 Børn har godt af at dyrke anden sport end ridning. Det mindsker også risikoen for at de kommer
til skade, når de falder af.
Børn lærer faldteknik hurtigt
Når man spørger eksperterne i ridesporten, hvad de mener om faldteknik-træning, så er de fleste enige om, at det er en god ide. Der er også flere initiativer på vej. Eliten i military-sporten trænes i faldteknik i Dansk Rideforbunds Kraftcentre. Men hvad med børnene? Ifølge Danmarks Statistik er det piger i alderen 10-19 år, der hyppigst kommer til skade.
Men denne aldersgruppe lærer faldteknik rigt hurtigt - så er det ikke en god ide at de lærer det?
Burde unge ryttere og børn ikke lære faldteknik - selvom de ikke tilhører eliten?
- Jo, siger Jens Erik Mailund, der er sportschef hos Dansk Rideforbund.
- Faldteknik er også noget, som man sagtens tage ind på rideskolerne. Men indtil videre er der ingen konkrete initiativer om at gøre faldteknik-træning en obligatorisk del af børns rideundervisning.
Det er altså op til forældrene selv, at børnene lærer faldteknik.
Statistikken taler sit eget sprog
- En undersøgelse bragt i Ugeskrift for Læger viser, at 57% af rideulykker sker blandt piger i alderen 10-19 år.
-
72 % af ulykkerne skete på rideskoler, 12% i naturområder og 9 % på veje eller i boligområder, mens 7% ikke kunne specificeres.
-
De hyppigste ulykker – hele 59 % -er fald fra hesten eller styrt med en hest.
- Statistikken viser, at ridning er en farlig sport. Selvfølgelig er faldteknik ikke en garanti for ikke at komme til skade - men det giver en langt større chance for at slippe godt fra et fald fra hesten, siger Palle Flodgaard, der har trænet børn og unge i 25 år.
- Jeg har set mange børn med forskellig idrætsmæssig baggrund. Der er ingen tvivl om, at børn, der ikke dyrker anden sport end ridning, falder stift og usmidigt - som en sæk kartofler, siger Palle Flodgaard.
Forældrene skal hjælpe
- Jeg er godt klar over, at mange børn går så meget op i samværet med hesten, at de ikke har lyst til andet. Men der mener jeg, at man som forælder må hjælpe dem til at prioritere, hvad der er bedst for dem.
- Hvis man sørger for, at ens barn får en alsidig idrætsmæssig træning, vil det ikke alene mindske risikoen for, at børnene kommer til skade, hvis de falder af ponyen - men også når de er ude at stå på skøjter eller ski. Og så bliver de bedre til at ride.
- Som idrætslærer vil jeg anbefale, at man allerede fra børnene er små, sørger for at de får en alsidig fysisk træning, siger Palle Flodgaard.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Hest. |