Da vi fik den nye speciallægeuddannelse i almen medicin for nogle år siden var en af de største nyskabelser den 1-årige afslutning i samme praksis – fase-3 ansættelsen.
Én af hovedtankerne var, og er fortsat, at uddannelseslægerne skal hjælpes fra at være ”competent” til også at blive ”confident”. Med dette udsagn har vi ment, at fase 3 lægen efter de 12 måneders ansættelse ikke blot er tryg ved eget kompetenceniveau, men også er tryg ved sin fremtidige rolle som selvstændigt praktiserende læge med alt hvad det indebærer både i relation til patientbehandlingen og i relation til rollen som selvstændig og som arbejdsgiver.
Disse tanker afspejles i hvert fald til dels i de kompetencer i Målbeskrivelsen, som skal opnås i fase 3 året – så det er en god idé for såvel uddannelseslæge som tutorlæge at studere disse kompetencer noget nøjere omkring ansættelsesstart.
Vi vil gerne fremhæve 3 kategorier af kompetencer, der skal opnås i fase 3:
a) en række klinisk relaterede kompetencer (spec. kroniske patienter, somatiserende ptt., træthed m.v.)
b) en række kompetencer med relation til lægerollen (de centrale værdier i almen praksis, etik, utilsigtede hændelser, truet professionalisme, kritisk selvrefleksion, livslang læring)
c) en række kompetencer med relation til rollen som selvstændig (bogføring, samarbejde internt, arbejdsgiverrolle, ledelse, supervision af uddannelseslæger i praksis, organisationsudvikling)
Specielt ovenstående pkt. b og c bør man indtænke i hele forløbet for fase 3 lægen. Uddannelseslægen bør opfattes som en kollega og inddrages i mange administrative og ledelsesmæssige opgaver i klinikken – som eksempler på dette kan nævnes:
-klinikregnskabet og revisorkontakt
-bogføring og afregningsprocedurer
-reminderkartotek
-håndtering af utilsigtede hændelser i klinikken
-kvalitetsarbejde i klinikken
-personaleadministration
-MUS
-klinikledelse og –udvikling
-efteruddannelse, herunder gruppebaseret decentral efteruddannelse
Fase 3 lægen deltager jo også i lægevagtsarbejdet – herunder 2-3 visitationsvagter (se afsnittet "Uddannelseslægers vagtdeltagelse") – og supervisionssamtalen efter disse vagter bør udnyttes til at klæde fase 3 lægen på til et fremtidigt helt selvstændigt lægevagtsarbejde.
Vi håber, at fase 3 lægen får et rigtig godt udbytte af de 12 måneder – og at det også er til glæde og inspiration i tutorpraksis.