Nye indlæg

Johnny Reimer til Fyn

26-02-2012

Endnu en træner har valgt Fyn som fremtidig base for sin trænervirksomhed, og pr 1. marts vil den tidligere Århus-træner Johnny Reimer have sin gang på Fyns Væddeløbsbane.

Fyns Galopklub byder Johnny Reimer velkommen !

 

Nedenstående pressemeddelelse er udsendt i forbindelse med flytningen:

Galoptræner Johnny Reimer har valgt 1. marts at forlade sit træningskvarter på JVB til fordel for sit oprindelige sogn, nemlig Fyens Væddeløbsbane (Royal Canin Arena), hvor han i samarbejde med Line Juhl Nielsen fremover vil drive sin trænervirksomhed.

Johnny, der i dag er 64 år, startede som lærling hos sin far, Eigil Hansen i 1963. Efter udstået læretid, tog Johnny på uddannelsesrejse på et af USA’s største galopstutterier, El Paco Stud i Californien, hvor han opholdt sig i næsten et år. Efter hjemkomsten var Billund banen netop åbnet og de havde galop på programmet de første par år, Johnny blev tilbudt staldplads og var træner der i et års tid, hvorefter han søgte mod Aarhus, først på Stutt. Tanholm hos Kjeld Sørensen og derefter på JVB, først som afløser for Harley Nielsen og siden i 1973 i den gamle restaurant, hvor han siden har hørt til.

Der er gået mange heste gennem Johnnys stald i de forløbne år og det er svært at fremhæve den ene frem for den anden. Det står fast at tre gange har Reimer stået klar i vindercirklen for at modtage vinderen af Jyllandsløb (nu Det jydske Derby) nemlig i 1978 med Schulmeister, i 1982 med Lady Star og klassehesten over dem alle, Hovman i 2002.

Johnny har også haft held til at træne sine toåringer op til JVB’s to største 2-årsløb, Stayerprøven og Den Jydske Vinterfavorit: Harambine, Hå Te Hå og Hovman vandt begge løb i deres respektive årgange og Turbo Man og Lady Star vandt begge Stayerprøven. Blandt ældre heste har Red Bob og Sweet Sammy været Johnnys favoritter.

Skrevet af: AG Jensen, JVB


Kategori: Sportsnyheder
designed by: binezzdesign  | Tlf.: 61705098