Nibe fredag og lørdag

Det blev til små 3 dage på en Nibe Festival, som tydeligvis har været savnet hos mange. Ganske vist ikke udsolgt - dog kunne man lørdag aften melde, at nu var alle lørdagsbilletter solgt. Så forhåbentlig har festivalen og alle de mange frivillige fået det ud af anstrengelserne, som de fortjener.

 

Fredagens program rummede 3 interessante navne, hørt med mine ører. Først Dizzy Mizz Lizzy, dernæst Gnags og til slut D-A-D. Dertil det, man nu kunne nå at høre og opleve mellem disse navne, som alle var på den store scene.

Dizzys guitardominerede rock var som forventet, men der var ud over det musikalske ikke den store kommunikation med publikum fra bandets ubestridte frontmand, Tim Christensen. Han er i øvrigt stifter af en Facebook-gruppe, jeg er medlem af: Spinning Vinyl. Her skal man tage et billede af en plade, som spinner, med tilhørende cover, og så lægge det op i gruppen. Tusindvis af medlemmer lægger hver dag spændende ting om, noget man selv lytter til, og andet, som er ganske ukendt. Et inspirerende sted, hvor der også kan komme spændende dialoger mellem brugerne.

Gnags er blevet til Gnags igen, efter at Per Christian Frost er kommet tilbage som wingman for Peter AG. Den alsidige guitarist er den musikalske lyd af gruppen, hvor AG er det vokale og visuelle udtryk. Bandet spiller alle de store hits, tilføjet et par nye numre. Dermed kommer det let til at ligne deres seneste optræden i Nibe, hvor scene set up’et i øvrigt var det samme. Der er numre, jeg ville ønske, de tog med, men de holder sig til det sikre. Her havde salig Kim Larsen en imponerende evne til altid lige at smutte et par halvglemte numre ind i den lange perlerække af hits, han og Gasolin har leveret.

D-A-D gav den fuld skrue fra første sang, og de holdt en forrygende rockfest i skoven, hvor der blev skrålet med på alle de kendte omkvæd: “Won’t Cut My Hair”, “Bad Craziness, “Soft Dogs”, “Sleeping My Day Away” og afslutningsklassikeren “It’s After Dark Now (and Disneyland i closed)”. Trommeslager Laust Sonne var placeret i en tivolikarrussel, som kunne køre rundt, medens han spillede - effektfuldt - ikke mindst da hele bandet til slut stod på den kørende karrusel - bassisten har formentlig spillet en rundgang (!) på en af sine mange specialbyggede basguitarer med kun 2 strenge.

En godkendt fredag, som en smule regn ikke kunne spolere - det fik såmænd bare støvet til at lægge sig.

 

Lørdag skulle bare være en hyggedag, og så kan man næppe starte et bedre sted end med The Powls - et rablende sindsygt show- og partyband, som på et tidspunkt adopterede Shu-Bi-Duas kikekaste-gimmik. Når The Powls spiller, vælter det ind med tarteletskaller over scenen og musikerne. Sjovt, men måske er det ved at tage overhånd, ligesom det også gjorde ved Shubberne. Det kan bestemt ikke være rart at stå 75 minutter på en scene, hvor der i hver eneste nummer flyver tarteletter op mod dig, og hvor velplacerede træffere i ansigtet må gøre en smule ondt. Lad det nu blive ved et nummer eller to, så musikerne er forberedte! I øvrigt er The Powls en blanding af stand up og forrygende gode kopinumre, som de selv mener store danske og udenlandske navne har nappet fra netop The Powls! Tarteletter, jokes og en underspilning på egen formåen kan dog ikke skjule, at The Powls faktisk spiller ganske fremragende.

 

Et par eksempler på kommentarer fra scenen under deres show:

“Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, hvorfor?”

“Vi elsker at spille for hørehæmmede!”

Så er linjen ligesom lagt, og tonen er den samme gennem hele deres show, som også byder på fællessang og kædedans til Reimar-klassikeren “Sikke en fest vi har haft...".

 

For mit vedkommende blev det Jonah Blacksmith, som rundede det musikalske af på Nibe. Thyboerne er vokset fra Den Lille Fede via Blå Scene til Stor Scene. Man kunne frygte at den til tider akustisk prægede musik ikke kunne bære det, men med 7 mand på scenen - to trommeslagere, to keyboards, to til tre guitarister og en bassist fik de leveret en god koncert og de var tydeligt bevægede over publikums modtagelse. Fedt at opleve.

Eftermiddagen blev brugt på en gåtur ud til de unges lejr: Camp Øst, hvor jeg fik en lyserød Breezer i selskab med elever fra den første corona-årgang, 2019-20, som nu endelig havde fået muligheden for at komme på festival sammen. De hyggede og havde det godt - rart at snakke med dem.

Fra ungelejren gik jeg gennem festivalpladsen og ud fra Nibe for at se slutningen af Tour De France hos en god ven i Nibe, og så blev kursen ellers sat hjemover, medens hard core festivalfolket fik lov til at lukke og slukke sent lørdag nat til det der hitter hos de unge og, som gamle jeg er helt uforstående overfor: Ude af Kontrol. Da sov jeg formentlig sødt.

Velkommen tilbage Nibe Festival.