Scrapbog / Scrapbog 2013 / Julemærket 2013

Julemærket 2013

Farsøs julemærke er udkommet for 5. gang

FARSØ: For 5. gang står Lions Klubben i Farsø i samarbejde med kunstnere fra Galleri 14 bag Farsø’s eget julemærke.

 

Her ses Peter Møller fra Lions Club Farsø og den ene af kunstnerne bag motiverne på dette års julemærkeark fra Farsø, Laila Eskedal i forbindelsen med lanceringen af Farsøs Julemærke 2013 i søndags i Galleri 14. Den anden kunstner er Aase Schultz ligeledes fra Galleri 14 gruppen, som desværre ikke kun ne være til stede i dag.

I dag, i forbindelse med galleriets 10 års fødselsdag, blev det offentliggjort hvilke af de forslag som kunstnerne er kommet med, som er blevet valgt til Farsø’s julemærke 2013.

I år faldt valget på hele to malerier, som nu pryder årets julemærkeark fra Farsø

Valget faldt på Aase Schultzs motiv af en julefamilie og Laila Eskedals motiv af en julemand, som både i stemning og farver harmonerer godt med hinanden på arkene.

- Ligesom de foregående år har opgaven lydt på traditionel, dansk, hygge jul, fortæller peter Møller fra Lions Club, Farsø. Og det var der så mange gode bud på, at vi i dommerkomiteen i år altså besluttede os for to motiver til julemærkearkene.

Begge kunstnere stiller deres motiver gratis til rådighed for julemærket, som er blevet trykt på 700 julemærkeark, som vil blive solgt i lokalområdet, heriblandt i Galleri 14.

Overskuddet fra salget af julemærkerne går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.

- Modsat det landsdækkende julemærke, går julemærket fra Farsø til bestemte ting, som børnene på Julemærkehjemmet i Hobro ønsker sig, og altså ikke til den daglige drift, fortæller Peter Møller. Og i al beskedenhed støtter Farsø’s julemærke med sine 10.000 kr. økonomisk mere, end med det, det officielle julemærke kan støtte julemærkehjemmet i Hobro med.

For øjeblikket står godt 500 børn på venteliste til julemærkehjemmene i Danmark, den vil vi gerne være med til at nedbringe. Det er børn uden selvtillid, børn der er blevet mobbet og overvægtige børn, der typisk har gavn af et ophold på et julemærkehjem, fortæller Peter Møller

 

Tekst fra Farsø ugeavis 06-11-2013

Galleri 14 | Nørregade 14, 9640 Farsø