Bliv voksenven til et barn eller familieveninde til en lille familie2011-08-16 11:40 Kunne du tænke dig at bruge nogle timer om måneden på at være sammen med barn mellem 6-13 år, har du måske lyst til at være Voksenven
Børns Voksenvenner København søger frivillige mænd og kvinder, som har tid, lyst og overskud til at være sammen med et barn i alderen 6-13 år med et lille voksennetværk nogle timer om måneden.
Vi søger endvidere frivillige kvinder i alderen ca. 45-65 år, som har lyst til at være familieveninde til en lille familie, bestående af enlig mor og hendes barn /børn i alderen 0-6 år.
Fælles for både Voksenvenprogrammet og Familievenindeprogrammet er, at børnene og familierne har et spinkelt netværk. Oftest er der ingen kontakt til barnets far, bedsteforældre eller andre nære voksne. Børnene mangler derfor kontakt til en anden voksen, som kan give barnet oplevelser, lytte og være der for barnet.
Formålet for begge programmer er af forebyggende karakter derved, at vi via de frivillige reducerer ensomhed og isolation i de små familier.
Alle frivillige kommer på kursus og deltager i erfaringsopsamlingsmøder efter venskabet med barnet / familien er matchet. Endvidere tilbydes løbende temaaftner, aktiviteter sammen med andre frivillige og børn samt rådgivning i øvrigt efter behov.
Voksenvenner og Familieveninder er sammen med barnet / familien 2-4 gange om måneden à 2-4 timer ad gangen. Når vi matcher venskaber i Voksenvenprogrammet er det vigtigt for os, bl.a. at matche efter interesser, således at både børn og frivillige får gode oplevelser sammen. Det samme gælder i Familievenindeprogrammet, hvor det er vigtigt, at den frivillige, mor og barn/børn kan etablere en god relation med hinanden. Opgaven er ulønnet.
Læs mere om Børns Voksenvenner København på www.voksenven-kbh.dk eller ring / mail til os: 33151948 / kbh@voksenven.dk |