PR- og kommunikationsmedarbejder
Præmissen for Majbritt Lunds nye bog, God kommunikation i foreningen, er simpel. Der findes et væld af foreninger, hvoraf få har erfarne og dedikerede medarbejdere eller frivillige til at arbejde med kommunikationen. Derfor er der et behov for en nem og overskuelig indføring i kommunikationens forunderlige verden.
Majbritt forsøger med sin bog at gøre de kommunikationsopgaver alle foreninger står overfor lettere at håndtere. Det gør hun blandt andet ved at give læseren en indføring i nogle af journalistens værktøjer og ved hjælp af eksempler på, hvad man skal og ikke skal gøre når man skriver. Overordnet giver bogen et godt indblik i de udfordringer man står overfor med den eksterne kommunikation som forening. Igennem bogen formår Majbritt at stille spørgsmålstegn ved foreningernes traditionelle tilgang til kommunikation med medlemmer og samtidig komme med en række praktiske spørgsmål man som forening bør stille sig selv når man vil fastholde medlemmernes interesse for medlemsbladet og i kontakt med pressen. Der er ingen tvivl om, at bogen vil kunne fungere som et praktisk værktøj for mange der sidder med foreningens kommunikation. Der er dog en række problemer, der gør at ikke alle vil have gavn af bogen.
I de tre første kapitler forsøger Majbritt at give en introduktion og tips til feltet kommunikation. Det er noget af en mundfuld, især fordi hun ikke eksplicit afgrænser sig til enkelte områder. Det er dog tydeligt efter at have læst bogen, at hun ikke beskæftiger sig med alle typer af kommunikation. I stedet sætter hun langt hen af vejen helt forkert lighedstegn mellem kommunikation og information. Idéen med at introducere læseren til kommunikationens værktøjer er godt tænkt og hun gennemgår nogle journalistiske værktøjer og bruger en række eksempler til at vise, hvordan man undgår typiske faldgrupper.
Problemerne opstår i selve udførslen, idet hun ikke formår at følge en række af de anbefalinger hun selv giver. Hun opfordrer således blandt andet til at undgå fagtermer, forkortelser og for høje lixtal. Har man medlemmer der er akademikere eller som er inde i stoffet kan det være en farlig tilgang, da de fleste vil føle sig talt ned til. Ligeledes benytter hun flere steder i bogen selv fagudtryk og IT specifikke forkortelser uden nogen uddybende forklaring af disse. Derudover giver hun en række eksempler på dårligt formulerede sætninger og kommer med forslag til, hvordan de kan formuleres i stedet. Problematisk er det, at hun ikke altid formår at skrive bedre eksempler selv, end de dårlige hun giver og mange omformuleringer er direkte dårlige.
Generelt for de første kapitler er, at Majbritt mener at man skal tale til laveste fællesnævner, når man som forening vil kommunikere, hvad enten det er internt eller eksternt. Skriver man udelukkende til eksterne kilder, der ikke har noget indblik i foreningen kan det i princippet være fornuftigt nok. Bedre står det til i kapitlerne 4 til 7, der omhandler kommunikation på nettet og kontakt til pressen. Her virker det som om, at Majbritt har fundet sit rette element. Det bør dog nævnes at emnerne, på grund af deres omfang, ikke får den fulde omtale de fortjener. I kapitel 4 og 5 tager Majbritt fat i hvordan man kan bruge nyhedsbreve og hjemmesiden til at understøtte den anden kommunikation man har med medlemmerne og hvordan man kan optimere chancerne for at blive fundet på nettet.
I kapitel 6 og 7 virker Majbritt på hjemmebane. Her skriver hun om kontakten til pressen, og hvordan man griber det an som lille forening, hvis man vil have dækning. Disse fire kapitler indeholder flere gode råd om hvordan man strukturer sin information og optimerer den til henholdsvis nettet og pressekontakt. Majbritt burde have fokuseret mere på disse kapitler og uddybet dem noget mere, da det er her der er noget godt at hente. Desværre går hun ikke meget i dybden, men haster videre til det sidste kapitel.
Det sidste kapitel virker som en eftertanke og springer alt for hurtigt over problemstillinger, der vil blive mere og mere relevante for foreninger i takt med at flere og flere begynder at benytte de sociale medier som kanaler til medlemmer og andre interessenter. I kapitlet anser hun, groft sagt, de sociale medier som endnu en informationskanal og ikke som den platform til dialog, de fleste er. Specielt problematisk i den sammenhæng er, at hun skriver om, hvordan disse medier kan være et godt supplement til de traditionelle kanaler, der hurtigt lader foreningen informere mange om enkelte ting. Hun drager her den fejlslutning som mange gør, at foreningen ved at være til stede på facebook automatisk får mange fans som konstant ser, hvad foreningen nu laver.
Majbritt formår med bogen at stille en række relevante spørgsmål til de der sidder med hjemmesiden, nyhedsbrevet og kontakten til medierne. Læses de første kapitler som forslag frem for retningslinjer giver de også en idé til, hvordan man kan forsimple sine budskaber. Desværre går ingen af kapitlerne ret meget i dybden med de emner der tages op og fokus er meget på pressekontakten. Bogen kaster lys over en del af den kommunikation foreningen har med sine interessenter, navnligt den kommunikation der omhandler foreningen selv. Titlen er dermed en smule misvisende, da kommunikation i foreningen burde omhandle alle de interne elementer og ikke udelukkende information til medlemmerne, samt hvordan man bedst formulerer sine budskaber, så de appellerer til den brede befolkning og skaber interesse om sit emne hos pressen. Havde titlen i stedet været God kommunikation om foreningen havde det være mere sigende.
Majbritt har fundet et område, som ikke mange har skrevet om, og derfor slipper hun også nemmere af sted med, ikke at gå så meget i dybden som der egentlig er behov for. Jeg håber at hun med bogen har åbnet andre journalister og kommunikationsfolks øjne for området og at dette bare er første skud på stammen af en række bøger om foreningskommunikation.