder sig i, i dag, men vil senere dukke op igen i andre egne eller fra nye frø. Naturens liv fascinerer og har sin helt egen rytme. En rytme vi som mennesker kan finde langsom og tidskrævende. Vores verden er bygget op omkring utålmodighed og en forestilling om at alt hvad vi foretager os har vigtighed. Det er vigtigt at du kan få svar på dine spørgsmål med det samme, du skal underholdes ’on demand’ og endnu vigtigere, andre burde vide hvor vigtigt det er, det du foretager dig lige nu. Vi som mennesker bygger os, også op omkring en rytme, som for eksempel Jul. Højtider hvor vi glædes og nyder hinandens selskab, men vi ser ikke vores rytme som en del af naturens rytme. Vores liv er mere planlagt efter tid og dage end om vejret og naturen tillader vores aktiviteter og planer. Vi vil ikke lade os styre af vejret, vi bekæmper det og vil ikke finde os i det. Som om vi har et valg.
Stack nature like we stack our creations Menneskets bedrifter samles i historiebøgerne, talerne, citaterne, på cv’et og i hverdagens samtaler. Bedrifter der kan måles og vejes, ligges i forlængelse og bygges ovenpå hinanden. Vi bygger, vi rydder, vi tjener, vi dyrker, men at nyde, beundre og acceptere, er ingen bedrift og nedskrives ikke til eftermælet. Livet ligger i de pauser vi tager, de øjeblikke vi tillader os at slappe af, de oplevelser vi får uden anstrengelse og i de tider vi mindes. Naturen er en inspirationskilde til tilpasning, simplicitet og symmetri. Mennesket dominere naturen, som om den ikke hører til, som om den ikke giver plads til os, så vi må rydde den, kategorisere den og placere den i system. At nyde naturen, værdsætte og omfavne den, er noget vi gør når vi har tid og lyst, men i hverdagen, skænker vi den ikke de tanker vi bør. Vi ser ingen bedrifter i at leve med naturen. Det er en bedrift hvis vi nedlægger den, bestiger den eller anlægger den, men at gå en tur i skoven, forstå at nyde duften af en blomst og synet af en hare, kan ikke skrives på et CV som verden er i dag.
Playground en legeplads for alle.. Dem i baggrunden, dem i flok, dem der er ensomme, dem der er slanger, dem der er snu, dem der er hurtige, dem der er sammen under regnbuen, dem med de store øjne, dem der flexer, dem der finder hjem og dem der er os..
Tag til Korsør og måske du finder det sted i skoven hvor jeg har stået og malet dette tågede landskab. Dybt inde i skovens favn, blandt sten og grene, og en tidlig morgens fuglekvidrer. Mærk roen omslutte din sjæl og tage en del af Korsør med ind i din stue over din sofa.
Skoven er et hyggeligt sted på jorden, når det er lyst og alt ånder fred, men den mørke del af skoven eller ved aften og nattetid står det ikke altid klart hvad der gemmer sig. Følg stien ind i skoven, måske er der noget der venter dig.
Bloom True – et ønske om at vi alle måtte lave det vi var bedst til i verden for at blomstre. At blomstre er at være på det højeste, yde det bedste, være den bedste du kan være. Verden er en legeplads og hvis vi alle kunne bidrage til verden med det vi var bedst til, det der føles som en leg for os, så vil vi have fred i vores sind.
Malerier
