Bella II ramte endnu engang topform til Fyensmesterskabet, og vandt således for andet år i træk den fornemme titel.
Fyens Væddeløbsbane var denne søndag eftermiddag besøgt af rigtig mange mennesker, som var mødt op for at støtte banens forsøg på overlevelse - med også for at se de store travløb, der var på programmet.
Efter andet løb havde publikum desuden fornøjelsen af, at se et fint afviklet Fyensmesterskab for ponyer, hvor der til det sidste var spænding om udfaldet. Travskolens Candy med den nye kusk Emilie Fribo førte løbet indtil sidst på bagsiden, hvor Bella II og Musse fik overtaget. Bella II formåede at holde sig foran hele opløbet, selvom det på et tidspunkt så ud til, at Musse kunne blive angrebsfarlig. Til en fin 3. plads kom Fidell godt i den sidste del af opløbet sammen med Granit II, som desværre fik en lille galop på indenfor de sidste 40 meter, og derfor blev diskvalificeret. Det blev således Eddie Star og Sarah Sofie Berthelsen på 4. pladsen og Candy holdt 5. pladsen.
Bella II blev kørt til sejr af den nye kusk Oscar Pierson, som kun har kørt få løb. Det var Oscars første sejr i karrieren - så STORT TILLYKKE.
Ud over pokal og rosette, var der også et flot æresdækken og sløjfebånd til den vindende ekvipage.