fødevareBanken - bindeleddet mellem overskudsfødevarer og socialt udsatte
fødevareBanken er en frivillig forening, hvis formål er at indsamle overskudsfødevarer fra fødevarebranchen og videredistribuere det til sociale hjælpeorganisationer for udsatte børn og voksne i hovedstadsområdet.
Siden januar 2010 har mere end 22 faste frivillige chauffører distribueret mere end 115 tons fødevarer til organisationer i Storkøbenhavn. Vi besøger mere end 30 sociale organisationer om ugen, og er på gaden mandag til fredag. Vi er ved at udvide fra 11 til 15 ugentlige ruter, og vi søger derfor flere unikke ildsjæle som vil indgå i et prisværdigt team af frivillige chauffører og assistenter, som dagligt vil gøre en forskel for socialt udsatte.
Vi søger flere frivillige chauffører til både vores formiddagsture og eftermiddagsture – praktisk oplæring sker af vores erfarne og populære chauffører.
Chaufførernes arbejdsområder: Efter grundig oplæring vil du få ansvaret for din egen rute og for at køre vores kølebil sikkert gennem Københavns gader. Her vil du bringe maden fra vores fødevaredonorer og direkte til de modtagende hjælpeorganisationer. Du er den der sikrer at fødevarerne bringes sikkert frem. Sammen med chaufførassistenten sørger du for at hver enkelt organisation får den rette mængde.
Der er tale om et ulønnet job. Alle vores rutinerede chauffører holder fortsat på at det gode fællesskab og den glade modtagelse hos organisationerne bærer lønnen i sig.
En vagt består af to personer. Vagterne ligger fra mandag til fredag fra 9-14 og fra 14-18. Vi håber at du donerer mindst en vagt om ugen. Du er velkommen til at tage flere, og vi ønsker at du bliver hos os et stykke tid og får et godt netværk.
- Du må være i god fysisk form og indstillet på tunge løft (5-35 kg) og mange buk, da du skal løfte og bære kasser med fødevarer
- Du er ansvarsbevist og mødestabil, samt du kan bevare overblikket.
- Du har gode samarbejdsevner og brænder for at gøre en forskel for socialt udsatte
- Du har empati, tålmodighed og forståelse for dine medmennesker
- Du skal fremvise et gyldigt almindeligt kørekort (B) og være en sikker bilist
- Du forstår, skriver og taler dansk
Hvad kan fødevareBanken tilbyde dig?
- Du oplever glæden ved at hjælpe andre mennesker
- Du får mulighed for at være med i opstarten af Skandinaviens første fødevarebank
- Du kan forbedre dit CV med praktiske erfaringer
- Du bliver oplært i fødevarehygiejne og –sikkerhed
- Du får en personlig anbefaling af fødevareBanken, som du kan bruge ved jobsøgning
- Vi vil elske dig fordi du vil gøre det ulønnet
Læs mere om fødevareBanken på www.foedevarebanken.dk og/eller send en mail til frivillige@foedevarebanken.dk