Der er blevet rekrutteret 24 nye ungledere til foreningen, der alle har gennemgået ungleder kursus ved DGI: I front. Derudover er der rekrutteret XX nye frivillige voksne, der enten på grund af de tidligere træningstider nu har mulighed for at blive frivillig, eller fordi de efter den øgede synlighed af foreningen nu ønskede at blive en del af foreningslivet.
Foreningsformand, Per Østergaard, oplyser, at de unge tilfører foreningen en masse – som f.eks. en fodboldskole, som de selv skal stå for at arrangere, og at de som udgangspunkt er blevet meget positivt modtaget i foreningen. Der har dog været enkelte skeptikere blandt de erfarne trænere og ledere i forhold til, hvorvidt unglederne vil være i stand til at løfte opgaven.
For at imødegå disse bekymringer, er der indgået kontrakt med unglederne, hvilket gør det muligt at stille flere krav til dem. Hvis ikke de lever op til forventningerne, kan de blive sat af opgaven som ungleder. De unge vil så blive tilbudt efteruddannelse eller anden form for støtte, så de på et senere tidspunkt igen kan blive ungleder eller træner. Det er meget vigtigt for foreningen, at de unge ikke bare får lov ”at sejle deres egen sø”, såfremt de i første omgang ikke kan leve op til de krav, der bliver stillet til dem.
Unglederne selv giver både i interviews og i spørgeskemaundersøgelsen udtryk for, at de er glade for muligheden for at prøve kræfter med trænergerningen og ansvaret, der følger med, at det er motiverende at arbejde med børn, og at de synes, at det er spændende at være en del af noget nyt og fællesskabet omkring det. Endelig betragter de opgaven som et godt alternativ til et egentlig fritidsjob.
I forhold til udfordringer påpeger unglederne selv, at det primært er i forhold til konflikter mellem børnene, og at de i de situationer er glade for samarbejdet med pædagogerne. Herunder følger et uddrag af ungledernes kommentarer til DGI kurset og det generelle samarbejde med pædagogerne:
- Det er spændende at være en del af et fællesskab og bygge noget nyt op
- Enkelte børn kan være svære at styre, og kan derfor ødelægge det lidt for de andre. Men det er rigtig godt, at pædagogerne kan hjælpe
- Det er spændende og udfordrende
- Jeg får en masse træner erfaring
- Pædagogen hjælper med at trøste. Hvis der er nogen, der ikke gider være med, kommer hun også og prøver så at få dem med
- Jeg lærer af pædagogerne hvordan man håndterer børnene og konflikter
- Det er sjovt at arbejde med børn. De lærer noget og vil gerne blive bedre.
For at kvalificere unglederne, deltog de i DGI’s unglederkursus: I Front. Tilbagemeldingerne på kurset har været meget positive, og de unge havde bl.a. følgende kommentarer til kurset:
- Jeg lærte fx hvordan man opbygger en god træning. Det var rimelig godt at få at vide
- Jeg føler mig bedre rustet til at tackle børnene i forskellige situationer
- Jeg har mere gå-på-mod i forhold til at planlægge og udføre aktiviteter
- Lærte at tage beslutninger, opfinde mine egne lege, gøre det mere spændende