Rejse CV / 2014 USA
14.09 - 28.09.2014

2014 Canada/USA : fødselsdagstur til Staterne

Med denne rejse er det igen tid til en "Fødselsdagsferie". Den første af slagsen var for 10 år siden til Rhodos uden for turistsæsonen i godt vejr. Denne gang er overliggeren hævet lidt og ekspeditionen foregår sammen med min gode rejsemakker AK og går til bl.a. Toronto, Washington og New York med stop undervejs. Flybilletterne blev købt på rejsemessen i Herning - alt andet arrangerer vi selv. 14 dages oplevelser venter forude og med AK som erfaren på området skal det nok blive endnu en go' oplevelse. Og som extra bonus skal jeg ud og flyve med den store Airbus A380 for første  gang.

Søndag d. 14. september 2014
Endelig oprandt dagen, hvor årets fødselsdagstur blev skudt igang. FF kørte os til Billund til afgang kl. 10:50 med Lufthansa til Frankfurt. Ganske fin tid at skulle flyve og på turen fløj vi sammen med det Maltesiske damelandshold i fodbold, som havde været i DK og få en 8-0 røvfuld. Et par timers ventetid inden vi hoppede ombord på Jumbo'en til Toronto. Godt 8 timers flyvning i et fyldt fly var menuen. Vi passerede lige sydspidsen af Grønland med sneklædte klipper og isterninger i havet. OK anretning ombord og lidt told- og immigrationsprocedurer sku' vi igennem i lufthavnen inden vi tog Shuttlen ind til Bonds Place i downtown, hvorfra vi gik op til Knights Inn og fik værelset. Lille værelse men fin badeværelse og go' bruser. Tog lige forbi en lokal biks og fik en snack til at ta' den værste sult. Ellers var vi godt matte og var klar til en go' nats søvn. 133 CAD for 2 overnatninger incl. morgenmad.
 Jumboen Frankfurt - Toronto
 Sydlige snas af Grønland
 Knights Inn - Toronto
 Toronto skyline fra havnerundfarten

Mandag d. 15. september 2014
Vågnede tidlig tidlig denne morgen og indtog en ganske hæderlig morgenmad på stedet. Så gik vi ud for at researche - ville lige finde Greyhound, AK's hostel fra sidst og så lige Hard Rock. CN Tower ku' vi heller ikke undgå at støde ind i og der var mulighed for at komme på bryggeribesøg hos Steam Whistle senere på dagen. Tid til frokost og vi måtte jo lige besøge Hooters og få en gang Fish'n chips. Halvkedelig anretning, men bare serveringen er i top går det nok. På bryggeriet startede vi med en fadøl og kom med på et rigtig god rundvisning i det gamle bryggeri, hvor meget af det stadig foregik på gammeldage manér - især i pakkeafdelingen. Sluttede tilfældigvis i baren, hvor der var udskænkning. Topkarakter. Lige et Starbucks besøg inden vi skulle på havnerundfart ud til øerne. Tror vi var en håndfuld gæster så vi bredte os og fik en ganske fin udsigt ind over Toronto skyline. Tid til lidt shopping i de store malls. Så kom regnen - det betød nachos på turens første Hard Rock Café og lidt relax. Ikke vejr til så meget bygang så vi provianterede lidt hos den lokale og tog os en slapper på hotellet. Ny og spændende dag i morgen.
 Selvfølgelig sku' vi på Hooters
 Prammen på havnerundfarten
 Bryggeribeøg er altid godt
 Her laves der go' øl
 Sightseeing og regnvejr - dårlig cocktail
 Hard Rock Cafe Toronto
 
Tirsdag d. 16. september 2014
Hjemmelavede vafler til morgenmad er godt og så en gåtur til busterminalen. Afgang 9:15 med Den Grå Hund mod Niagara Falls. 1½ time i hunden og vi ankommer til en af turens højdepunkter, hvor vi har et 3-timers stop til at se vandfaldene fra den Canadiske side. Jeg var her for 12 år siden så det var godt at gense stedet. Elvis var der og sang klassikere og vi var meget tæt på det canadiske fald og få et par billeder. Masser af turister i området og vi nåede lige en cola på det lokale Hard Rock Café inden vi sku' med bussen igen over grænsen til USA.  Vi var vel 10 mand med bussen og selvfølgelig skulle de emsige toldere ha' alle folk ud og checke vores bagage - 6 $ ville de osse ha' - banditter. Ankom til Buffalo og AK havde styr på vejen til HI Buffalo Hostel, hvor han tidligere havde boet. Vi sku' genopleve de gamle hostel dage og boede på en 8-sengs dorm. Vi var vel en 4-5 stykker på værelse 203 med bad på gangen. Fælleskøkken og opholdsstue så det var helt som i gamle dage. Gik en runde i byen og forsøgte at finde noget spændende uden den store succes. Byen så noget gammel og slidt ud så opgaven var vist at finde et sted at spise om aftenen. Det første sted lukkede køkkenet kl. 20.00 - så var de osse selv ud om det. Det blev så på Friday, som viste sig at være et ganske fint sted - dejlig med refill. Tid til relax.
 American Falls
 Canadian Falls
 Tæt på det Canadiske fald
 Maid of the Mist-de amerikanske blå mænd
 Hard rock Café Niagara Falls CA
 Gode gamle "Grå Hund"
 HI Buffalo Hostel
 Hostel kultur med køjesenge

Onsdag d. 17. september 2014
Vågnede igen tidlig og nappede morgenmad på den lokale Donkin Donuts. Tog lige på rådhuset og røg op på 28. etage, hvor der var en go' udsigt over byen og faktisk ku' vi også se vanddampene fra Niagara Falls 30 km væk. Vi tog bybussen til Niagara (5$ for en dagsbillet) og så sku' vi på opdagelse på den amerikanske side af vandfaldene - spændende. Gik en tur rundt på Goth Island og hilste på egern og gæs. Det var her vandet i Lake Erie sku' til at finde ud af om det ville nedad det canadiske eller amerikanske fald - der var skrald på. Vi kom ret tæt på Canadian Fall - lidt våde blev vi osse, men hva' gør det. Virkelig et fedt område. Vi havde booket en tur med Maid of the Mist så på med de blå regnslag, ombord og afsted  mod faldene. En fed oplevelse der ska' opleves. Vi var også lige ude på platformen, som er på forsiden af TGT og få lidt go' udsigt. Besøget blev afsluttet med en burger på Hard Rock Café inden bussen returnerede til Buffalo. Fik vasket lidt og ellers relaxet lidt efter en super dag ved Niagara Falls.
 Buffalo udsigt mod Niagara
 Sjove brandhaner i Buffalo
 Niagara Falls fra US-side
 Niagara Falls - ganske imponerende
 Hard Rock Café Niagara Falls - US
 Downtown Buffalo

Torsdag d. 18. september 2014
Tidlig op igen - check-ud på hostel og med bussen til lufthavnen, hvorfra vi sku' med US Airways en go' times tid til Washington Ronald Reagan. Lidt turbolens og stewardesserne var over sidste salgsdato så det var ingen succes. Vi havde booket SuperShuttle direkte ind til Hotel Harrington så vi blev leveret ved døren. Heldigvis fik vi værelse 942 med det samme - med badekar og udsigt til gaden. Vi havde et stramt program så på med turistudstyret og afsted mod parken og den store obelisk, som ku' ses fra hele byen. Masser af memorials fra forskellige krige - den fra Koreakrigen var ret speciel. Lincoln bygningen med hr. Abraham fik da osse lige et besøg. Imponerende bygningsværker de har fået op og stå. Vi var godt gående så vi gik over broen for at besøge militærkirkegården Arlington. Det var en meget speciel oplevelse at gå rundt blandt uhyggelig mange hvide gravstede - ca. 400.000 fra de forskellige krige skulle ligge begravet her. Besøgte John F. Kennedy og familie's gravsted. Imponerende - intet mindre.  Vi tog metro'en retur til midtbyen - 3,15$ for en tur. Lige lidt relax på værelset inden jeg måtte en tur forbi Det Hvide Hus for at se huset og få lidt billeder. Mange som stod ved gitteret så det var en go' oplevelse at se det berømte hus - det skal man jo. Troede egentlig at huset var større. En rigtig spændende dag fyldt med oplevelser sluttede på Ceiba og en gang aftensmad - også et sted AK tidligere havde besøgt og anbefalede.
 Memorial - 2. verdenskrig
 Memorial fra Korea krigen
 Linoln bygningen
 Udsigt fra Lincoln mod Obelisken
 Arlington militærkirkegården
 Arlington - imponerende
 John F. Kennedy's grav
 The White House

Fredag d. 19. september 2014
Vi spiste morgenmad på hotellet - traditionel morgenmads buffet. Igen fantastisk vejr så vi marcherede mod Capitol Hill, hvor vi havde en aftale kl. 9:10 til en rundvisning. Vi havde booket denne gratis rundvisning hjemmefra så der var plads til os. Guiden gjorde en go' indsats for at gøre sådan en tur interessant blandt masser af statuer af gamle kanoner. Det var jo en cult-bygning vi her besøgte. Cruisede lige gennem den botaniske have inden der blev tid til Air Space Museum - begge med gratis entre så det ka' vi li'. Faktisk et rigtig spændende besøg med masser af fly- og rumfartsgrej. Kan anbefales hvis man har lidt interesse for luftfart. Vi tog metroen mod Arlington igen - nu ville vi med det lille tog rundt på hele kirkegården. Stoppede ved Kennedy gravstenene igen inden der var stop for at se vagtskifte ved den ukendte soldats grav. Her patruljeres 365 dage om året - 24 timer i døgnet. Soldaten går 21 skridt hen langs graven, vender og kigger udover graven i 21 sekunder, inden han går 21 skridt tilbage, hvilket svarer til de 21 skuds militære hilsen, som gives til ære for USA’s øverste militærfolk. Masser af veteraner var på plads idag. Sidste stop var i Arlington House. Arlington er absolut et must, hvis man kommer til Washington. Vi tog metroen ud til Pentagon for at se hvad det var for noget. Bygningen var kæmpestor - verdens største kontorbygning - og vi listede lidt langs hegnet til deres 9/11-Memorial med en sten for hver af de omkomne fra flystyrtet 11. september. 125 i bygningen og 64 fra flyet blev dræbt. Ved Memorial måtte der fotograferes - ellers ikke. Det var et par seværdigheder, som giver stof til eftertanke. Vi tog metroen ind til byen for at spise aftensmad på Hard Rock Café - fajitos blev det idag. Igen en stor dag på vores US-Tour.
 Capitol Hill - velkommen
 Capitol Hill
 Capitol Hill
 Botanisk Have - flotte orkideer
 Air Space Museum - spændende
 Vagtskifte i Arlington
 Pentagon Memorial
 Pentagon Memorial - speciel oplevelse
 Pentagon Memorial
 Hard Rock Café Washington
 
Lørdag d. 20. september 2014
Vi sov til vi vågnede da vort tog først gik kl. 12:10 mod Baltimore. Der var tid til at finde lidt morgenmad ude i byen og en shoppetur i skobutik så vi kunne dumpe de gamle slidte sko, der tgo vand ind i Toronto. Vi tog en taxi til Amtrak-stationen og sku' se om de billetter vi havde booket hjemmefra på nettet virkede - og det fungerede bare. Vi fandt et par pladser i det godt fyldte tog og fik en behagelig tur. Wi-fi ombord så det var luksus. AK havde været i Baltimore før så han fik guidetjansen. Vi gik til Rodeway Inn og fik vort værelse med det samme - tror nærmest vi var de eneste gæster på stedet. Frem med kamera og lidt moneter og ud i byen og se os lidt omkring. Edgar Allan Poe's grav var første stop og ellers gik det mod havnen. Ligeså kedelig byen så ud - ligeså meget festivitas var der ved havnepromenaden med masser af boder, restauranter, turbåde og gøgl. Det tegnede godt og vi tog frokosten på Hard Rock Café - et stort sted med udendørs servering. Vi fandt ud af, at der om aftenen var baseballkamp i byen denne aften og det ku' da være et godt projekt. Baltimore Orioles - Bosten Red Sox var på plakaten. Masser af folk på vej - 18 USD for en billet var helt OK så vi røg indenfor, fik en hue og ellers blev vi guided til vor plads langt oppe under taget. Her havde vi en fine udsigt over stadion og kampen. Godt 43000 til en rundboldkamp er vel ganske fint. Der var masser af gøgl rundt om banen - vel nærmest en folkefest.  Det var en go' oplevelse, der ikke var med i rejseplanen, men det gør jo ikke noget.
 Velkommen til Baltimore
 Rodeway Inn - vort lille sted
 Baltimore havneområde
 Hard Rock Café Baltimore
 Oriole Park
 Rundboldkamp samen med 43000 andre

Søndag d. 21. september 2014
Morgenmad på Rodeway Inn inden vi gik på stationen. Kl. 10:10 var der afgang med Amtrak mod Philladelphia. Fine tur i fine toge. Fra stationen gik vi gennem byen til Double Tree by Hilton til 524 kr for en nat og var heldige at få værelset allerede kl. 12.00 - et kæmpe værelse med udsigt over byen. Der havde været ½-marathon i byen så mange mennesker. Vi tog lidt frokost ved en lokal græker-biks inden vi besøgte den ukendte soldats grav i parken. Forbi det lokale visitorcenter, hvor vi hoppede på Big Bus Tour - 1½ time for 20$ incl. go' guideservice. Vi fik en Express tur til de kendte seværdigheder i byen bl.a. en trappe, hvor Sylvester Stallone havde medvirket i en film. Vi nappede en cola på Hard Rock Café og cruisede gennem Chinatown's spændende butikker inden det var tid til en skyller og en morfar.  Aftensmaden på Continental var på det jævne. Ku' spise på tagterrassen, men det var nærmest et discotek så vi satte os nedenunder i fred og ro. Også her var der mange asiatere, som var på tur. Det blev lige til en øl i baren på hotellet inden der var tid til et karbad og go' nats søvn inden turen gik mod New York næste dag.
 Hotel udsigt i Philli
 The Big Bus byrundtur
 Liberty Bell i Philli
 Trappen fra Sylvesters film
 Downtown Philladelphia
 Hard Rock Café Philladelphia
 
Mandag d. 22. september 2014
Turens bedste hotel med de bedste senge var her i Philli så det nød vi. Vi tog lidt morgenmad ved vor græske makker inden vi pakkede og checkede ud fra hotellet. Vi var lidt magelige og tog en taxi til stationen inden vi tog sidste etape med Amtrak til Penn Station New York - spændende. Mit første besøg i NY - AK's 6. var det vist. Ret vildt lige at komme ud fra stationen og der var skyskrabere overalt. Vi gik ad 34. Street til vort logi på denne tur New York Budget Inn. Ikke det mest fancy sted, men vi sku' jo blive i retroånden - men hvor overnatter man for 500kr pr døgn midt på Manhattan - så skidt med at der er bad på gangen. Et rigtig backpacker sted. Vi gik en runde i byen - bl.a. for at hente vort NY Pass. Vi vadede ud til Hudson floden for at besøge hangarskibet Intrepid - et museumsskib af de større, som opererede under 2. verdenskrig. 250 meter lang. Første gang jeg var på et krigsskib så det var vildt spændende. Masser af fly og ved siden af - en Concorde fra British. Kurs mod Times Square for at opleve alt hurlumhei'et og pludselig var Hard Rock Café der - ind og få en skænk og en T-shirt. Hjem og få vort værelse - lille rum med køjeseng. Det var ok - er jo ikke her vi ska' være så meget. Aftensmaden var lige rundt om hjørnet på Barking Dogs - et fine lille sted med go' mad og fin servering. Så var vi klar til aftenstur til Empire State Building, hvor vi ville op og ha' en fantastisk udsigt over Manhattan. Også her skulle vi igennem security ligesom i lufthavnen, men belønningen kom på toppen - virkelig fed udsigt. Hjem til en go' nats søvn efter en dag med masser af nye indtryk.
 Velkommen til New York
 Hangarskibet Intrepid
 Udsigt fra Intrepid over Manhattan
 Times Square
 Hard rock Café New York
 Madison Square Garden
 Udsigt fra Empire State Building
 Empire State Building - by night
 
Tirsdag d. 23. september 2014
Tidlig op og tog lidt morgenmad på vejen til bussen - nu sku' vi med Hop-on Hop-off bussen rundt i byen for at få et overblik og ellers lande ved Battery Park, hvorfra vi skulle ud på Liberty Island og Ellis Island. Masser af turister, som ville på tur og bådene sejlede i pendulfart mellem de 2 øer. Go' fotomulighed da vi cruisede forbi øen inden vi blev sat af. Igen genialt vejr og vi var rundt på hele øen og lure. Frihedsgudinden er jo noget man kun havde set på billeder så det var lidt fedt at stå her. Som extra bonus havde vi jo en suveræn view ind over Manhattan skyline. På Ellis Island gik vi gennem de gamle bygninger, hvor immigranterne tidligere gik igennem for at komme ind i USA - 20 millioner gennem tiden. En fed tur og et must på en NY-tour. Fra Battery Park gik vi mod næste top attraktion - Ground Zero og Freedom Tower området. Det var et område med en helt speciel stemning omkring de 2 Memorials til minde om alle de omkomne ved 11. september.  Utrolig flot område med de mange navne - en stærk oplevelse. Kirken fik også lige et besøg, hvor der blev tændt lys. Wall Street / Broadway krydsede hinanden her. Det sidste lille stykke af 4th Avenue så vi osse inden vi lige tog en lille slapper på værelset. Aftensmaden tog vi på en italiener i lokalområdet.
 På tur til Librty og Elis Island
 Statue of Liberty
 Ellis Island - immigrationsbygningen
 Manhattan Sky-line
 Statue of Liberty
 Freedom Tower
 Ground Zero - stærk oplevelse
 Ground Zero

Onsdag d. 24. september 2014 - fødselsdag
Så kom dagen, som var årsagen til denne fødselsdagsferie - rund fødselsdag, der jo helt i min ånd skulle foregå på farten. Dagsprogrammet var lagt i hænderne på AK så det var spændende, hvad han havde fundet på. Selvfølgelig var det godt vejr . Vi skulle til musik arrangement ved H.C. Andersen statuen i Central Park - troede jeg. Vi gik rundt i kæmpe parken og da vi nærmede os statuen så vi nogle Dannebrogsflag - nå ja det ku' jo godt være nogle danskere, som havde plantet nogle DK-flag. Da vi kom tættere på ku' jeg se der var et banner med mit navn og noget med en fødselsdagshilsen. Og hvem sad bag statuen og kukkelurede - Karin og Claus. Det er da vist det man kalder go' fødselsdagshumor - sådan lige og ta' 10 dages ferie og komme til New York og være med til at fejre dagen med os herovre. Det var en rigtig go' overraskelse og nok lidt svært at overgå. Vi lejede cykler i parken og kørte rundt og så bl.a. skildpadder og nogle af de mange XL-New Yorkere som motionerer her. Herfra gik vi mod havnen - nu skulle vi ud og sejle med The Beast. En fed sejltur på Hudson floden ud til Frihedsgudinden og med Manhattans skyline som bonus. Vi gik en tur ad Highline Park - en nedlagt højbane, som efterhånden er blevet en smal offentlig park. Chelsea Market  sku' vi også lige forbi - især food market er altid spændende. Fiskebutikken med kæmpe hummere, hvor man ku' udvælge sig en hummer og få den serveret senere var en oplevelse. Masser af spændende butikker. Om aftenen var der bestilt bord på Morton's Steakhouse - et farlig fornemt sted. Her fik jeg nok mine bedste bøffer til dato med sublim service af profi tjenere. Og til sidst en dessert, hvor vi måtte kapitulere - vi ku' ikke mere. Det var perfekt afslutning på en STOR dag. Stor TAK til arrangørerne af denne fødselsdagsevent.
 Central Park
 Fødselsdagsevent i Central Park
 Central Park
 På tur med The Beast
 Gennem HighLine Park
 Parkering i N Y
 Chelsea Market - spændende
 Chelsea Market - exotisk

Torsdag d. 25. september 2014
HOV - nu regnede det fra morgenstunden. Vi havde lidt hængepartier med vort NY Pass så første besøg var Rockefellerbygningen. Desværre var det ret så diset idag så udsigten var der ikke meget ved, men nu har vi været her. Next stop var Madame Tussaud, som jeg aldrig havde besøgt før. Det med NY Pass giver her mening når man bare kan gå forrest i køen. Urolig mange vellignende figurer. Faktisk så gode, at jeg på et tidspunkt stod og ventede på at en person med et kamera skulle blive færdig med at ta' sit billede. Og ja han blev stående..... Vi ville også ha' været på rundvisning i Madison Square Garden, men desværre var dagens antal pladser væk. Så gik vi lidt på shopping i en af Levi's butikkerne for lidt bukser og T-shirts skulle vi da ha' med hjem. Så bevilgede vi os selv en lille "morfar" hjemme på værelset - det var nu helt rart inden vi sku' ud og finde lidt aftensmad.
 Udsigt fra The Rock
 Besøg i M & M butikken
 Madame Tussauds - imponerende
 The Obama's
 Julie Roberts
 Serena Williams

Fredag d. 26 september 2014
Dagens projekt var en tur til Atlantic City. Tog metroen til busstationen for at hoppe på Academy-bussen til Atlantic City. 2½ time og vi landede i casinobyen i New Jersey. I guidebogen stod det var et mini Las Vegas så vi var lidt spændte på hvad der ventede os. Blev sat af ved Bally's - gik lidt rundt på casinoet og selvom det var lige over middag sad der en del ved de enarmede og rykkede løs - rystende. Vi gik en tur op og ned ad Boardwalken, der var fyldt med boder, souvenirs og spisesteder. Var osse lige nede og røre ved vandet. Vi måtte også lige ind på turens 8. og sidste Hard Rok Café til en gang frokost. Nok en casino rundede vi også, hvor AK sku' prøve lykken. Jo Boardwalken var ganske flot, men var vist også det eneste ved den by. Konklusionen må være at Atlantic City er en fesen udgave af Las Vegas. Tog bussen hjemover igen og på vor sidste aften skulle vi mødes med Karin og Claus på HRC på Times Square. De havde lige mødt John Mayer som spillede et par numre på gaden og ellers havde de været en tur i Baltimore til Volbeat koncert. Vi kunne lige nå at ta' afsked med dem og sige tak for besøget. Det lykkedes at få et bord så vi havde en hyggelig aften på et af de større HRC restauranter. Det var fredag aften og masser af folk på Times Square - der var stemning og masser af gøgl i gaderne. De havde et par dage mere herovre så vi tog afsked og tog hjem og pakkede lidt og ellers i kassen.
 Atlantic City
 Casino Taj Mahal
 Hard Rock Café Atlantic City
 Boardwalk
 Times Square en fredag aften
 Gøgl på Times Square

Lørdag d. 27. september 2014
Sidste dag i NY - vi fik handlet det sidste og pakket rygsækken. Fik de 4 donut kugler og cacao som var morgenmadsrationen på stedet. Vi havde bestilt en shuttle så vi blev hentet og kørt ud til afgangshallen i JFK. Check-in og security gik forbavsende smertefrit og hurtig var vi fremme ved gaten. Endnu en af de store oplevelser ventede nu - turen til Frankfurt med den store Airbus A380. 7½ time ventede over Atlanten - en fin tur i den store maskine. 3 timers ventetid i Frankfurt kl. 5 om morgen gider man ikke inden den sidste times tid retur til Billund, hvor FF var mødt op for at hente os. Det var hermed afslutningen på en forrygende 14-dages fødselsdagsferie med indlagte overraskelser. Tak til KF - CT og AK for events i New York samt til dem der undervejs vidste noget uden at røbe noget. Tak for denne gang.
                                                   A 380 - så skal vi hjem