For at give nemmere mulighed for at borgerne kan få indflydelse på aktiviteter og på hvad der sker i lokalområdet og for at skabe bedre mulighed for en tæt borgerdialog, starter Solvang Bibliotek nu et forsøg med en Borgerdialogpanel-PC.
På Solvang Bibliotek er opstillet en PC som giver mulighed for at sende e-mails direkte til f.eks. Biblioteket, Dyvekeskolen, Kulturforeningen Liv i Sundby – eller til Kultur- og Fritidsudvalget. Og til mange, mange flere aktører i lokalområdet.
Muligheden kan benyttes hvis der er noget man gerne vil foreslå eller kommentere – eller hvis man er i tvivl om noget.
Der er også en mulighed for at lave opslag “Låner til låner” – som også kunne hedde “borger til borger”.
Er der noget du gerne vil meddele for en større kreds, et opslag, en efterlysning eller noget helt tredje du har på hjerte – så prøv det nye Borgerdialogpanel! Det findes på adressen http://www.borgerdialogpanel.dk/
Projektet er støttet af Amager Vest lokaludvalg og indvies af Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev ved en reception tirsdag d. 21. juni kl. 14.00.